Jeg har lige taget et valg, et af dem der har skabt jordskælvslignende tilstande under mine fødder. Valget jeg har taget, det befinder sig lige her, på billedet, sammen med mit hjerte.

imageSandheden er, at det er mere end tre måneder siden jeg tog beslutningen, men det er først nu jeg har handlet. Allerede i juledagene, i december, befandt jeg mig i den dybeste indre ro nogensinde. Jeg husker det meget tydeligt, og beskrev det endda i et opslag jeg postede sammen med min julehilsen på Facebook, i den lukkede gruppe vi har sammen, os der tog Happy Home Therapist uddannelsen sidste år. Jeg havde fundet mig fuldstændig til rette i mig selv, jeg havde skabt de skønneste omgivelser der nærede mig dybt ind i min sjæl, i mit hjem. Pludselig blev det bare meget tydeligt, at jeg var nødt til bevæge mig videre i mit liv.

Desværre var drømmen om det rette sted, meget længere væk end jeg kunne vente på. Så til sidst besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at mellemlande et andet sted. Det har desværre også betydet, at jeg i en periode må undvære mine elskede blomster i haven, et skønt, stort soveværelse og mit eget indgangsparti. Til gengæld, så har jeg fået et sted, hvor jeg med garanti kan få mulighed for at udfolde alle mine kreative indretningstalenter. Du kan godt glæde dig, for du kommer naturligvis til at kunne følge med i det hele, her på blokken. For hvis der er noget jeg med garanti kan, så er det at forvandle en kedelig og gammel lejebolig i et socialt boligbyggeri til en drøm. Jeg har allerede solgt mine fire sorte køkkenlamper og mit traditionelle hvide porcelæn. Jeg drømmer nemlig om en skøn pendel med spejleffekt til mit nye køkken, for fire ens lamper, det får jeg aldrig proppet ind i det lille køkken. Jeg har allerede skabet fyldt med det smukkeste porcelæn med guldkant fra min bedstemor, og helt ærligt, jeg vil meget hellere dække op med det til mine gæster. Samtidig har jeg en lille smule af det lækreste stentøj, som er meget mere lækkert at spise af til hverdag. Jeg har bestilt de lækreste blomstrede tapetprøver fra Sverige, for jeg er ret god til at se muligheder i stedet for begrænsninger. Så når køkkenet mangler to underskabe, ser jeg allerede en hyggelig lille bænk med puder, et lille rundt bord, det skønneste tapet på væggen og så den før omtalte pendel i loftet. Vi kommer naturligvis ikke helt udenom en lille smule Feng Shui også, for det er ikke helt tilfældigt at jeg ønsker at skabe et lækker sted lige præcist der. Samtidig med, at jeg naturligvis gerne vil skabe et skønt samlingssted i køkkenet, til junior og mig, så falder den del af køkkenet nemlig i rigdomsområdet, og jeg er overbevist om at det skønne, blomstrede tapet og lampen vil støtte området helt perfekt. Specielt når jeg samtidig kan sidde der og nyde min mad med lækkert porcelæn og guldbestik. Desuden, så ligger resten af dette område på juniors værelse, så ud over en enkelt væg i stuen, så er det det eneste jeg har at arbejde med.

Jeg havde faktisk endda mulighed for at vælge en større bolig samme sted, med større soveværelse og udgang til en meget lille have. Men jeg valgte 100 % med sjælen. Der var nemlig en helt anden sjæl i den mindre bolig, og den tidligere beboer havde været lykkelig for at bo der de sidste 31 år. Så kom ikke og sige at de tidligere beboers energi ikke hænger fast efter de er flyttet, det var så tydeligt.

Jeg har tidligere skrevet, her på bloggen, at det normalt tager mellem tre dage og tre uger fra du skaber forandringer i dit liv, til du kan forvente der sker noget. Der gik lige nøjagtig tre timer fra det øjeblik jeg ringede og sagde ja tak til lejligheden, før de ringede fra den anden boligforening jeg havde søgt i. Jeg havde ugen før ringet og forhørt mig på et mindre rækkehus med have, og den mest fantastiske udsigt, som jeg var blevet tilbudt, godt nok meget langt nede på ventelisten. Jeg havde ikke fået den, og der kunne gå flere år før der igen blev en ledig, fik jeg oplyst. Det var nok også det der satte gang i accepten omkring noget andet. Men nu havde de pludselig en anden en ledig til mig, så jeg fløj ned for at se den, med det samme. Men den var overhovedet ikke stor nok, der var kun et værelse fordi der var nedlagt en væg, så jeg måtte enten leve med legetøj og junior i stuen eller undvære seng, sofa eller spisebord, og det var det altså ikke værd, så jeg takkede pænt nej tak. Men tre timer… Så længe havde det taget at manifestere det jeg en uge tidligere havde drømt om, fra det øjeblik jeg tog mit valg. Tro mig, det betaler sig altså at tage hænderne op af lommen en gang imellem. Jeg havde mødt personligt op begge steder, da jeg udfyldte min ansøgning. Jeg havde ringet og fulgt op på de boliger jeg var blevet tilbudt, og var interreseret i. Jeg havde ringet for at få svar efter ansøgningsfristen. Så universet og boligforeningen kunne i hvert fald ikke være i tvivl om, at jeg var interesseret. Jeg garanterer dig, det behøver ikke koste dig en krone at forsøge at skabe de aller bedste betingelser for dig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *