Jeg har lavet en aftale med mig selv; ikke at lave flere aftaler med mig selv. Ikke flere løftede pegefingre om, at det må du ikke. Det lyder måske lidt for åndssvagt, men helt ærligt, jeg gider ikke lave aftaler, som jeg så bagefter får dårlig samvittighed over alligevel ikke at have overholdt.

Jeg har faktisk bestemt mig for at gribe det helt anderledes an fremover, jeg vil nemlig gerne skabe et skønt samarbejde med mig selv i stedet for. Hvis det lyder alt for åndssvagt i dine øre, så forstår jeg måske godt en lille smule hvorfor. Det er sku lidt småtosset, lidt som at sidde og tale med sig selv. Jeg er altså hverken skitzofren eller lider af personlighedsspaltning. Men det er altså lidt ligesom med børn, tror jeg på. I det øjeblik jeg stiller mig op, og irriteret spørger junior, om han ikke godt gider lade være med at daske til mig eller sætte sine sure fødder op i mit hoved, så gør han det ganske prompte med det samme igen. Fortsætter jeg med at bede ham om at stoppe, sådan lidt, det må du altså ikke, for det gør ondt eller er mega irriterende, så gør han det mindst lige så mange gange som jeg beder ham om at lade være. Det er ganske enkelt en kamp jeg umulig kan vinde, med mindre jeg enten vælger at skælde så meget ud, at han bliver ked af det og begynder at græde eller går min vej. Den sidste løsning kunne være en mulighed, det andet ønsker jeg overhovedet ikke at benytte mig af. Men jeg kunne selvfølgelig også bare forsøge at lytte til hvad han havde at sige om sagen. Hvorfor jeg pludselig skulle lugte til hans skønne, bløde tæer, når jeg nu ikke ligefrem just havde bedt om at få lov. Måske var der en virkelig god forklaring, måske var han lige fløjet til et andet univers.

Men hvad har det så lige med mig og mig-selv at gøre. Jeg kan jo sagtens finde ud af at formulere mig, at sige fra og give udtryk for hvad der sker i min indre verden. Men er det måske lige altid jeg husker at få spurgt ?

imageNår jeg nu for tredje aften i træk ikke kommer tidlig nok i seng, og hader mig selv den efterfølgende morgen. Eller fem minutter efter vi er kørt hjemmefra om morgenen kommer i tanke om, at jeg igen har glemt at spise morgenmad, fordi min mave pludselig brokker sig. Indrømmet, det er fandme mine meget mørke og dystre sider, som jeg gerne ville undvære. For jeg lærer det sikkert aldrig helt. Til gengæld, så ved jeg også, at det altid kun er i korte perioder af mit liv det sker. Det kommer og går. Men altid på grund af en helt anden årsag. Det er jo så ofte lige der jeg glemmer at få spurgt… For det er måske det der gør, at jeg lige får lidt mere fra hånden i de perioder hvor det er nødvendigt. Hvor mit fokus er langt mere skærpet i forhold til nogle andre områder, der måske har brug for lidt mere opmærksomhed i nogle perioder. Det er måske i virkeligheden det lim der gør, at det hele ikke falder fra hinanden når lokummet brænder. Som vores kære kamp/flugt hormon der træder til, når løven pludselig står og ånder os i nakken. Det er vel i virkeligheden ikke så mærkeligt, at alle tænkelige aftaler med mig selv ikke skal aftales i en flugttilstand, hvis det skal lykkedes at overholde dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *