Kategori: Skab glæde i dit hjem

Jeg var sikker på.

Jeg var 110 % sikker på, at det at være selverkendt, et højt bevidst menneske og komme til i et sted i mig selv hvor jeg kunne finde dyb ro i at være mig selv, handlede om at jeg skulle være det bedre menneske. Jeg troede jeg skulle leve et liv, hvor alle mine dybeste værdier skulle funkle og vibrere på smukkeste vis fra det dybeste sted i mig.

Som den kærlighed og omsorg jeg konstant møder i min søn, der vil alt og alle det bedste og slet ikke kan lade være med at øse ud af alt hans kærlighed og omsorg, fordi det er det JEG har praktiseret, og det jeg har vist ham, i hele hans liv.

Som den stædighed, retten til frihed, og det at elske sig selv som alt det du er, uden at andre skal forsøge at pille dig ned. Fordi du er lige så meget værd som alle andre. Uanset hvad du vælger til og fra, må andre gerne have en anden mening. Selvkærlighed og selvrespekt, og retten til at vælge noget andet, handler i lige så høj grad om kærlighed og respekt til andre. Det er netop det du viser ved at stå fast på dig selv. At du elsker og respekterer dem så meget, at du tror på deres egen indre styrke er stor nok til, at de ikke er mere eller mindre afhængig af dine valg, afhængig af dit bidrag og bundet op af det du vælger at byde ind med. Det er kærlighed og respekt at sætte andre fri til at være en ærlig og ægte version af dem selv, ikke at fungere som en sutteklud, så de aldrig bliver i stand til at tage ansvar for sig selv. Du er måske dybest set ligegyldig. For verden ville uden tvivl gå videre, uden dig. Men du bliver ALDRIG ligegyldig i dit eget liv.

Jeg kunne brække mig over alle de uærligheder, bedrag og facader jeg oplevede i min omverden, men fandt også ud af, at det kunne egentlig være fuldstændig ligegyldigt. Jeg kunne bare forlade det show, jeg behøvede ikke at tro på alt hvad jeg mødte omkring mig, og jeg kunne dybest set bare lade dem om det og deres. Til gengæld kunne jeg så begynde at grave endnu dybere i mig selv. Jeg kunne invitere alt hvad der fandtes i mig endnu dybere ind. Uden at flygte fra vreden, uden at gemme mig bag min fortid og uden at møde mig selv med andet end åbne arme. At tro på, at man ikke må blive vred, sige fuck eller ligne lort, jeg er ligeglad. This is me – take it or leave it, i don’t care. Men det er fucking uærligt at gå rundt i facader og bedrag og samtidig dømme andre, hvis du spørger mig. Jeg har ikke behov for at være bedre, klogere eller mere korrekt, jeg vil fucking bare have lov til at være mig.

Jeg havde ikke behov for at bevise mit værd, præstere og knokle, for at høste anerkendelse og ros. For hvor er du dygtig, når du skaber en masse fede resultater, når du kan skaffe en masse penge og strø om dig med symboler på rigdom og succes. Hvad fanden hjælper det, hvis du føler dig ensom, jagter belønning i stedet for at nyde dit liv, eller ikke har tid til at nyde dine resultater. Du er sat på denne jord, ergo var du allerede værdig til dette liv i netop det øjeblik. Alt det du ønsker dig i dette liv, er allerede dit, og der er intet du behøver gøre, for at gøre dig fortjent til det. Men det kræver at du er i stand til at hente det hjem. Seriøst – jeg føler mig gladest i livet når jeg krammer min søn, og mærker et sug i maven over at få lov til at være en del af så livgivende og smuk en sjæl. Når jeg roder rundt i min have og ser hvordan moder jord præsenterer hele dens livscyklus. Fuglenes kvidren, en lille tudse der bader under åkanden eller sommerfugle der suger nektar blandt alle de smukke blomster jeg selv har sat. Eller når jeg i et hvilket givent øjeblik kan møde mig selv i et smukt og magisk øjeblik. Med taknemmelighed til, at jeg fik lov til at udleve alle de momenter at glæde, magi, kærlighed, overflod, frihed, kreativitet og fred i min sjæl. Fuldstændig uafhængig af alle andre, men bare ved hjælp af mig, og min kraft og power til at skabe min egen virkelighed, som jeg godt gider leve i.

