Jeg vælger friheden.

Jeg vælger friheden i mit liv. Friheden til at være mig, og gøre alt det jeg har lyst til – alt det der føles rigtigt for mig. Jeg har ikke behov for alle andres selvskrevne regler, for at jeg kan leve mit liv. Alle har retten til at vælge frit – ligesom mig.

Jeg vælger, ikke at tro blindt på løftede pegefingre, og alle andres erfaringer, overbevisninger og begrænsninger. Det eneste jeg har brug for, er mit eget bevis. Mig – mit liv, og hvordan jeg har det.

 

Jeg får det ikke nødvendigvis godt, bare fordi jeg spiller alle andres “game of life”. Lidt som at spille Russisk Roulette, og håbe på det bedste udfald. No way – Ikke når det er mit liv jeg spiller om.

Jeg insisterer på at tage ansvar – mit ansvar. For det er da trods alt mit liv. Hvorfor overlade det til tilfældigheder, andres omstændigheder eller erfaringer. Jeg kan sagtens tage ansvar for mig selv, uden at give alle andre skylden for mit liv, give samfundet, systemet eller mine tidligere oplevelser skylden.

Jeg er her stadig – og hver dag er en ny mulighed for at føle mig fri. Fri til at leve det liv jeg drømmer om. Der er intet der forhindrer mig i det – med mindre jeg selv vælger at tro på det.

Jeg følte mig forkert.

Jeg følte mig forkert hver gang andre ikke forstod mig. Hver gang jeg mødte modstand, følte mig hånet eller latterliggjort på grund af mine meninger, mine valg eller den indre stemme der konstant fulgte mig. Jeg forsøgte ind imellem at mødes lidt, gå lidt på kompromis eller lade som ingenting. Men den indre stemme, mine meninger og lysten til bestemte valg uanset andres mening og hån, den fortsatte for fuld rabalder.

 

Jeg kunne have fortsat sådan i det uendelige, eller i hvert fald indtil min tid her på jorden var slut. Formentlig blot for at vende tilbage med samme udfordringer en gang til.

Men jeg indså, at alle andre aldrig ville blive tilfredse, uanset hvad jeg gjorde, mente og hørte i mit indre. Der ville altid være folk der gik op i at være Rasmus Modsat, folk der elskede konflikter, intriger og gad spilde sin energi på negativitet og brok. Folk der stadig levede i en forældet version af verden, der troede på at alt skulle være som det plejede. At man ikke var intellligent nok til at tænke selv, eller kreativ nok til at være nytænkende og nyskabende.

Men jeg skulle så absolut ikke spille på det hold. Jeg forstod pludselig hvorfor der var opstået konflikter, hvorfor jeg blev mødt med uforstående meninger og holdninger, og hvorfor de indre stemmer blev ved. Det var mit WAKE – UP CALL !!! Det var for at minde mig om at jeg ikke skulle denne, samme vej. Det blev ufortrødent ved og ved med at komme til mig, indtil jeg fattede pointen.

Jeg kunne have gået rundet og bitchet resten af mit liv, over alle de åndsvage mennesker der blev ved med at blande sig i mit liv. Eller, jeg kunne: MOVE THE FUCK AWAY… Jeg kunne gå videre, lade være med at lytte til alt det jeg alligevel ikke kunne bruge til noget. Give andre lov til at være uenige, brokke sig eller have en påtrængende holdning om mig og mit liv. Så længe jeg ikke behøvede at høre på det.

Jeg kunne bare gå, sige nej tak og istedet bruge min tid på alt det som jeg syntes er det fedeste.

Lidt af en særling.

Jeg har ofte følt mig som lidt af en særling. Der var ikke så mange der forstod mine budskaber, ikke så mange der kunne relatere til min måde at være på, tænke på og handle på. De troede måske vi alle skulle være ens. Men i dag tænker jeg også, so watt…

I dag er jeg ligeglad.

