Måned: marts 2016

Dit hjem er dit helle.

Den ottende gode grund til, at du bør optimere dit hjem er, at dit hjem er dit helle, og det er der du kan være dig selv. Det er her du skal kunne trække dig tilbage, slappe af eller gøre lige det du har lyst til, også uden at andre nødvendigvis skal bestemme, om det er ok. Men kan du det ? For hvis du ikke kan det i dit eget hjem, hvor kan du så ? Det er altså dit hjem, og det er altså dig der bestemmer.

imageSå pyt med, at alle naboerne planter ligusterhæk, og pakker haven ind i flis, granit og stedsegrønne planter. Hvis du drømmer om det smukkeste blomsterflor, gamle frugttræer og en hængekøje i skyggen. Det er dit valg, og ikke alle andre der skal diktere hvordan du bør leve det, fordi de mener du skal passe ind i mængden. Kun i det øjeblik vi kan gøre os selv lidt mere frie af andres meninger, kan vi i virkeligheden finde os selv.

Jeg tror ikke på, at vi trives i sådan et “alle er ens” univers. Vi er alle forskellige, har forskellige behov, ønsker og drømme, og derfor er vi også nødt til at omgive os med lige præcis det vi har lyst til, for at kunne være os selv. Være i stand til at gøre alt det der gør os glade, og som giver mening for os i vores liv. Det er desværre ofte kun dig der sidder tilbage og fortryder alt det du måske ikke lige fik gjort, mens du havde muligheden. Men du har muligheden lige nu, for at skabe lige præcis det skønne hjem du drømmer om. Det bliver sjældent nemmere, sjovere eller skønnere af at vente til i morgen.

Dit hjem bør rumme plads til alle de skønne aktiviteter du elske. Der bør være plads til fordybelse, stilhed og alenetid. Der bør være tryghed, komfort og næring, de såkaldte livmoderkvaliteter, ligesom dengang vores liv som foster var sikret af denne fantastiske beskyttelse i livmoderen. Plads til at rende rundt hele dagen i nattøj og med morgenhår, at det roder eller at der flyver nullermænd hen over gulvet, også selv om der kommer uanmeldt besøg. Det er først og fremmest dit space, og dem der ind imellem ønsker at dele det med dig, må tage det som det er.

Stemmer dit hjem overens med dine drømme ?

Den syvende gode grund til, at du bør optimere dit hjem er, at dit hjem kan begrænse dig i at nå dit mål og dine drømme, hvis det ikke stemmer overens med det du i virkeligheden drømmer om.

imageI det øjeblik vi bliver mere bevidste om hvad det helt præcist er vi ønsker os, hvilke drømme vi går rundt med og hvor vi gerne vil hen, jo bedre bliver vi til at manifestere det. Det lyder måske lidt kedeligt, hvis du er typen der tager tingene lidt som det kommer, men det handler ret meget om planlægning. Det handler om at gøre det ret klart, hvad det helt præcist er du drømmer om, og hvad det helt præcist kræver af dig, at nå der hen. Hvis vi aldrig gør os klart, hvad vi må gøre, og handler, men blot sidder ventende med hænderne i skødet og håber på, at drømmen tilfældigt finder vores hoveddør, så er der med stor sandsynlighed chance for at det aldrig sker.

Vores hjem er det billede vi ser af vores liv, hver eneste dag. Det må gerne støtte os i at nå vores mål, minde os om hvor vi gerne vil hen, inspirere os og give os masser af energi til at fortsætte mod målet. Specielt fordi drømme ofte kan blive skubbet lidt af vejen midt i hverdagen med konflikter, pligter og alverdens opgaver. Bare det at få 5 minutters ro til at tænke selv, kan ind imellem være lidt af en udfordring. Det giver også sådan en dejlig følelse at gå rundt i dit hjem, med alle de der skønne drømme i erindringen. Det giver smil på læben, mere blod på tanden og sommerfugle i maven. Specielt når man så endelig har nået et mål, og kan høste sin egen ros og anerkendelse. Det føles rart at have nået et mål der er helt dit eget, for du behøver ikke andres rosende ord for at det føles rigtigt. Det kan mærkes helt ind i din sjæl, der måske oven i købet har længtes lidt efter at du har gjort noget, bare for din egen skyld.

Dit hjem lever.

Den sjette grund til, at du bør optimere dit hjem er, at dit hjem lever, og rummer en energi som du kan mærke. Spørgsmålet er så bare, hvordan det føles ?

I Feng Shui siger man at alle ting taler, og der hersker vist ingen tvivl om, at din familie, dine husdyr og sågar dine grønne planter er levende. Men at alle dine ting står og småsnakker lidt hele tiden, det tænker du måske lyder lidt skørt. Men vi har på et tidspunkt anskaffet os hver en lille ting i vores hjem, vi har taget det med hjem af en eller anden grund, og derfor vil vi også have en forbindelse, en tilknytning til hver eneste ting. Uanset om det så ligger og råber på opmærksomhed ude i skuret, så har det altså ikke forladt dig endnu.

imageDerfor er det også ret vigtigt at du gør dig klart, om du gider høre på sure miner fra alle de ting du i virkeligheden hader, eller sød musik fra alt det du elsker. Det kræver næppe den store matematiske beregning at komme frem til, at hvis musikken skal overdøve de sure miner, så er det klart letteste at nedbringe mængden af sure miner i dit hjem og så ellers fremadrettet gå mere målrettet efter mere af den søde musik.

Hvad der så er sød musik i dine øre, det kan kun du høre. Eller skulle jeg måske hellere sige mærke, for det er nemlig det du skal. Du må gerne elske dine ting så højt at du kan mærke det, helt ind i din sjæl. Lige som du elsker dine børn, en partner eller familie. Måske ikke helt så meget, som du elsker dem. Men du kan med garanti godt mærke hvor meget du elsker dem. Bare tanken om deres skønne smil, deres latter og glæden ved at tilbringe tid sammen med dem, det er lidt af den der følelse du gerne må fornemme når du skal prøve at mærke dine ting. Jeg tror på, at i det øjeblik du mærker forskellen, så er du slet ikke i tvivl. Prøv bare at stille to ting op ved siden af hinanden. En ting du virkelig hader og så en ting du elsker. Hvordan ville du have det hvis den ting du elsker højt, pludselig var væk eller gik i stykker, kontra den ting du hader ? Jeg håber du kan mærke forskellen, for hvad nu hvis jeg bad dig om at vælge mellem de to ting du har fundet ? Du kunne jo starte med at smide den ting du hader ud, nu med det samme, men selvfølgelig kun hvis det er dit. Så har du allerede fjernet de første sure miner fra dit hjem.