Jeg kan slet ikke vente.

Jeg kan slet ikke vente. Slet ikke vente på forårets ankomst. Det begynder allerede at krible voldsomt i fingrene i det øjeblik de første frøposer, stedmoder, og solskindsstråler melder sin ankomst. Når fuglenes kvidren pludselig ændrer sig, fra små pip til smukke, lange symfonier. Når de første forårsløg skyder op igennem jorden og når den tykke vinterfrakke pludselig føles alt for varm.

Men mest af alt, så elsker jeg det rum af total frihed, kreativitet, vækst og overflod der opstår over alt omkring mig. I det rum jeg selv har skabt. Efter at have samlet erfaringer, viden og eksperimenteret i hele mit liv. Har jeg ikke længere et behov for at kigge andre over skuldrene, for at være kreativ, prøve nye ting af og skabe nye, fede resultater.

Alt hvad jeg gør, strømmer frit i det øjeblik jeg får en ide, i det øjeblik jeg går i gang og hver eneste gang jeg afprøver nye, spændende ting.

Jeg har lært, at jeg er i stand til at skabe fantastiske resultater, hvis bare jeg holder mig hjemme i mig selv. Mange års erfaringer har lært mig, at der alligevel ikke automatisk følger garantier for succes med, bare fordi jeg følger en andens gode råd, erfaringer og viden. Så hvorfor ikke bare kaste mig ud i alt det jeg har lyst til. Gøre tingene på min egen måde, og gøre det på den måde der virker bedst for mig.

Det bliver mildest talt pænt lettere når jeg kun behøver forholde mig til mig selv. Jeg har lige så ofte haft stor succes med at gøre tingene på en helt anden måde end anbefalet, som jeg har haft med at følge regler og dos and don’ts.

Det bliver for mig langt sjovere at være fri til at gøre lige som jeg har lyst til. Jeg kan altid prøve igen, korrigere lidt undervejs, eller springe videre til noget helt andet, hvis det viser sig, at jeg ikke får skabt de resultater jeg ønsker mig.

Men jeg finder aldrig mine svar, hvis jeg ikke først prøver.

Som en reference til livet selv. Et liv i frihed, kreativitet, vækst og overflod. Hvordan ved vi så, om noget er det rigtige for os, til at skabe de resultater vi drømmer om. Hvis vi aldrig prøver os selv af. Undersøger hvilke resultater vi er i stand til at skabe selv, ud fra alle de erfaringer, alt den viden, og alle de ting vi på egen krop og sjæl har prøvet af.

Hvordan ved vi, om vi netop allerede rummer alle de ingredienser der skal til for at skabe den menu vi ønsker at få serveret. Hvis vi udelukkende har travlt med at studere vores omgivelser, kopiere dem vi beundrer, tro på at vi skal være dit og dat for at lykkedes, eller tror på alt det alle andre mener vi skal.

Et valg.

Det handler om at tage et valg. At tage et mere bevidst valg, i forhold til det du gerne vil.

Lidt som når du står i supermarkedet og propper æbler i din kurv, i stedet for pærer. Måske føles det lidt ubevidst, men nu elsker du bare æbler og er ikke ret glad for pærer, så dit valg afspejler bare, at du vælger det du elsker, frem for det du ikke bryder dig om.

Jeg kunne også stå i en forretning og vælge mellem et par sorte strømper, og et par strømper med en kat i uniform. De sorte er lidt neutrale, måske meget praktiske, men i virkeligheden også ret kedelige. I hvert fald sammenlignet med de andre. Der måske er lidt crasy, men som gør mig glad og i godt humør at kigge på.

Jeg er ikke styret af hvad andre tænker, eller om det nu er moderne eller in, når jeg træffer mit valg. Jeg mærker ikke ægte glæde og humør ud fra andres humør. I hvert fald ikke som første prioritet. Det er måske en super bonus, at jeg kan påvirke andres humør positivt.