Jeg er nemlig også en person fyldt med styrke og power, der ikke lader mig slå ud af andres mening. Jeg vil til hver en tid stå op for mig selv, og stå ved den jeg er. Hvis andre ikke forstår det, og hellere vil lægge låg på sig selv for at passe ind i mængden, so watt. Det er fuldstændig op til dem. Jeg vil gerne fremstå som et åbent og ærligt menneske. Der har ret til at være den jeg nu er, ligesom jeg heller ikke render rundt og dømmer alle andre for at være dem de er. Det er spild af god energi.

Jeg er et meget passioneret og dybt engageret person, der går efter mine egne drømme. Jeg vælger det jeg tror på, det jeg mærker som en knitrende flamme i mit indre. Det der giver mening for mig, og som giver solid brænde på bålet hver gang jeg forfølger det, engagerer mig, fordyber mig. En ild der bare forøges hver gang jeg forfølger det der er rigtigt for mig, og som fylder mig op med glæde, kraft og energi.

Jeg går efter mine egne ideer, mine interesser, der hvor jeg føler energien forøges og jeg får noget med mig “hjem” Jeg gider ikke kopiere, for at tro alting bliver bedre så. Det eneste der er rigtigt for mig, er alt det der udspringer fra mit indre, fra min sjæl. Alt min kreativitet og det arbejde jeg laver, udspringer fra min indre kilde. Med et mix af erfaringer, visdom, interesse og intuition. Det jeg skaber er unikt, fordi den eneste der bidrager er mig. Jeg forsøger aldrig at kopiere eller skabe et bestemt resultat, men lader sjælen lede mig på vej.

Jeg gider ikke lade mig bremse fordi andre ikke kan følge med, ikke forstår ren styrke og kraft, og et passioneret menneske, der går efter det jeg tror på, og som giver mening for mig. Jeg tror ikke på lykke og glæde ud fra en 2.sorterings kopi, og ud fra mentaliteten om at holde folk nede pga fryg eller fordomme.

Jeg tror på, at vi alle er noget særligt. Vi er alle kommet til denne verden, med hver vores gaver, og i stedet for at forsøge at tæmme os selv, og fortælle os selv, at vi bør være på en bestemt måde for at passe ind. Er det så ikke på tide at sætte os selv fri ? Fri for det fængsel vi har sat os selv i, fordi vi tror det er det nemmeste. Tro mig, der er intet der er nemmere, end at du lader dig selv være dig. Det er frihed.

 

 

Klar til forår.

Rigtig længe har jeg gået og luret ud af vinduet. Kigget ned i min have, og ventet på, at den var klar. Klar til forår, og klar til at gå i gang.

Sandheden er, at jeg sjældent venter til forår. For mange år siden, da jeg i sin tid flyttede ind hos min nu eksmand. Stod jeg og plantede blåregn og gravede kedelige buske op i hans have, en solberiget januardag. Mens han og en kammerat sad og lo lidt af mig fra terrassen, med en kølig øl i hånden. Jeg skulle jo have de smukke planter fra min tidligere have med, så hvorfor vente, når jeg sagtens kunne gøre det med det samme.

I dag breder den smukke blåregn sig hen over hele terrassen, og jeg har naturligvis købt mig nogle nye, der med tiden bliver lige så store og smukke.

Men jeg har selvfølgelig også allerede været i gang her hjemme. Jeg har gået utallige ture i haven, og allerede planlagt hvilke ting jeg skal i gang med så snart jorden bliver tør igen. Jeg har fjernet sidste års aftjente planter fra mine krukker, og fyldt dem med små stedmoder i smukke farver. Revet blade væk i indkørslen og så småt begyndt at fjerne sidste års ukrudtsplanter og diverse løgplanter der er dukket op fra den tidligere have, og efter opgravning af de tidligere buske og planter står hulter til bulter.

