Måned: marts 2019

Det kunne altid blive bedre.

Jeg var fuldstændig optaget af at gøre mit bedste. Det kunne ALTID blive bedre, og hver gang jeg havde kæmpet, knoklet og hevet i mål. Opstod behovet konstant, for at gøre det hele endnu bedre.

Der var bestemt ikke noget galt i at ville være den bedste. Det var en kæmpe drivkraft, der blot gav mig mere blod på tanden, mere styrke, kraft og power, og en udholdenhed ud over det sædvanlige.

Hold nu kæft en styrke man rummer, når man bare kan blive ved og ved, uanset hvad livet sætter foran en. Hvilken indre ild der buldrer og brager, og bare går i gang med at udslette alt det der står i vejen, uden at tænke på de brandsår der kunne opstå, eller de skader man kunne forvolde undervejs.

Man finder ud af, hvor kraftfuldt et væsen man i virkeligheden er, når man gang på gang får det man gik efter, eliminerer alle forhindringer på vejen og uanset hvilken modstand man møder, bare kan smide mere brænde på bålet.

Men jeg opdagede også, at det slet ikke var nødvendigt. Jeg opdagede, at alt den frygt, som var en stor del af den verden jeg levede i, kun handlede om at tage et valg.

Frygten for ikke at være god nok, frygten for ikke at have et ordentlig job, en god økonomi, at være elsket, og være respekteret og anerkendt af andre. Det var et valg jeg kunne tage, fuldstændig uafhængig af, hvad alle andre troede på og mente.

Jeg kunne sagtens være tilfreds med meget mindre. Det var overhovedet ikke nødvendigt, for mig. Ikke mindre i forhold til alt det jeg gerne ville have, for der vil altid være en evig styrke, kraft, power og udholdenhed i mig, til at gå efter alt det jeg gerne vil, og en buldrende ild der tilintetggør alle forhindringer undervejs.

Men jeg behøvede ikke gøre det af frygt. For jeg var ikke længere bange for alt det den ydre verden fortalte mig, jeg burde være bange for. Jeg vidste, at jeg bar alt det jeg havde brug for i mit indre, og det kunne ingen nogensinde tage fra mig. Det havde altid fulgt mig, og ville altid eksistere i min verden, når jeg havde brug for det. Hvad var der så lige tilbage og frygte.

Det var sku ok ikke at lave en skid, eller at det hele ikke var perfekt. For i det øjeblik opstod alt det perfekte, for mig. Også i alt det uperfekte, også i at jeg ind imellem ikke gad alligevel, eller at jeg hellere vil noget helt andet. I, at det også måte være grimt, et dårligt resultat, eller at jeg bare havde lyst til at standse op og lave ingenting.

Jeg kunne gøre præcis lige hvad jeg ville, uden frygt for hvad der nu ville ske. For mindre betød, mindre andre og mere mig. Jeg kunne bare vælge en anden løsning, en anden mulighed, et andet tilbud en anden virkelighed.

Jeg var sikker på.

Jeg var 110 % sikker på, at det at være selverkendt, et højt bevidst menneske og komme til i et sted i mig selv hvor jeg kunne finde dyb ro i at være mig selv, handlede om at jeg skulle være det bedre menneske. Jeg troede jeg skulle leve et liv, hvor alle mine dybeste værdier skulle funkle og vibrere på smukkeste vis fra det dybeste sted i mig.

Som den kærlighed og omsorg jeg konstant møder i min søn, der vil alt og alle det bedste og slet ikke kan lade være med at øse ud af alt hans kærlighed og omsorg, fordi det er det JEG har praktiseret, og det jeg har vist ham, i hele hans liv.

Som den stædighed, retten til frihed, og det at elske sig selv som alt det du er, uden at andre skal forsøge at pille dig ned. Fordi du er lige så meget værd som alle andre. Uanset hvad du vælger til og fra, må andre gerne have en anden mening. Selvkærlighed og selvrespekt, og retten til at vælge noget andet, handler i lige så høj grad om kærlighed og respekt til andre. Det er netop det du viser ved at stå fast på dig selv. At du elsker og respekterer dem så meget, at du tror på deres egen indre styrke er stor nok til, at de ikke er mere eller mindre afhængig af dine valg, afhængig af dit bidrag og bundet op af det du vælger at byde ind med. Det er kærlighed og respekt at sætte andre fri til at være en ærlig og ægte version af dem selv, ikke at fungere som en sutteklud, så de aldrig bliver i stand til at tage ansvar for sig selv. Du er måske dybest set ligegyldig. For verden ville uden tvivl gå videre, uden dig. Men du bliver ALDRIG ligegyldig i dit eget liv.

