Blot en illusion.

Hvad nu, hvis alt det vi tror på, blot er en illusion. Hvad nu, hvis alt det vi går og fortæller os selv vi ikke kan, blot er en løgn vi går og fortæller os selv. En løgn, der har dybe rødder i vores fortid. Det vi vælger at tro på, ud fra det vi engang er blevet fortalt. Eller alt det vi tidligere har været bange for at gå efter, manglet drivkraft til at lykkedes med, eller blot hørt andre eller os selv fortælle igen og igen, at det er dømt til at mislykkedes på forhånd.

Hvad nu hvis ALT var muligt, og alt andet blot en illusion. Hvad nu hvis det var løgnen der var en illusion. Hvad nu hvis alle historier om netop alt det vi var bange for at gå efter, eller der hvor vi manglede drivkraft, i virkeligheden var der vi var garanteret til at lykkedes.

Hvad nu hvis det var lige præcis på grund af alle dine historier om at mislykkedes, du var dømt til succes. Hvad nu hvis det var, alle dine overbevisninger om manglende drivkraft, der netop gjorde dig til den der var i stand til at gennemføre.

Jeg hører ofte folk fortælle, at de ikke kan gøre ting pga noget der er sket engang i deres fortid. Jeg hører ofte folk fortælle, at de er sådan, på en helt bestemt måde, har et helt bestemt karaktertræk eller en helt bestemt udfordring i deres væsen, som forhindrer dem i at gøre det de alligevel stadig går og egentlig gerne vil.

Jeg oplever også, i mig selv. At de ting der fortsætter med at dukke op og banke på, i min bevidsthed. De bliver ved med at ligge der, fordi jeg oftest har potentialet til at udføre det. De forsvinder ikke igen, fordi jeg oftest har drivkraften til at lykkedes med det. De kan ikke slippe sit greb i mit indre, fordi de er vigtige for mig, og for at jeg ikke skal glemme det, så bliver de ved, i hvert fald indtil jeg letter røven og kommer i gang.

Indtil jeg indser, at alt min frygt og dårlige undskyldninger ikke er det der får mig i gang. De minder mig blot om en strategi jeg ikke har gavn af at følge igen, men er livsvigtige erfaringer jeg kan bruge klogt og konstruktivt, hvis jeg giver dem lov. Jeg kommer aldrig ud over de samme gamle skrækhistorier om nederlag og fiasko, hvis jeg fortsætter med at fortælle disse historier til mig selv. Vil jeg skabe nye resultater, med at andet udfald end tidligere, så må jeg gøre noget helt andet, ellers vil resultatet altid forblive det samme. Og fortsætter jeg med at fortælle mig selv, den selv samme illusion af en historie om, hvorfor jeg ikke kan lykkedes og hvorfor jeg aldrig kan komme i mål, så er det lige præcis det resultat jeg kan forvente at få igen. Så hvorfor ikke begynde at fortælle en anden historie, om at lykkedes og komme i mål i stedet for.

Nogle mener oven i købet, at man skal huske at nyde rejsen undervejs. Nogle af os arbejder bare bedst med at skabe fede resultater, og selv om jeg syntes det lyder virkelig smukt at kunne nyde den smukke rejse undervejs. Så er jeg pisse utålmodig og bliver skide irriteret hvis jeg ikke får nogle fede og tilfredsstillede resultater ASAP. Så hvorfor ikke bare arbejde med ALT det DU har med. Uden at skamme sig over, at du ikke formår at skabe total ZEN – MODE undervejs, eller hvis du kunne, så ikke skamme dig over at du måske skulle justere lidt på dine resultater undervejs, når bare du havde en vidunderlig tur.

Jeg er i hvert fald færdig med at dømme “slemme” egenskaber ude af spillet. Det handler altid om dit perspektiv, og selv om drivkraft og motivation kan virke skræmmende for nogle, så kan du sikre dig at nå dit mål, når du tør spille på alle dine tangenter.

Det vil jeg gerne.

Jeg vil gerne være med til at skabe en bedre verden.

Først og fremmest skabe en bedre verden for min søn. Men også samtidig skabe en bedre verden for de mennesker der føler sig udenfor, forkerte, anderledes og mindre værd. Skabe en bedre verden for det naturlige dyre og planteliv, som vi ofte tager for givet. Men som samtidig er i risiko for at blive truet eller udryddet, hvis vi ikke bliver opmærksomme på hvilke naturlige betingelser de har brug for, og som vores menneskelige adfærd til tider er med til at vanskeliggøre, måske uden at vi overhovedet tænker over det.