For hvis det ikke er som jeg gerne vil have det, så laver jeg det om. Derfor ryddede vi også hele forhaven sidste år, hvorefter jeg plantede det hele til igen, efter det jeg kunne tænke mig.

For mig er det ligesom mit hjem, mit tøj, mine ting og alt det jeg siger og gør. Det skal matche med mig og den jeg er. Det er som det unikke fingeraftryk der er plantet på hver en finger jeg har på mine hænder. Hvis det ikke passer til mig, så er det ikke mit, og derfor føles det heller ikke rigtigt for mig at have det.

Jeg er for længst holdt op med at kopiere eller kigge rundt i mine omgivelser, magasiner eller andet for at hente inspiration. For jeg ved at min egen intuition, kreativitet og opfindsomhed rummer meget mere end alverdens inspiration kan give mig.

Der findes der ingen begrænsninger, der er alt muligt, og kildel til noget nyt og spændende er uudtømmelig. For ikke at nævne tilfredheden ved at skabe noget helt unikt og autentisk, blot ved hjælp at mine egne to hænder og en utrættelig mængde inspiration. Det er i sandhed det jeg har gået og ventet på.

 

Hvad nu hvis ?

Hvad nu hvis ?

Hvad nu hvis hver eneste dag, var en ny dag ?

Nye muligheder, en ny chance for at starte forfra, en ny begyndelse, et nyt liv ?

Hvad nu hvis du i dag, ikke længere behøvede at leve et liv i dine gamle begrænsninger. Kunne starte med at skabe alt det du går og drømmer om, uden at lytte til den stemme der fortæller dig at det ikke er muligt. Hvad nu hvis ALT er muligt i dag ?

Det er pludselig muligt at skabe det liv du går og drømmer om. Du behøver ikke længere at fortælle dig selv at det ikke er muligt, og at du ikke er i stand til at skabe det. Du behøver ikke længere fylde dit liv med negativ energi, og gøre alt det du ikke har lyst til. Du behøver ikke længere gå på kompromis med dig selv, men kan gøre alt det du vil; Spise alt den mad der giver dig energi og velvære. Trave en lang tur i skoven, ved havet eller rode rundt i haven uanset “såkaldt” dårligt vejr eller andre dårlige undskyldninger. Købe lige præcis det lækre tøj, interiør eller oplevelser du konstant går og sukker efter. Springe på et kursus, en ny uddannelse eller til det foredrag du kan mærke trækker voldsomt i dig, fordi du ved det kan forandre dit liv. Tage en time, en dag eller en uge ud af kalenderen, og bare hygge med dig selv eller familien, uden nogen særlig dagsorden, to doo liste eller forældede regler om hvad du burde. En hel dag uden at hakke eller brokke dig, over både dig selv og andre. Få gjort alt det, du ved du gerne vil have gjort, men i stedet går og overbeviser dig selv om, er for hårdt, for tidskrævende, for uoverskueligt, for dyrt, eller vækker en stor frygt i dig.

Du kan fylde din dag med troen på, at alt er muligt, ved blot at erkende, at du er primus motor, og er i stand til at skabe det selv.

Du har chancen, hver eneste dag, til at starte, lige nu. For du bestemmer selv over dit liv, og alt hvad du vælger at lukke ind i dit liv vil skabe den dag – i dag.

 

En smule overdressed.

Jeg har ofte følt mig en smule overdressed, hørt for at være lidt for ærlig, lidt for meget, og lidt for krævende. Men det føles overhovedet ikke underligt for mig, at ønske sig det bedste, for sig selv. Desværre sker der ind imellem det, at det bliver lidt for trættende at høre på alle andres fordomme. Deres begrænsninger og deres mening om, hvordan jeg bør leve mit liv. Alt for let begynder man måske at gå lidt på kompromis og indordner sig, bare for at få fred. Men det er bare ikke andres “problem” og så absolut ikke deres valg.

