Jeg har ofte følt mig lidt ved siden af alle andre.

Måske fordi jeg søgte forandring og fornyelse, hvor mange andre søgte trygheden i det velkendte og det som plejer at være.

Måske fordi jeg søgte mine egne måder at gøre tingene på, via mine egne erfaringer, hvor mange andre søgte en gennemtestet og resultatsikret metode.

Måske fordi jeg havde behov for at finde mig selv, finde det jeg elskede højt, det der føltes rigtigt for mig og det der gav mig følelsen af stor glæde og lykke, og ikke bare tog en tro kopi af noget andre havde valgt, og som måske virkede for dem.

Jeg har så stor tillid og tiltro til mig selv, at jeg tror på, at jeg kan finde det helt rigtige for mig. For det har virkelig altid vist sig, at være den rigtige vej.

Ikke en vej uden forhindringer, et par bump på vejen og et par omveje. Men alt samme noget der har ledt mig på rette vej. For hvis jeg ikke også var gået den forkerte vej af og til, så havde jeg næppe opdaget hvor vigtigt det var for mig, at finde en anden og mere rigtig vej.

Som det siges, så fører alle veje alligevel til Rom. Jeg vil hellere være tilfreds med, at jeg turde tage udfordringerne op. End at jeg krøb i skjul for uvejret, og aldrig så regnbuen på himlen og mærkede den friske og rensede luft, fordi jeg stadig sad fast i angsten for at fejle en gang til.

Jeg har lagt øre til alle andres mening om mine valg. Jeg har mærket alle andres kritiske holdning til, at jeg gjorde noget andet en normen. Jeg har mødt en snert af misundelse og arrogance, når jeg har taget det jeg ville have. Vel og mærket det jeg har høstet via egne anstrengelser, og uden at forlange at andre skulle bidrage med noget. Til tider endda holdt mig selv tilbage, bare for at undgå at blive konfronteret, blot for at opdage, at det ikke var muligt at tæmme en vild løve uden at den mistede alt sin power og kraft.

Men det er fuldt forståeligt, at man bliver irriteret, når andre måske render rundt og opfører sig på en måde som ligger meget langt væk fra ens egen. Jeg undrer mig også ind imellem over andres måde at leve deres liv på. Jeg har lige malet to rum i mit hus igen, for anden gang siden jeg flyttede ind for snart 2 1/2 år siden. I en ikke hvid farve, og det bliver helt sikkert lavet om igen engang. Andre kan bruge flere år på at tage sig sammen, hvis de overhovedet får det gjort. Det forstår jeg ikke. Men vi har alle hver vores, det der er let for os, og det der er svært.

Jeg tror på, at det at være ved siden af, er det nye sorte. Jeg tror på, at evolutionen og vores resourcer i denne verden kunne løftes til uanede højder, hvis bare vi lod alle være dem selv. Uden at behøve kommentere, tage stilling til eller have en anden mening.

Som en dejlig gåtur i den skønne natur. Du kan enten vælge en tur i en støjende og trafikeret by, fyldt med skrald, bilos og høje bygninger. Eller en snoet, mosbeklædt skovsti, med fuglekvider, ren luft og ældgamle træer.

Hvor ville du helst være ?