Jeg kunne prædike, belære og forsøge at overbevise andre om, hvad jeg mener er det rigtige. Men det er fuldstændig op til dig, hvad du ønsker at værne og sætte højest i dit liv. Det er fuldstændig op til dig, at bruge din tid på det du finder mest værdifuldt. Det er fuldstændig op til dig, at træffe dine egne valg. Og det er fuldstændig op til dig, hvordan du ønsker, at denne verden skal se ud, og hvordan den skal være at leve i, for dig.

Men jeg VED. At i det øjeblik du tror på, at hvad du end kommer med til denne verden, så er det godt nok. Uanset hvad du er, gør, ser ud eller går op i, så er det det, der gør dig til dig. Det du kan gå igennem ild og vand for, og derfor er i stand til at lægge alle dine superkræfter i det. Det er det der får dig til at springe glad og frisk ud af sengen hver eneste morgen. Og samtidig det der kan give dig søvnløse nætter, hvis du møder for meget modstand på din vej, eller tingene ikke helt vil lykkedes for dig.

Der er måske, i virkeligheden slet ingen grund til at rende rundt og forsøge at overbevise andre, om dit. Der er måske, i virkeligheden slet ingen grund til at forsøge at få andre til at gøre det samme som dig, i hvert fald ikke på din måde. For hvis bare du formår at leve dit liv i overensstemmelse med det du gerne vil. Mens jeg bare lever det liv jeg gerne vil. Hvor vi samtidig kan mødes i et fælles rum, hvor vi oprigtigt glædes over det andre, og vi selv har skabt.

Se, det er der sand magi opstår.

Det kunne altid blive bedre.

Jeg var fuldstændig optaget af at gøre mit bedste. Det kunne ALTID blive bedre, og hver gang jeg havde kæmpet, knoklet og hevet i mål. Opstod behovet konstant, for at gøre det hele endnu bedre.

Der var bestemt ikke noget galt i at ville være den bedste. Det var en kæmpe drivkraft, der blot gav mig mere blod på tanden, mere styrke, kraft og power, og en udholdenhed ud over det sædvanlige.

Hold nu kæft en styrke man rummer, når man bare kan blive ved og ved, uanset hvad livet sætter foran en. Hvilken indre ild der buldrer og brager, og bare går i gang med at udslette alt det der står i vejen, uden at tænke på de brandsår der kunne opstå, eller de skader man kunne forvolde undervejs.

Man finder ud af, hvor kraftfuldt et væsen man i virkeligheden er, når man gang på gang får det man gik efter, eliminerer alle forhindringer på vejen og uanset hvilken modstand man møder, bare kan smide mere brænde på bålet.

Men jeg opdagede også, at det slet ikke var nødvendigt. Jeg opdagede, at alt den frygt, som var en stor del af den verden jeg levede i, kun handlede om at tage et valg.

Frygten for ikke at være god nok, frygten for ikke at have et ordentlig job, en god økonomi, at være elsket, og være respekteret og anerkendt af andre. Det var et valg jeg kunne tage, fuldstændig uafhængig af, hvad alle andre troede på og mente.

Jeg kunne sagtens være tilfreds med meget mindre. Det var overhovedet ikke nødvendigt, for mig. Ikke mindre i forhold til alt det jeg gerne ville have, for der vil altid være en evig styrke, kraft, power og udholdenhed i mig, til at gå efter alt det jeg gerne vil, og en buldrende ild der tilintetggør alle forhindringer undervejs.

Men jeg behøvede ikke gøre det af frygt. For jeg var ikke længere bange for alt det den ydre verden fortalte mig, jeg burde være bange for. Jeg vidste, at jeg bar alt det jeg havde brug for i mit indre, og det kunne ingen nogensinde tage fra mig. Det havde altid fulgt mig, og ville altid eksistere i min verden, når jeg havde brug for det. Hvad var der så lige tilbage og frygte.

Det var sku ok ikke at lave en skid, eller at det hele ikke var perfekt. For i det øjeblik opstod alt det perfekte, for mig. Også i alt det uperfekte, også i at jeg ind imellem ikke gad alligevel, eller at jeg hellere vil noget helt andet. I, at det også måte være grimt, et dårligt resultat, eller at jeg bare havde lyst til at standse op og lave ingenting.