Jeg får ærlig talt ikke en skid ud af andres begrænsede overbevisninger om, hvordan jeg bør leve mit liv. Jeg er overbevist om, at Vorherre ikke har skænket mig dette fantastiske liv, for at jeg skulle leve det med skyld og skam over den jeg er. Derfor er det også definitivt slut.

Slut med at lægge låg på og holde mig selv tilbage, bare fordi de andre ikke kan følge med eller gabe over så meget på en gang. Det er slut med at være beskeden, og jeg vælger at kræve det bedste af livet. Jeg smøger bare ærmerne op, og skaber forandringerne selv. Og det er definitivt slut med at dresse ned !!! Jeg er ikke bange for glimmer og glitter, luksus og skønhed. Bliver du provokeret af det, så skulle du måske hellere kigge indad, og spørge dig selv hvorfor ?

Jeg er ligeglad med om folk kigger, og de måske hellere selv vil forsvinde i mængden. Jeg er absolut ikke flov over mig selv, og har intet at skjule. Min intention er altid at være autentisk, og kan du ikke tåle min sandhed, så er det måske i virkeligheden fordi du stadig går rundt og lyver for dig selv.

I AM MADE TO SHINE !!!

ARE YOU ??

Set sandheden i øjnene

For at være helt ærlig, så har jeg for første gang set sandheden i øjnene. Kigget mig selv dybt i øjnene, og kigget ind i mit inderste indre. Set på mig selv med helt nye øjne.

Jeg har set på MIG SELV !!!

Jeg har skrællet helt ind til skroget, og presset alt saften ud af citronen. Jeg har set mig selv som den jeg i virkeligheden er. Som at finde “the missing link”,  der pludselig kom i min besiddelse, og satte alt andet i mit indre på plads. Jeg kunne pludselig se mig selv i den reneste form, uden larm. Som at vende tilbage til den reneste, klareste og dybeste version af mig.

Jeg har set så tydeligt et billede af mig selv, at jeg ikke længere er i tvivl om hvem jeg er. Som en fortidig, nutidig og fremtidig version af mig, smeltet sammen, hvor essensen er nøjagtig den samme.

Det er som om stort set alt nølen i forhold til mine handlinger er forsvundet. Alt i mit hjem bliver pludselig vendt og drejet med nye øjne, og der hersker hverken tvivl eller sorg i forbindelse med at sige farvel eller tage afsked. Mine tanker føles så stærke, at der ikke er langt fra tanke til handling. Gode intentioner og “burde” er på magiske vis forvandlet til action. For det står pludselig soleklart hvad jeg ønsker at have nu, og hvad jeg i fremtiden ønsker at lukke ind. Det er overhovedet ikke svært at give slip på alt det der pludselig føles overflødigt, når jeg ved at det giver plads til noget langt bedre.

Jeg ved, at min største styrke og kraft, det er mig selv. Mine beslutninger, mine handlinger og mine valg. Det hele mærkes så tydeligt, med direkte forbindelse til min sjæl, og aldrig før har jeg følt det så klart og tydeligt, uden skyggen af tvivl. Men først i det øjeblik jeg lod alle udefrakommende begrænsninger, tvivl, meninger og fordomme slippe, kunne jeg gøre mig fri, og finde tilbage til mit autentiske jeg.

Jeg har slugt utallige bøger, kurser og uddannelser undervejs. Jeg har suget til mig, med alt min kraft, og ladet alt det der gav mening vokse og udfolde sig i mit indre, og ført aktuelle tanker til handling. Og jeg har bestemt tænkt mig at fortsætte. Opad imod endnu større bevidsthed, endnu mere autenticitet, glæde, power, passion og frihed til at være mig. Der er absolut ingen der ved hvem jeg er i min inderste, dybeste del af min sjæl. Men jeg ved det. Jeg kan nemlig mærke det, som den eneste ene. Der findes bestemt intet mere fantastisk at være. End lige her hos mig – det er præcis her jeg er beregnet til at være.

Burde jeg gå i kirke hver søndag ?