Men hvis ikke jeg skulle prioritere mig selv som absolut første prioritet. Så ville det betyde, at jeg gjorde alle andre ansvarlige for min egen glæde. For hvis jeg ikke selv kunne sørge for det. Ville jeg gå rundt og være dybt afhængig af andres velvilje i forhold til at gøre mig glad, eller gå rundt og være evig sur og tvær.

Kan man være bekendt at pålægge alle andre ansvaret for det ? Jeg er både voksen og intelligent nok til at tage ansvar for mig selv. Det er sku da min egen opgave. Der er i virkeligheden ingen andre der kan vide helt præcist hvad der gør mig glad. Med mindre jeg går rundt og forlanger og kræver andre skal give mig det. Det er der ikke ret mange der gider. Det bliver enormt anstrengende og påtrængende i længden.

Det er derfor du skal træffe dine valg selv. Bevidste valg, der giver dig lige præcis det du helst vil have. Det hele bliver pænt lettere, at få det du gerne vil have, når du ved hvad det er. Og det bliver meget federe, at du rent faktisk ender med at få det du gerne vil have, i stedet for at du ender med et forkvaklet forsøg på at en anden forsøger at løse dit mysterie.

Hvad andre mener om dit valg, det bestemmer de fuldstændig selv. De behøver ikke kunne lide det. Du er stadig dig og dine valg er stadig din ret, uanset hvad. Ellers svarer det bare til at du blev tvunget til at købe de pærer du ikke brød dig om i supermarkedet i stedet for de æbler du elsker. Bare for at være irriteret over at du nu står med pærer der aldrig bliver spist.

Ved siden af.

Jeg har ofte følt mig lidt ved siden af alle andre.

Måske fordi jeg søgte forandring og fornyelse, hvor mange andre søgte trygheden i det velkendte og det som plejer at være.

Måske fordi jeg søgte mine egne måder at gøre tingene på, via mine egne erfaringer, hvor mange andre søgte en gennemtestet og resultatsikret metode.

Måske fordi jeg havde behov for at finde mig selv, finde det jeg elskede højt, det der føltes rigtigt for mig og det der gav mig følelsen af stor glæde og lykke, og ikke bare tog en tro kopi af noget andre havde valgt, og som måske virkede for dem.

Jeg har så stor tillid og tiltro til mig selv, at jeg tror på, at jeg kan finde det helt rigtige for mig. For det har virkelig altid vist sig, at være den rigtige vej.

Ikke en vej uden forhindringer, et par bump på vejen og et par omveje. Men alt samme noget der har ledt mig på rette vej. For hvis jeg ikke også var gået den forkerte vej af og til, så havde jeg næppe opdaget hvor vigtigt det var for mig, at finde en anden og mere rigtig vej.

Som det siges, så fører alle veje alligevel til Rom. Jeg vil hellere være tilfreds med, at jeg turde tage udfordringerne op. End at jeg krøb i skjul for uvejret, og aldrig så regnbuen på himlen og mærkede den friske og rensede luft, fordi jeg stadig sad fast i angsten for at fejle en gang til.

Jeg har lagt øre til alle andres mening om mine valg. Jeg har mærket alle andres kritiske holdning til, at jeg gjorde noget andet en normen. Jeg har mødt en snert af misundelse og arrogance, når jeg har taget det jeg ville have. Vel og mærket det jeg har høstet via egne anstrengelser, og uden at forlange at andre skulle bidrage med noget. Til tider endda holdt mig selv tilbage, bare for at undgå at blive konfronteret, blot for at opdage, at det ikke var muligt at tæmme en vild løve uden at den mistede alt sin power og kraft.