Jeg kunne gøre præcis lige hvad jeg ville, uden frygt for hvad der nu ville ske. For mindre betød, mindre andre og mere mig. Jeg kunne bare vælge en anden løsning, en anden mulighed, et andet tilbud en anden virkelighed.

Jeg var sikker på.

Jeg var 110 % sikker på, at det at være selverkendt, et højt bevidst menneske og komme til i et sted i mig selv hvor jeg kunne finde dyb ro i at være mig selv, handlede om at jeg skulle være det bedre menneske. Jeg troede jeg skulle leve et liv, hvor alle mine dybeste værdier skulle funkle og vibrere på smukkeste vis fra det dybeste sted i mig.

Som den kærlighed og omsorg jeg konstant møder i min søn, der vil alt og alle det bedste og slet ikke kan lade være med at øse ud af alt hans kærlighed og omsorg, fordi det er det JEG har praktiseret, og det jeg har vist ham, i hele hans liv.

Som den stædighed, retten til frihed, og det at elske sig selv som alt det du er, uden at andre skal forsøge at pille dig ned. Fordi du er lige så meget værd som alle andre. Uanset hvad du vælger til og fra, må andre gerne have en anden mening. Selvkærlighed og selvrespekt, og retten til at vælge noget andet, handler i lige så høj grad om kærlighed og respekt til andre. Det er netop det du viser ved at stå fast på dig selv. At du elsker og respekterer dem så meget, at du tror på deres egen indre styrke er stor nok til, at de ikke er mere eller mindre afhængig af dine valg, afhængig af dit bidrag og bundet op af det du vælger at byde ind med. Det er kærlighed og respekt at sætte andre fri til at være en ærlig og ægte version af dem selv, ikke at fungere som en sutteklud, så de aldrig bliver i stand til at tage ansvar for sig selv. Du er måske dybest set ligegyldig. For verden ville uden tvivl gå videre, uden dig. Men du bliver ALDRIG ligegyldig i dit eget liv.

Jeg kunne brække mig over alle de uærligheder, bedrag og facader jeg oplevede i min omverden, men fandt også ud af, at det kunne egentlig være fuldstændig ligegyldigt. Jeg kunne bare forlade det show, jeg behøvede ikke at tro på alt hvad jeg mødte omkring mig, og jeg kunne dybest set bare lade dem om det og deres. Til gengæld kunne jeg så begynde at grave endnu dybere i mig selv. Jeg kunne invitere alt hvad der fandtes i mig endnu dybere ind. Uden at flygte fra vreden, uden at gemme mig bag min fortid og uden at møde mig selv med andet end åbne arme. At tro på, at man ikke må blive vred, sige fuck eller ligne lort, jeg er ligeglad. This is me – take it or leave it, i don’t care. Men det er fucking uærligt at gå rundt i facader og bedrag og samtidig dømme andre, hvis du spørger mig. Jeg har ikke behov for at være bedre, klogere eller mere korrekt, jeg vil fucking bare have lov til at være mig.

Jeg havde ikke behov for at bevise mit værd, præstere og knokle, for at høste anerkendelse og ros. For hvor er du dygtig, når du skaber en masse fede resultater, når du kan skaffe en masse penge og strø om dig med symboler på rigdom og succes. Hvad fanden hjælper det, hvis du føler dig ensom, jagter belønning i stedet for at nyde dit liv, eller ikke har tid til at nyde dine resultater. Du er sat på denne jord, ergo var du allerede værdig til dette liv i netop det øjeblik. Alt det du ønsker dig i dette liv, er allerede dit, og der er intet du behøver gøre, for at gøre dig fortjent til det. Men det kræver at du er i stand til at hente det hjem. Seriøst – jeg føler mig gladest i livet når jeg krammer min søn, og mærker et sug i maven over at få lov til at være en del af så livgivende og smuk en sjæl. Når jeg roder rundt i min have og ser hvordan moder jord præsenterer hele dens livscyklus. Fuglenes kvidren, en lille tudse der bader under åkanden eller sommerfugle der suger nektar blandt alle de smukke blomster jeg selv har sat. Eller når jeg i et hvilket givent øjeblik kan møde mig selv i et smukt og magisk øjeblik. Med taknemmelighed til, at jeg fik lov til at udleve alle de momenter at glæde, magi, kærlighed, overflod, frihed, kreativitet og fred i min sjæl. Fuldstændig uafhængig af alle andre, men bare ved hjælp af mig, og min kraft og power til at skabe min egen virkelighed, som jeg godt gider leve i.