Burde jeg i virkeligheden gå i kirke hver søndag og bede om syndsforladelse, for alle de bandeord jeg har sagt i løbet af ugen ?  Er jeg virkelig et aggressivt og uempatisk væsen, fordi jeg ikke gider høre på andres brok og negative beretninger, og siger fra ? Eller er jeg virkelig så dum, at jeg gider bruge mit dyrbare liv på at synke ned i andres fordomme, ulykkelige livssituation og manglende evne til at se positivt på deres eget liv ?

Vi skulle efter sigende leve i et frit land. Med ytringsfrihed og retten til at vælge selv.

Par bliver gift og skilt igen, efter at have lovet hinanden evig troskab til døden dem skiller. Folk vælger en partner fra, for at leve alene i ubegrænset frihed. Børn fra, for at hellige sig en karriere. Samt nærvær og autencitet fra, for at sidde og glo på filter-manipulerede og opstillede opdateringer på de sociale medier.

Der vises unge mennesker der knalder og drikker hjernen ud på TV. Samtidig med, at de unge piger er vokset op med mødre med så stort et selvhad til dem selv og deres krop, at de tror kvindekroppe skal være en tro kopi af Barbie. Og derfor ser sig nødsaget til at forme den med BOTOX og silikone. Mens fremtiden som en succesfuld og PLASTIC – FANTASTIC kvinde med bukserne på, formår at kastrere enhver maskulin mand, der på bedste vis til sidst enten render rundt i det perfekte hjem og indordner sig, eller render sin vej.

Når vores samfund, vores livsstil og hele vores eksistens har ændret sig så markant. Hvorfor fanden er det så lige vi stadig hænger fast i noget så banalt som bandeord, at sige fra, og at hvert enkelt individ rent faktisk er i stand til at tænke og træffe beslutninger selv ?

På godt og forståeligt dansk; PAS DIG SELV !!

Som i…

Pas dog på dig selv !

Tag dog ansvar for dig selv og dit eget liv !

Gør dog noget godt for dig selv !

Vær dog dig selv !

Og… Elsk dog dig selv !

DET er dit ansvar, og KUN dit. Ligesom alle andre hver især selv har ansvaret for deres liv. Tro mig, det bliver langt lettere at koncentrere dig om bare at tage ansvaret for dig selv, i stedet for at du skal rende rundt og tage ansvar for alle andre.

Du ved jo alligevel bedst selv.

 

 

Jeg har opdaget en fejl.

Jeg har opdaget en fejl. En fejl i min indre installering. Jeg har gennem årene forsøgt at få en linje op til Vorherre,  men det lykkedes aldrig helt.

Jeg gider ikke lukke ligegyldigt lort ind i mit liv. Jeg gider ikke ligegyldigt smalltalk, tomme facader og lavpraktisk samtaler om sygdom, brok og  elendighed. Jeg gider ikke sige ja, hvis jeg i virkeligheden mener nej, og omvendt. Jeg gider ikke smile sødt hvis jeg har en lortedag, og jeg vil have lov til at være fjollet, glad og total overload på energi, når det er sådan jeg har det. Jeg bliver vred når jeg ikke bliver behandlet med respekt, ked af det når nogen sårer mig og jeg kunne aldrig drømme om at vende den anden kind til. Og så gider jeg på ingen måde løgn, tomme løfter og aftaler man alligevel ikke har i sinde at overholde. Hvordan kan man overhovedet tro, at en løgn kan være bedre end sandheden, og hvorfor sige ja til noget man alligevel ikke gider ?

Jeg fatter ikke en brik af det. Det er derfor jeg tror der er sket en fejl. For det virker som om en stor del af befolkningen er indstalleret uden denne fejl. Det er som om det ikke betyder spor med en løgn eller to. At man render rundt som en uægte version af sig selv, og snyder både sig selv og alle andre. Jeg kommer aldrig til at fatte pointen i det.