Jeg kunne brække mig over alle de uærligheder, bedrag og facader jeg oplevede i min omverden, men fandt også ud af, at det kunne egentlig være fuldstændig ligegyldigt. Jeg kunne bare forlade det show, jeg behøvede ikke at tro på alt hvad jeg mødte omkring mig, og jeg kunne dybest set bare lade dem om det og deres. Til gengæld kunne jeg så begynde at grave endnu dybere i mig selv. Jeg kunne invitere alt hvad der fandtes i mig endnu dybere ind. Uden at flygte fra vreden, uden at gemme mig bag min fortid og uden at møde mig selv med andet end åbne arme. At tro på, at man ikke må blive vred, sige fuck eller ligne lort, jeg er ligeglad. This is me – take it or leave it, i don’t care. Men det er fucking uærligt at gå rundt i facader og bedrag og samtidig dømme andre, hvis du spørger mig. Jeg har ikke behov for at være bedre, klogere eller mere korrekt, jeg vil fucking bare have lov til at være mig.

Jeg havde ikke behov for at bevise mit værd, præstere og knokle, for at høste anerkendelse og ros. For hvor er du dygtig, når du skaber en masse fede resultater, når du kan skaffe en masse penge og strø om dig med symboler på rigdom og succes. Hvad fanden hjælper det, hvis du føler dig ensom, jagter belønning i stedet for at nyde dit liv, eller ikke har tid til at nyde dine resultater. Du er sat på denne jord, ergo var du allerede værdig til dette liv i netop det øjeblik. Alt det du ønsker dig i dette liv, er allerede dit, og der er intet du behøver gøre, for at gøre dig fortjent til det. Men det kræver at du er i stand til at hente det hjem. Seriøst – jeg føler mig gladest i livet når jeg krammer min søn, og mærker et sug i maven over at få lov til at være en del af så livgivende og smuk en sjæl. Når jeg roder rundt i min have og ser hvordan moder jord præsenterer hele dens livscyklus. Fuglenes kvidren, en lille tudse der bader under åkanden eller sommerfugle der suger nektar blandt alle de smukke blomster jeg selv har sat. Eller når jeg i et hvilket givent øjeblik kan møde mig selv i et smukt og magisk øjeblik. Med taknemmelighed til, at jeg fik lov til at udleve alle de momenter at glæde, magi, kærlighed, overflod, frihed, kreativitet og fred i min sjæl. Fuldstændig uafhængig af alle andre, men bare ved hjælp af mig, og min kraft og power til at skabe min egen virkelighed, som jeg godt gider leve i.

Jeg kan slet ikke vente.

Jeg kan slet ikke vente. Slet ikke vente på forårets ankomst. Det begynder allerede at krible voldsomt i fingrene i det øjeblik de første frøposer, stedmoder, og solskindsstråler melder sin ankomst. Når fuglenes kvidren pludselig ændrer sig, fra små pip til smukke, lange symfonier. Når de første forårsløg skyder op igennem jorden og når den tykke vinterfrakke pludselig føles alt for varm.

Men mest af alt, så elsker jeg det rum af total frihed, kreativitet, vækst og overflod der opstår over alt omkring mig. I det rum jeg selv har skabt. Efter at have samlet erfaringer, viden og eksperimenteret i hele mit liv. Har jeg ikke længere et behov for at kigge andre over skuldrene, for at være kreativ, prøve nye ting af og skabe nye, fede resultater.

Alt hvad jeg gør, strømmer frit i det øjeblik jeg får en ide, i det øjeblik jeg går i gang og hver eneste gang jeg afprøver nye, spændende ting.