Jeg kan slet ikke vente.

Jeg kan slet ikke vente. Slet ikke vente på forårets ankomst. Det begynder allerede at krible voldsomt i fingrene i det øjeblik de første frøposer, stedmoder, og solskindsstråler melder sin ankomst. Når fuglenes kvidren pludselig ændrer sig, fra små pip til smukke, lange symfonier. Når de første forårsløg skyder op igennem jorden og når den tykke vinterfrakke pludselig føles alt for varm.

Men mest af alt, så elsker jeg det rum af total frihed, kreativitet, vækst og overflod der opstår over alt omkring mig. I det rum jeg selv har skabt. Efter at have samlet erfaringer, viden og eksperimenteret i hele mit liv. Har jeg ikke længere et behov for at kigge andre over skuldrene, for at være kreativ, prøve nye ting af og skabe nye, fede resultater.

Alt hvad jeg gør, strømmer frit i det øjeblik jeg får en ide, i det øjeblik jeg går i gang og hver eneste gang jeg afprøver nye, spændende ting.

Jeg har lært, at jeg er i stand til at skabe fantastiske resultater, hvis bare jeg holder mig hjemme i mig selv. Mange års erfaringer har lært mig, at der alligevel ikke automatisk følger garantier for succes med, bare fordi jeg følger en andens gode råd, erfaringer og viden. Så hvorfor ikke bare kaste mig ud i alt det jeg har lyst til. Gøre tingene på min egen måde, og gøre det på den måde der virker bedst for mig.

Det bliver mildest talt pænt lettere når jeg kun behøver forholde mig til mig selv. Jeg har lige så ofte haft stor succes med at gøre tingene på en helt anden måde end anbefalet, som jeg har haft med at følge regler og dos and don’ts.

Det bliver for mig langt sjovere at være fri til at gøre lige som jeg har lyst til. Jeg kan altid prøve igen, korrigere lidt undervejs, eller springe videre til noget helt andet, hvis det viser sig, at jeg ikke får skabt de resultater jeg ønsker mig.

Men jeg finder aldrig mine svar, hvis jeg ikke først prøver.

Som en reference til livet selv. Et liv i frihed, kreativitet, vækst og overflod. Hvordan ved vi så, om noget er det rigtige for os, til at skabe de resultater vi drømmer om. Hvis vi aldrig prøver os selv af. Undersøger hvilke resultater vi er i stand til at skabe selv, ud fra alle de erfaringer, alt den viden, og alle de ting vi på egen krop og sjæl har prøvet af.

Hvordan ved vi, om vi netop allerede rummer alle de ingredienser der skal til for at skabe den menu vi ønsker at få serveret. Hvis vi udelukkende har travlt med at studere vores omgivelser, kopiere dem vi beundrer, tro på at vi skal være dit og dat for at lykkedes, eller tror på alt det alle andre mener vi skal.

Et valg.

Det handler om at tage et valg. At tage et mere bevidst valg, i forhold til det du gerne vil.

Lidt som når du står i supermarkedet og propper æbler i din kurv, i stedet for pærer. Måske føles det lidt ubevidst, men nu elsker du bare æbler og er ikke ret glad for pærer, så dit valg afspejler bare, at du vælger det du elsker, frem for det du ikke bryder dig om.

Jeg kunne også stå i en forretning og vælge mellem et par sorte strømper, og et par strømper med en kat i uniform. De sorte er lidt neutrale, måske meget praktiske, men i virkeligheden også ret kedelige. I hvert fald sammenlignet med de andre. Der måske er lidt crasy, men som gør mig glad og i godt humør at kigge på.

Jeg er ikke styret af hvad andre tænker, eller om det nu er moderne eller in, når jeg træffer mit valg. Jeg mærker ikke ægte glæde og humør ud fra andres humør. I hvert fald ikke som første prioritet. Det er måske en super bonus, at jeg kan påvirke andres humør positivt.

Men hvis ikke jeg skulle prioritere mig selv som absolut første prioritet. Så ville det betyde, at jeg gjorde alle andre ansvarlige for min egen glæde. For hvis jeg ikke selv kunne sørge for det. Ville jeg gå rundt og være dybt afhængig af andres velvilje i forhold til at gøre mig glad, eller gå rundt og være evig sur og tvær.

