Måned: september 2017

Jeg har opdaget en fejl.

Jeg har opdaget en fejl. En fejl i min indre installering. Jeg har gennem årene forsøgt at få en linje op til Vorherre,  men det lykkedes aldrig helt.

Jeg gider ikke lukke ligegyldigt lort ind i mit liv. Jeg gider ikke ligegyldigt smalltalk, tomme facader og lavpraktisk samtaler om sygdom, brok og  elendighed. Jeg gider ikke sige ja, hvis jeg i virkeligheden mener nej, og omvendt. Jeg gider ikke smile sødt hvis jeg har en lortedag, og jeg vil have lov til at være fjollet, glad og total overload på energi, når det er sådan jeg har det. Jeg bliver vred når jeg ikke bliver behandlet med respekt, ked af det når nogen sårer mig og jeg kunne aldrig drømme om at vende den anden kind til. Og så gider jeg på ingen måde løgn, tomme løfter og aftaler man alligevel ikke har i sinde at overholde. Hvordan kan man overhovedet tro, at en løgn kan være bedre end sandheden, og hvorfor sige ja til noget man alligevel ikke gider ?

Jeg fatter ikke en brik af det. Det er derfor jeg tror der er sket en fejl. For det virker som om en stor del af befolkningen er indstalleret uden denne fejl. Det er som om det ikke betyder spor med en løgn eller to. At man render rundt som en uægte version af sig selv, og snyder både sig selv og alle andre. Jeg kommer aldrig til at fatte pointen i det.

Derfor er det nok i virkeligheden heller ikke så mærkeligt, at Vorherre ikke har besvaret mit opkald. For intentionen om at sende mit budskab ud i universet, har nok ikke været helt reelt. Uanset hvor meget lettere det ind imellem ville være at rende rundt i denne verden, uden at vide at der fandtes en anden mulighed end at passe ind med facade, løgn og bedrag. Så bliver jeg hellere her hvor jeg hører til.

 

 

Hvad er det du vil ?

Hvad fanden er det du vil, seriøst ? Ved du det ? Hvis der var en eneste ting i hele verden du kunne få, og kun det, hvad skulle det så være ?

Jeg ved sku godt hvad jeg vil have. Efter alt for mange år med kompromiser, alt for mange bekymringer om andres meninger, og alt for megen spild af min egen energi på at have dårlig samvittighed, så er det for alvor slut nu. For det eneste jeg gider bruge min energi på, det er at være mig.

Jeg gider overhovedet ikke spilde mere af min energi på at tage ansvar for alt det der ikke er mit. Det har jeg ellers været skide god til. Alt for god faktisk. Så meget, at der til sidst slet ikke var plads til at tage ret meget ansvar for mig selv. Jeg blev træt, drænet for energi og umådelig såret, når jeg følte jeg stod alene tilbage med det hele.

Uanset hvor meget kærlighed og omsorg mit hjerte rummer, så kommer det aldrig nogensinde i nærheden af den kærlighed og omsorg jeg skylder mig selv. For alt den styrke og kraft, for at stå ved mig selv og retten til at være mig.

Det var også det der gjorde, at jeg uden at blinke tog beslutningen om at blive alene med min søn, i det øjeblik det gik op for mig hvad jeg virkelig ønskede mig. For jeg var allerede alene. Ikke rigtig nogle fælles drømme, ikke rigtig nogle fælles holdninger og absolut ikke noget fælles ansvar. No shit….

Absolut ikke der jeg ønskede at være i mit liv, og ABSOLUT ikke det jeg ønskede at videregive til min søn. Han har altid haft retten til at blive hørt, bestemme selv og være den han er, for det har jeg sørget for. Så hellere vise ham, at man kan stå stærkt i sig selv, når bare man er tro mod den man er, og ikke lader sig styre af andres meninger og holdninger.

Men det kan sku være svært… I et samfund hvor alt er bygget op omkring at være social, have et hav af venner på Facebook eller have et cool og beundringsværdigt liv. I don’t give a fuck. Seriøst, vi hygger da max når vi er alene, hver eneste dag. For der er absolut ingen der blander sig i hvad vi har lyst til, hvordan vi taler eller om vi er skøre, autentiske og frie, som lige præcis dem vi har lyst til at være.

Derfor har jeg på det seneste heller ikke haft det store behov for at dele alle mine tanker med alle andre. For jeg skulle lige finde helt tilbage til mig selv igen. Jeg er jo stadig den samme, og alt det jeg deler og har delt er jo stadig mig. Men det er jo ikke sådan, at det du gerne vil have bare kommer dumpende ned i skødet på dig. Heller ikke selv om det egentlig burde være din fødselsret. Det kræver at du går i gang selv, og selv skaber de forandringer du ønsker dig. Så jeg har kastet oceaner af uddaterede tanker, overbevisninger og fysisk gods overbord fra mit fartøj, og jeg er langt fra færdig endnu, for livet er en evig rejse der konstant forandrer sig. Det er jo mit liv, og derfor også mit ansvar.

Samtidig, så er junior startet i skole. Et stort skridt, specielt når man ikke nødvendigvis tager alle andres ord for sine egne, men har en mening selv. Heldigvis, så har jeg for længe siden valgt at prioritere og investere i min søn. Så han får den skolegang han har fortjent. For retten til at være fri, autentisk og god nok som han er, det er den største gave jeg ville kunne give til ham.