Men det er fuldt forståeligt, at man bliver irriteret, når andre måske render rundt og opfører sig på en måde som ligger meget langt væk fra ens egen. Jeg undrer mig også ind imellem over andres måde at leve deres liv på. Jeg har lige malet to rum i mit hus igen, for anden gang siden jeg flyttede ind for snart 2 1/2 år siden. I en ikke hvid farve, og det bliver helt sikkert lavet om igen engang. Andre kan bruge flere år på at tage sig sammen, hvis de overhovedet får det gjort. Det forstår jeg ikke. Men vi har alle hver vores, det der er let for os, og det der er svært.

Jeg tror på, at det at være ved siden af, er det nye sorte. Jeg tror på, at evolutionen og vores resourcer i denne verden kunne løftes til uanede højder, hvis bare vi lod alle være dem selv. Uden at behøve kommentere, tage stilling til eller have en anden mening.

Som en dejlig gåtur i den skønne natur. Du kan enten vælge en tur i en støjende og trafikeret by, fyldt med skrald, bilos og høje bygninger. Eller en snoet, mosbeklædt skovsti, med fuglekvider, ren luft og ældgamle træer.

Hvor ville du helst være ?

Det meste af December.

Jeg har ryddet op, i det meste af December.

Det gør jeg egentlig ofte. For jeg tror på, at ligesom vi konstant forandrer os, og er i evig udvikling, i hvert fald hvis det er den vej vi vælger at gå. Så ændre vi også behov. Noget har vi ikke brug for længere, mens andet kommer til at følge os de næste ti år, eller mere.

Det handler ikke, for mig om. At jeg så har spildt mine penge på noget jeg ikke havde brug for, eller at jeg har haft alt for meget lort liggende. Ikke udelukkende i hvert fald. Jeg tror på, at der i første omgang har været en grund til, at det har fundet vejen ind i mit liv. Om det så er fordi jeg lige skulle begå den samme “fejl” igen, og investere i noget ligegyldigt. Eller det var for at dulme urolige følelser i mit indre, en snert af kedsomhed eller kort besøg af lidt manglende selvværd, det bruger jeg egentlig ikke så meget tid på at analysere på.

Ikke fordi det ikke kan være meget godt at sætte ord på sine indre dæmoner. Men på et tidspunkt i mit liv, er jeg ligesom kommet ud over det punkt på dagsordenen. Jeg mærker ikke længere det store behov for at sidde og analysere og retfærdiggøre. Det har helt sikkert været en stor del af rejsen for at nå der til hvor jeg befinder mig i dag. Men i dag vil jeg hellere smøge ærmerne op, og komme i gang. Jeg har efterhånden erfaret, så mange gange, at handling er, for alvor, der hvor tingene begynder at forandre sig med lynets hast. Det kan tage dagevis, ugevis, månedsvis eller måske år inden vi kommer videre, hvis vi skal sidde og filosofere over det hele. En gang imellem har jeg bare brug for, at der sker noget ASAP.

Jeg rydder op, for at skabe et clean space i mit liv og i mit hjem. Der ikke er det perfekte hjem uden rod og igangværende projekter. Det er ikke en tro kopi af de mest populære mærker og trends, det har jeg efterhånden solgt ud, til fordel for noget bedre. Men det er et hjem, hvor det primært føles skønt at være, for mig. Et space, hvor jeg føler mig kreativ inspireret, hvor jeg føler mig tryg og kan slappe af og lade op. Hvor alle mine ting bidrager med glæde og kærlighed. Og hvor jeg er omgivet af en masse ting jeg syntes er lækre, smukke, skønne og helt unikke, i mit univers.

Det er aldrig en bestemt stil, en bestemt opstilling eller et korrekt setup. Men en skøn symfoni af alt det der taler til min sjæl, og som sender mig kærlige vibrationer dagen lang.

Og jo mere jeg tillader mig selv at gå efter alt det jeg virkelig elsker, og lukker det ind i mit liv. Jo lettere bliver det at skille mig af med alt det andet. Så føles det sjældent som at give slip på noget, men at skabe plads til noget nyt.

Et nyt år er lige begyndt.

Et 2018, der ligger bag os, og et nyt år, der lige er begyndt.