Kan man være bekendt at pålægge alle andre ansvaret for det ? Jeg er både voksen og intelligent nok til at tage ansvar for mig selv. Det er sku da min egen opgave. Der er i virkeligheden ingen andre der kan vide helt præcist hvad der gør mig glad. Med mindre jeg går rundt og forlanger og kræver andre skal give mig det. Det er der ikke ret mange der gider. Det bliver enormt anstrengende og påtrængende i længden.

Det er derfor du skal træffe dine valg selv. Bevidste valg, der giver dig lige præcis det du helst vil have. Det hele bliver pænt lettere, at få det du gerne vil have, når du ved hvad det er. Og det bliver meget federe, at du rent faktisk ender med at få det du gerne vil have, i stedet for at du ender med et forkvaklet forsøg på at en anden forsøger at løse dit mysterie.

Hvad andre mener om dit valg, det bestemmer de fuldstændig selv. De behøver ikke kunne lide det. Du er stadig dig og dine valg er stadig din ret, uanset hvad. Ellers svarer det bare til at du blev tvunget til at købe de pærer du ikke brød dig om i supermarkedet i stedet for de æbler du elsker. Bare for at være irriteret over at du nu står med pærer der aldrig bliver spist.

Ved siden af.

Jeg har ofte følt mig lidt ved siden af alle andre.

Måske fordi jeg søgte forandring og fornyelse, hvor mange andre søgte trygheden i det velkendte og det som plejer at være.

Måske fordi jeg søgte mine egne måder at gøre tingene på, via mine egne erfaringer, hvor mange andre søgte en gennemtestet og resultatsikret metode.

Måske fordi jeg havde behov for at finde mig selv, finde det jeg elskede højt, det der føltes rigtigt for mig og det der gav mig følelsen af stor glæde og lykke, og ikke bare tog en tro kopi af noget andre havde valgt, og som måske virkede for dem.

Jeg har så stor tillid og tiltro til mig selv, at jeg tror på, at jeg kan finde det helt rigtige for mig. For det har virkelig altid vist sig, at være den rigtige vej.

Ikke en vej uden forhindringer, et par bump på vejen og et par omveje. Men alt samme noget der har ledt mig på rette vej. For hvis jeg ikke også var gået den forkerte vej af og til, så havde jeg næppe opdaget hvor vigtigt det var for mig, at finde en anden og mere rigtig vej.

Som det siges, så fører alle veje alligevel til Rom. Jeg vil hellere være tilfreds med, at jeg turde tage udfordringerne op. End at jeg krøb i skjul for uvejret, og aldrig så regnbuen på himlen og mærkede den friske og rensede luft, fordi jeg stadig sad fast i angsten for at fejle en gang til.

Jeg har lagt øre til alle andres mening om mine valg. Jeg har mærket alle andres kritiske holdning til, at jeg gjorde noget andet en normen. Jeg har mødt en snert af misundelse og arrogance, når jeg har taget det jeg ville have. Vel og mærket det jeg har høstet via egne anstrengelser, og uden at forlange at andre skulle bidrage med noget. Til tider endda holdt mig selv tilbage, bare for at undgå at blive konfronteret, blot for at opdage, at det ikke var muligt at tæmme en vild løve uden at den mistede alt sin power og kraft.

Men det er fuldt forståeligt, at man bliver irriteret, når andre måske render rundt og opfører sig på en måde som ligger meget langt væk fra ens egen. Jeg undrer mig også ind imellem over andres måde at leve deres liv på. Jeg har lige malet to rum i mit hus igen, for anden gang siden jeg flyttede ind for snart 2 1/2 år siden. I en ikke hvid farve, og det bliver helt sikkert lavet om igen engang. Andre kan bruge flere år på at tage sig sammen, hvis de overhovedet får det gjort. Det forstår jeg ikke. Men vi har alle hver vores, det der er let for os, og det der er svært.

Jeg tror på, at det at være ved siden af, er det nye sorte. Jeg tror på, at evolutionen og vores resourcer i denne verden kunne løftes til uanede højder, hvis bare vi lod alle være dem selv. Uden at behøve kommentere, tage stilling til eller have en anden mening.