Jeg har lært, at jeg er i stand til at skabe fantastiske resultater, hvis bare jeg holder mig hjemme i mig selv. Mange års erfaringer har lært mig, at der alligevel ikke automatisk følger garantier for succes med, bare fordi jeg følger en andens gode råd, erfaringer og viden. Så hvorfor ikke bare kaste mig ud i alt det jeg har lyst til. Gøre tingene på min egen måde, og gøre det på den måde der virker bedst for mig.

Det bliver mildest talt pænt lettere når jeg kun behøver forholde mig til mig selv. Jeg har lige så ofte haft stor succes med at gøre tingene på en helt anden måde end anbefalet, som jeg har haft med at følge regler og dos and don’ts.

Det bliver for mig langt sjovere at være fri til at gøre lige som jeg har lyst til. Jeg kan altid prøve igen, korrigere lidt undervejs, eller springe videre til noget helt andet, hvis det viser sig, at jeg ikke får skabt de resultater jeg ønsker mig.

Men jeg finder aldrig mine svar, hvis jeg ikke først prøver.

Som en reference til livet selv. Et liv i frihed, kreativitet, vækst og overflod. Hvordan ved vi så, om noget er det rigtige for os, til at skabe de resultater vi drømmer om. Hvis vi aldrig prøver os selv af. Undersøger hvilke resultater vi er i stand til at skabe selv, ud fra alle de erfaringer, alt den viden, og alle de ting vi på egen krop og sjæl har prøvet af.

Hvordan ved vi, om vi netop allerede rummer alle de ingredienser der skal til for at skabe den menu vi ønsker at få serveret. Hvis vi udelukkende har travlt med at studere vores omgivelser, kopiere dem vi beundrer, tro på at vi skal være dit og dat for at lykkedes, eller tror på alt det alle andre mener vi skal.

Et valg.

Det handler om at tage et valg. At tage et mere bevidst valg, i forhold til det du gerne vil.

Lidt som når du står i supermarkedet og propper æbler i din kurv, i stedet for pærer. Måske føles det lidt ubevidst, men nu elsker du bare æbler og er ikke ret glad for pærer, så dit valg afspejler bare, at du vælger det du elsker, frem for det du ikke bryder dig om.

Jeg kunne også stå i en forretning og vælge mellem et par sorte strømper, og et par strømper med en kat i uniform. De sorte er lidt neutrale, måske meget praktiske, men i virkeligheden også ret kedelige. I hvert fald sammenlignet med de andre. Der måske er lidt crasy, men som gør mig glad og i godt humør at kigge på.

Jeg er ikke styret af hvad andre tænker, eller om det nu er moderne eller in, når jeg træffer mit valg. Jeg mærker ikke ægte glæde og humør ud fra andres humør. I hvert fald ikke som første prioritet. Det er måske en super bonus, at jeg kan påvirke andres humør positivt.

Men hvis ikke jeg skulle prioritere mig selv som absolut første prioritet. Så ville det betyde, at jeg gjorde alle andre ansvarlige for min egen glæde. For hvis jeg ikke selv kunne sørge for det. Ville jeg gå rundt og være dybt afhængig af andres velvilje i forhold til at gøre mig glad, eller gå rundt og være evig sur og tvær.

Kan man være bekendt at pålægge alle andre ansvaret for det ? Jeg er både voksen og intelligent nok til at tage ansvar for mig selv. Det er sku da min egen opgave. Der er i virkeligheden ingen andre der kan vide helt præcist hvad der gør mig glad. Med mindre jeg går rundt og forlanger og kræver andre skal give mig det. Det er der ikke ret mange der gider. Det bliver enormt anstrengende og påtrængende i længden.

Det er derfor du skal træffe dine valg selv. Bevidste valg, der giver dig lige præcis det du helst vil have. Det hele bliver pænt lettere, at få det du gerne vil have, når du ved hvad det er. Og det bliver meget federe, at du rent faktisk ender med at få det du gerne vil have, i stedet for at du ender med et forkvaklet forsøg på at en anden forsøger at løse dit mysterie.

Hvad andre mener om dit valg, det bestemmer de fuldstændig selv. De behøver ikke kunne lide det. Du er stadig dig og dine valg er stadig din ret, uanset hvad. Ellers svarer det bare til at du blev tvunget til at købe de pærer du ikke brød dig om i supermarkedet i stedet for de æbler du elsker. Bare for at være irriteret over at du nu står med pærer der aldrig bliver spist.