Vi ser måske tilbage på alt det vi fik med os, i det gamle. Mål vi nåede, succes vi høstede af, og drømme vi endelig fik indfanget. Et år fyldt med glæde og en masse nye erfaringer, oplevelser og visdom.

Måske sidder vi også og fortryder valg vi tog, ting vi ikke fik gjort og handlet på, eller tid der kan føles som spildt, set i bakspejlet.

Men så længe vi stadig lever, har vi også fortsat mulighed for at skifte kurs, handle mere på den indre stemme der fortsat prikker til os, om nye eventyr, eller gøre det vi har aller mest lyst til. Vi har stadig livet foran os, fyldt med nye muligheder.

Mit 2018 har først og fremmest været fyldt med glæde. En glæde der opstår i det øjeblik jeg vælger alt overflødig fyld fra, i mit liv. En glæde der opstår, når jeg ikke bruger tid, energi og kræfter på alt det der i bund og grund er ligegyldigt, for mig.

For mig har 2018 handlet om at tage fuld ansvar, for mig, og det der var vigtigst for mig. Uafhængig af alle andre. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at gøre alle andre tilfredse, så hvorfor overhovedet gøre et forsøg. Jeg ved, at ved at tage ansvar for mig selv, uden at forvente eller forlange, at alle andre skal bidrage til det arbejde. Så får jeg lige præcis det jeg har brug for, og mere til. Jeg får mere glæde, mere tid, mere energi og flere kræfter.

Jeg skaber selv den virkelighed jeg lever i, ved at tage fuldt ansvar for det. Og i min verden findes der ikke noget mere værdigt og ansvarsfuldt end at tage ansvar for sig selv. Det betyder at alle løftede pegefingrer om hvordan alle andre lever deres liv er fuldstændig ligegyldige, det må man virkelig selv bestemme. Det betyder, at man er klar til at se sig selv i øjnene, og begynde at luge ud i egne overbevisninger når noget ikke længere fungerer i sit liv. Du kan måske ikke ændre hele verden, men du kan med garanti ændre dig selv og tage ansvar for det du selv omgiver dig med. Du kan måske inspirere andre ved at være ærlig, autentisk og oprigtig, uden at forsøge at lave alle andre om. Det er den eneste måde du i sandhed kan ændre noget på.

 

Den bedste løsning.

Den bedste løsning var ALTID det, der var i udsigt. Det var det, der var målet, det var det der var guleroden. Derfor var der heller ikke nogen tvivl. Alt andet var slet ikke inde i billedet, det skulle løses, uanset hvad der opstod. Der var ingen plan B, for alt andet end den bedste løsning var uacceptabelt.

 

 

Det er egentlig soleklart. Når der ikke er andre muligheder, så finder man en løsning, uanset hvilke problemer man render ind i. Men ofte, så stikker vi halen mellem benene i det øjeblik det begynder at blive lidt problematisk, og siger “ikke alligevel” Vi stikker halen mellem benene, og forsøger oven i købet at overbevise os selv og andre om, at det overhovedet ikke var det vi ville, alligevel. At det slet ikke var en mulighed, eller at vi fandt ud af, at der var en meget bedre løsning et helt andet sted.

Det sidste er måske også ganske fint. I hvert fald hvis det er sandheden. Men hvis vi fortsætter med at lægge planer, og bøjer af hver eneste gang vi møder en lille smule modstand. Så kommer vi i virkeligheden slet ikke nogen vegne. Vi når aldrig til de drømme og længsler vi går og drømmer om. Vi kommer aldrig til at lykkedes med alle de fantastiske og storslåede visioner, vi går med indeni. Og følelsen af fiasko og ligegyldighed sniger sig langsomt tættere og tættere på.

Hvorfor er det vi giver op ? Fordi det ikke må gøre ondt at udrette noget stort ? Fordi vi ikke af og til må kæmpe lidt for det vi vil have, lægge lidt ekstra kræfter i, investere lidt mere tid i det og måske betale lidt blod, sved og tårer for det vi rigtig gerne vil.