Som en dejlig gåtur i den skønne natur. Du kan enten vælge en tur i en støjende og trafikeret by, fyldt med skrald, bilos og høje bygninger. Eller en snoet, mosbeklædt skovsti, med fuglekvider, ren luft og ældgamle træer.

Hvor ville du helst være ?

Det meste af December.

Jeg har ryddet op, i det meste af December.

Det gør jeg egentlig ofte. For jeg tror på, at ligesom vi konstant forandrer os, og er i evig udvikling, i hvert fald hvis det er den vej vi vælger at gå. Så ændre vi også behov. Noget har vi ikke brug for længere, mens andet kommer til at følge os de næste ti år, eller mere.

Det handler ikke, for mig om. At jeg så har spildt mine penge på noget jeg ikke havde brug for, eller at jeg har haft alt for meget lort liggende. Ikke udelukkende i hvert fald. Jeg tror på, at der i første omgang har været en grund til, at det har fundet vejen ind i mit liv. Om det så er fordi jeg lige skulle begå den samme “fejl” igen, og investere i noget ligegyldigt. Eller det var for at dulme urolige følelser i mit indre, en snert af kedsomhed eller kort besøg af lidt manglende selvværd, det bruger jeg egentlig ikke så meget tid på at analysere på.

Ikke fordi det ikke kan være meget godt at sætte ord på sine indre dæmoner. Men på et tidspunkt i mit liv, er jeg ligesom kommet ud over det punkt på dagsordenen. Jeg mærker ikke længere det store behov for at sidde og analysere og retfærdiggøre. Det har helt sikkert været en stor del af rejsen for at nå der til hvor jeg befinder mig i dag. Men i dag vil jeg hellere smøge ærmerne op, og komme i gang. Jeg har efterhånden erfaret, så mange gange, at handling er, for alvor, der hvor tingene begynder at forandre sig med lynets hast. Det kan tage dagevis, ugevis, månedsvis eller måske år inden vi kommer videre, hvis vi skal sidde og filosofere over det hele. En gang imellem har jeg bare brug for, at der sker noget ASAP.

Jeg rydder op, for at skabe et clean space i mit liv og i mit hjem. Der ikke er det perfekte hjem uden rod og igangværende projekter. Det er ikke en tro kopi af de mest populære mærker og trends, det har jeg efterhånden solgt ud, til fordel for noget bedre. Men det er et hjem, hvor det primært føles skønt at være, for mig. Et space, hvor jeg føler mig kreativ inspireret, hvor jeg føler mig tryg og kan slappe af og lade op. Hvor alle mine ting bidrager med glæde og kærlighed. Og hvor jeg er omgivet af en masse ting jeg syntes er lækre, smukke, skønne og helt unikke, i mit univers.

Det er aldrig en bestemt stil, en bestemt opstilling eller et korrekt setup. Men en skøn symfoni af alt det der taler til min sjæl, og som sender mig kærlige vibrationer dagen lang.

Og jo mere jeg tillader mig selv at gå efter alt det jeg virkelig elsker, og lukker det ind i mit liv. Jo lettere bliver det at skille mig af med alt det andet. Så føles det sjældent som at give slip på noget, men at skabe plads til noget nyt.

Et nyt år er lige begyndt.

Et 2018, der ligger bag os, og et nyt år, der lige er begyndt.

Vi ser måske tilbage på alt det vi fik med os, i det gamle. Mål vi nåede, succes vi høstede af, og drømme vi endelig fik indfanget. Et år fyldt med glæde og en masse nye erfaringer, oplevelser og visdom.

Måske sidder vi også og fortryder valg vi tog, ting vi ikke fik gjort og handlet på, eller tid der kan føles som spildt, set i bakspejlet.

Men så længe vi stadig lever, har vi også fortsat mulighed for at skifte kurs, handle mere på den indre stemme der fortsat prikker til os, om nye eventyr, eller gøre det vi har aller mest lyst til. Vi har stadig livet foran os, fyldt med nye muligheder.

Mit 2018 har først og fremmest været fyldt med glæde. En glæde der opstår i det øjeblik jeg vælger alt overflødig fyld fra, i mit liv. En glæde der opstår, når jeg ikke bruger tid, energi og kræfter på alt det der i bund og grund er ligegyldigt, for mig.