Derfor er det nok i virkeligheden heller ikke så mærkeligt, at Vorherre ikke har besvaret mit opkald. For intentionen om at sende mit budskab ud i universet, har nok ikke været helt reelt. Uanset hvor meget lettere det ind imellem ville være at rende rundt i denne verden, uden at vide at der fandtes en anden mulighed end at passe ind med facade, løgn og bedrag. Så bliver jeg hellere her hvor jeg hører til.

 

 

Hvad er det du vil ?

Hvad fanden er det du vil, seriøst ? Ved du det ? Hvis der var en eneste ting i hele verden du kunne få, og kun det, hvad skulle det så være ?

Jeg ved sku godt hvad jeg vil have. Efter alt for mange år med kompromiser, alt for mange bekymringer om andres meninger, og alt for megen spild af min egen energi på at have dårlig samvittighed, så er det for alvor slut nu. For det eneste jeg gider bruge min energi på, det er at være mig.

 

Jeg gider overhovedet ikke spilde mere af min energi på at tage ansvar for alt det der ikke er mit. Det har jeg ellers været skide god til. Alt for god faktisk. Så meget, at der til sidst slet ikke var plads til at tage ret meget ansvar for mig selv. Jeg blev træt, drænet for energi og umådelig såret, når jeg følte jeg stod alene tilbage med det hele.

Uanset hvor meget kærlighed og omsorg mit hjerte rummer, så kommer det aldrig nogensinde i nærheden af den kærlighed og omsorg jeg skylder mig selv. For alt den styrke og kraft, for at stå ved mig selv og retten til at være mig.

Det var også det der gjorde, at jeg uden at blinke tog beslutningen om at blive alene med min søn, i det øjeblik det gik op for mig hvad jeg virkelig ønskede mig. For jeg var allerede alene. Ikke rigtig nogle fælles drømme, ikke rigtig nogle fælles holdninger og absolut ikke noget fælles ansvar. No shit….

Absolut ikke der jeg ønskede at være i mit liv, og ABSOLUT ikke det jeg ønskede at videregive til min søn. Han har altid haft retten til at blive hørt, bestemme selv og være den han er, for det har jeg sørget for. Så hellere vise ham, at man kan stå stærkt i sig selv, når bare man er tro mod den man er, og ikke lader sig styre af andres meninger og holdninger.

Men det kan sku være svært… I et samfund hvor alt er bygget op omkring at være social, have et hav af venner på Facebook eller have et cool og beundringsværdigt liv. I don’t give a fuck. Seriøst, vi hygger da max når vi er alene, hver eneste dag. For der er absolut ingen der blander sig i hvad vi har lyst til, hvordan vi taler eller om vi er skøre, autentiske og frie, som lige præcis dem vi har lyst til at være.

Derfor har jeg på det seneste heller ikke haft det store behov for at dele alle mine tanker med alle andre. For jeg skulle lige finde helt tilbage til mig selv igen. Jeg er jo stadig den samme, og alt det jeg deler og har delt er jo stadig mig. Men det er jo ikke sådan, at det du gerne vil have bare kommer dumpende ned i skødet på dig. Heller ikke selv om det egentlig burde være din fødselsret. Det kræver at du går i gang selv, og selv skaber de forandringer du ønsker dig. Så jeg har kastet oceaner af uddaterede tanker, overbevisninger og fysisk gods overbord fra mit fartøj, og jeg er langt fra færdig endnu, for livet er en evig rejse der konstant forandrer sig. Det er jo mit liv, og derfor også mit ansvar.

Samtidig, så er junior startet i skole. Et stort skridt, specielt når man ikke nødvendigvis tager alle andres ord for sine egne, men har en mening selv. Heldigvis, så har jeg for længe siden valgt at prioritere og investere i min søn. Så han får den skolegang han har fortjent. For retten til at være fri, autentisk og god nok som han er, det er den største gave jeg ville kunne give til ham.