Hvem ved hvad der ligger på den anden side af alle dine anstrengelser ? Du kan reelt ikke vide det, før du har forsøgt. Uanset succes eller fiasko, så er du stadig et skridt tættere på målet.

Vi er tilbøjelige til kun at kigge på alle vores succeser, kun at anerkende alt det, der ender godt. Men din fiasko burde høste lige så stor anerkendelse. Fordi du fandt modet til at prøve det af. Fordi du nu ved hvad der ikke var vejen, og dermed blev klogere på hvad der skulle til, og kunne omjustere lidt. Eller fordi du fandt ud af, det ikke var det du ville alligevel, men ikke behøver drømme resten af dit liv om at gøre det, og i stedet bruge din tid på jord på noget andet.

Jeg tænker altid på min søn, og den periode hvor han skulle lære at kravle og gå, hver gang jeg mærker at jeg må anstrenge mig lidt ekstra. Han blev ved og ved, uanset hvor mange gange han faldt. Han havde aldrig prøvet det før, og anede ikke hvad han fik ud af det. Han så bare alle andre vade rundt på deres ben, som det mest naturlige i hele verden, og tænkte, det der, det vil jeg sku også. Han fortsatte ufortrødent, indtil han kunne. Uden at give op, eller tage en lille pause, bare fordi det var lidt svært. Hvis succesraten var det antal af gange han faldt på måsen i starten, så var han sikkert aldrig kommet til at gå.

Så måske var det lige det du havde brug for at høre i dag ?

Jeg husker ikke helt.

Jeg husker ikke helt hvornår det startede. Måske var det bare en gradvis forandring, der langsomt ændrede sig. Måske var det bare et mere og mere nuanceret perspektiv, og en større forståelse, der fyldte mere og mere.

Men en ting står i hvert fald soleklart den dag i dag. Jeg er færdig med at fylde mit liv med lort og ligegyldige ting. Jeg er færdig med at lytte til gode råd jeg ikke har bedt om, der sjældent tager hensyn til mig og mine ønsker, men kun handler om alle andre. Og jeg er færdig med at bruge mit liv på andet, end alt det der fylder mig op, giver mig glæde i mit liv og som føles rigtigt for mig.

Men jeg var aldrig nået til det, hvis jeg ikke også havde mærket irritationen hver gang nogen brød uberettiget ind i mit space. Hvis jeg ikke havde været død irriteret over alle de ligegyldige ting jeg stadig hold fast i, i mit liv, uden nogen egentlig grund. Og hvis jeg ikke for alvor havde mærket tyngden, drænet og den manglende energi omkring dele af mit liv, som jeg tillod mig selv at lukke ind, selv om jeg egentlig ikke havde lyst.

Hvis ikke jeg havde mærket, på egen krop og sjæl, hvilke veje der ikke gjorde mig godt, så havde jeg aldrig fundet en bedre vej. Det var det der var min drivkraft til at bevæge mig videre af en anden, ukendt vej. Springe ud i det usikre, uden at vide helt præcis hvad, bare for at komme væk. Kun med en dybere del af mig selv som vejledning. Det var der min sande stemme lå, det var der den dybere sandhed lå, og det var der jeg fandt mig selv, og alt det jeg skulle fylde min rejse med.

Havde aldrig spekuleret over mit liv.

Jeg havde aldrig spekuleret ret meget over hvordan mit liv skulle være, før i det øjeblik det gik op for mig, at jeg sad i et jeg ikke ønskede mig.

Det var nemlig ikke helt normen at leve et liv i overensstemmelse med sin sjæl og indre stemme. Der var ingen undervisning i skolen, ingen efteruddannelse i hvordan man lærer at fylde sig selv op, og prioritere sig selv først, således at man altid havde overskud af energi og kunne give af overflod til dem man elsker.

 

 

Jeg fulgte nok bare strømmen, som alle andre, for det var sådan samfundet var skruet sammen. Og helt sikkert i den bedste mening. Vi skulle jo alle lære at klare os godt, lære at overleve og være godt rustet til alle livets udfordringer. Alle redt over samme kam.