For mig har 2018 handlet om at tage fuld ansvar, for mig, og det der var vigtigst for mig. Uafhængig af alle andre. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at gøre alle andre tilfredse, så hvorfor overhovedet gøre et forsøg. Jeg ved, at ved at tage ansvar for mig selv, uden at forvente eller forlange, at alle andre skal bidrage til det arbejde. Så får jeg lige præcis det jeg har brug for, og mere til. Jeg får mere glæde, mere tid, mere energi og flere kræfter.

Jeg skaber selv den virkelighed jeg lever i, ved at tage fuldt ansvar for det. Og i min verden findes der ikke noget mere værdigt og ansvarsfuldt end at tage ansvar for sig selv. Det betyder at alle løftede pegefingrer om hvordan alle andre lever deres liv er fuldstændig ligegyldige, det må man virkelig selv bestemme. Det betyder, at man er klar til at se sig selv i øjnene, og begynde at luge ud i egne overbevisninger når noget ikke længere fungerer i sit liv. Du kan måske ikke ændre hele verden, men du kan med garanti ændre dig selv og tage ansvar for det du selv omgiver dig med. Du kan måske inspirere andre ved at være ærlig, autentisk og oprigtig, uden at forsøge at lave alle andre om. Det er den eneste måde du i sandhed kan ændre noget på.

 

Den bedste løsning.

Den bedste løsning var ALTID det, der var i udsigt. Det var det, der var målet, det var det der var guleroden. Derfor var der heller ikke nogen tvivl. Alt andet var slet ikke inde i billedet, det skulle løses, uanset hvad der opstod. Der var ingen plan B, for alt andet end den bedste løsning var uacceptabelt.

 

 

Det er egentlig soleklart. Når der ikke er andre muligheder, så finder man en løsning, uanset hvilke problemer man render ind i. Men ofte, så stikker vi halen mellem benene i det øjeblik det begynder at blive lidt problematisk, og siger “ikke alligevel” Vi stikker halen mellem benene, og forsøger oven i købet at overbevise os selv og andre om, at det overhovedet ikke var det vi ville, alligevel. At det slet ikke var en mulighed, eller at vi fandt ud af, at der var en meget bedre løsning et helt andet sted.

Det sidste er måske også ganske fint. I hvert fald hvis det er sandheden. Men hvis vi fortsætter med at lægge planer, og bøjer af hver eneste gang vi møder en lille smule modstand. Så kommer vi i virkeligheden slet ikke nogen vegne. Vi når aldrig til de drømme og længsler vi går og drømmer om. Vi kommer aldrig til at lykkedes med alle de fantastiske og storslåede visioner, vi går med indeni. Og følelsen af fiasko og ligegyldighed sniger sig langsomt tættere og tættere på.

Hvorfor er det vi giver op ? Fordi det ikke må gøre ondt at udrette noget stort ? Fordi vi ikke af og til må kæmpe lidt for det vi vil have, lægge lidt ekstra kræfter i, investere lidt mere tid i det og måske betale lidt blod, sved og tårer for det vi rigtig gerne vil.

Hvem ved hvad der ligger på den anden side af alle dine anstrengelser ? Du kan reelt ikke vide det, før du har forsøgt. Uanset succes eller fiasko, så er du stadig et skridt tættere på målet.

Vi er tilbøjelige til kun at kigge på alle vores succeser, kun at anerkende alt det, der ender godt. Men din fiasko burde høste lige så stor anerkendelse. Fordi du fandt modet til at prøve det af. Fordi du nu ved hvad der ikke var vejen, og dermed blev klogere på hvad der skulle til, og kunne omjustere lidt. Eller fordi du fandt ud af, det ikke var det du ville alligevel, men ikke behøver drømme resten af dit liv om at gøre det, og i stedet bruge din tid på jord på noget andet.

Jeg tænker altid på min søn, og den periode hvor han skulle lære at kravle og gå, hver gang jeg mærker at jeg må anstrenge mig lidt ekstra. Han blev ved og ved, uanset hvor mange gange han faldt. Han havde aldrig prøvet det før, og anede ikke hvad han fik ud af det. Han så bare alle andre vade rundt på deres ben, som det mest naturlige i hele verden, og tænkte, det der, det vil jeg sku også. Han fortsatte ufortrødent, indtil han kunne. Uden at give op, eller tage en lille pause, bare fordi det var lidt svært. Hvis succesraten var det antal af gange han faldt på måsen i starten, så var han sikkert aldrig kommet til at gå.

Så måske var det lige det du havde brug for at høre i dag ?