Men i det øjeblik der spirede et helt nyt liv ind  i mit liv, og jeg oplevede en forventning om, at dette enestående og unikke individ skulle presses ind i denne overordnede model. Uden hensynstagen til alle de boblende og spirende talenter der alle lå som nye, små latente frø, klar til at bryde overfladen i det øjeblik det fik en lille smule vand, sol og et par rosende ord med på vejen. I det øjeblik gik det mere og mere op for mig, at jeg var nødt til at ændre kurs.

En ting var at sluge et par kameler selv, jeg har altid været stærk og holdt fast i mig selv langt hen af vejen. Jeg kunne godt klare et par kameler mere, og var ikke bange for andres uenigheder eller fordomme. Men ingen i hele verden skulle komme og forsøge at træde hårdt på dette lille nyspirede skud. Ingen skulle have lov til at binde det op, og styre dens vækst. Hvis det var en vild og omfangsrig vækst der var dens natur. Ingen skulle sætte nogen etiket på, og bestemme, at den skulle blomstre med røde roser, hvis den var skabt til et hav af smukke solsikker. Det var ingens job, heller ikke mit.

Det eneste jeg skulle, var at vande lidt, give plads til at solens energigivende stråler kunne skinne på den, og lade alle mine kærlige, omsorgsfulde og støttende ord vælte ud af mit stolte og moderlige hjerte.

Og jeg skulle uden skyggen af tvivl gå først, med alle mine værdier, alt det der betød mest for mig, og leve mit liv som den jeg inderst inde var. Jeg skulle finde helt tilbage til mig, og den jeg havde lyst til at være. Leve et liv i kærlighed til mig selv, uden løgne, uden selvbedrag og i fuld respekt til mig.

Uden en stærk og troværdig leder, er der ingen styrke og kraft til at lede flokken. Så det var det jeg gjorde.

Måske undrer du dig ?


Måske undrer du dig ? Alt den snak omkring bare at være mig.

Uden at jagte andres accept, forståelse eller forsøg på at passe ind i mængden. Du har sikkert hørt det før, det havde jeg også – rigtig mange gange.

Men i det øjeblik jeg forstod det 100 % og vidste, at det var alt indre arbejde værd. Værd at bryde med gamle mønstre og overbevisninger. Værd at skille sig af med alt overflødig “fyld” i mit liv. Se alt frygt, og alt det jeg ikke brød mig om, dybt ind i øjnene, og sende den reneste kærlighed og accept tilbage. At forstå det så dybt i alle celler, og leve med det, som en værdifuld del. Værd at elske og leve det ud 100% i alt, i mit liv. Ikke bare som en god og gammel visdom lagret i min hukommelse, læst i en bog. Men walk the talk. Der var kun EN mulighed, EN løsning, EN sandhed og EN måde. Jeg var bare mig – og alt hvad jeg rørte ved, alt hvad jeg gjorde, alt hvad jeg sagde, ALT stammede fra et eneste sted i mig, nemlig min sandhed. Unden splittelse, løgn eller tvivl.

Jeg oplevede ikke, at 10’øren faldt, før jeg begyndte at sætte den rigtige handling på. Jeg mærkede ikke følelsen af frihed, lettelse og forløsning i krop, sind og bevidsthed før jeg stod 100% ved mig. Hele mig. Også alt det andre syntes var forkert, alt det samfundet mente ikke passer ind i normen, og alle de gamle overbevisninger og forsvarsmekanismer jeg havde samlet sammen i det liv jeg indtil nu havde levet.

Min stemme, mine ord, tanker og alt det jeg mærkede lysten til, glæden ved, men også det der tidligere har skræmt mig lidt, og andre har ment jeg skulle pakke væk.

Jeg måtte forholde mig til ALT det jeg var, handle på ALLE de ting der var værdifulde for mig, og for alvor begynde at lytte til mig selv. For det var der jeg fandt alle svar.

Ikke mere bullshit, ikke flere løgne eller undvigelsesmanøvre, og ikke flere undskyldninger for ikke at gå i gang med alt det jeg inderst inde godt vidste jeg skulle.