Kategori: Skab glæde i dit hjem

Det meste af December.

Jeg har ryddet op, i det meste af December.

Det gør jeg egentlig ofte. For jeg tror på, at ligesom vi konstant forandrer os, og er i evig udvikling, i hvert fald hvis det er den vej vi vælger at gå. Så ændre vi også behov. Noget har vi ikke brug for længere, mens andet kommer til at følge os de næste ti år, eller mere.

Det handler ikke, for mig om. At jeg så har spildt mine penge på noget jeg ikke havde brug for, eller at jeg har haft alt for meget lort liggende. Ikke udelukkende i hvert fald. Jeg tror på, at der i første omgang har været en grund til, at det har fundet vejen ind i mit liv. Om det så er fordi jeg lige skulle begå den samme “fejl” igen, og investere i noget ligegyldigt. Eller det var for at dulme urolige følelser i mit indre, en snert af kedsomhed eller kort besøg af lidt manglende selvværd, det bruger jeg egentlig ikke så meget tid på at analysere på.

Ikke fordi det ikke kan være meget godt at sætte ord på sine indre dæmoner. Men på et tidspunkt i mit liv, er jeg ligesom kommet ud over det punkt på dagsordenen. Jeg mærker ikke længere det store behov for at sidde og analysere og retfærdiggøre. Det har helt sikkert været en stor del af rejsen for at nå der til hvor jeg befinder mig i dag. Men i dag vil jeg hellere smøge ærmerne op, og komme i gang. Jeg har efterhånden erfaret, så mange gange, at handling er, for alvor, der hvor tingene begynder at forandre sig med lynets hast. Det kan tage dagevis, ugevis, månedsvis eller måske år inden vi kommer videre, hvis vi skal sidde og filosofere over det hele. En gang imellem har jeg bare brug for, at der sker noget ASAP.

Jeg rydder op, for at skabe et clean space i mit liv og i mit hjem. Der ikke er det perfekte hjem uden rod og igangværende projekter. Det er ikke en tro kopi af de mest populære mærker og trends, det har jeg efterhånden solgt ud, til fordel for noget bedre. Men det er et hjem, hvor det primært føles skønt at være, for mig. Et space, hvor jeg føler mig kreativ inspireret, hvor jeg føler mig tryg og kan slappe af og lade op. Hvor alle mine ting bidrager med glæde og kærlighed. Og hvor jeg er omgivet af en masse ting jeg syntes er lækre, smukke, skønne og helt unikke, i mit univers.

Det er aldrig en bestemt stil, en bestemt opstilling eller et korrekt setup. Men en skøn symfoni af alt det der taler til min sjæl, og som sender mig kærlige vibrationer dagen lang.

Og jo mere jeg tillader mig selv at gå efter alt det jeg virkelig elsker, og lukker det ind i mit liv. Jo lettere bliver det at skille mig af med alt det andet. Så føles det sjældent som at give slip på noget, men at skabe plads til noget nyt.

Et nyt år er lige begyndt.

Et 2018, der ligger bag os, og et nyt år, der lige er begyndt.

Vi ser måske tilbage på alt det vi fik med os, i det gamle. Mål vi nåede, succes vi høstede af, og drømme vi endelig fik indfanget. Et år fyldt med glæde og en masse nye erfaringer, oplevelser og visdom.

Måske sidder vi også og fortryder valg vi tog, ting vi ikke fik gjort og handlet på, eller tid der kan føles som spildt, set i bakspejlet.

Men så længe vi stadig lever, har vi også fortsat mulighed for at skifte kurs, handle mere på den indre stemme der fortsat prikker til os, om nye eventyr, eller gøre det vi har aller mest lyst til. Vi har stadig livet foran os, fyldt med nye muligheder.

Mit 2018 har først og fremmest været fyldt med glæde. En glæde der opstår i det øjeblik jeg vælger alt overflødig fyld fra, i mit liv. En glæde der opstår, når jeg ikke bruger tid, energi og kræfter på alt det der i bund og grund er ligegyldigt, for mig.

For mig har 2018 handlet om at tage fuld ansvar, for mig, og det der var vigtigst for mig. Uafhængig af alle andre. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at gøre alle andre tilfredse, så hvorfor overhovedet gøre et forsøg. Jeg ved, at ved at tage ansvar for mig selv, uden at forvente eller forlange, at alle andre skal bidrage til det arbejde. Så får jeg lige præcis det jeg har brug for, og mere til. Jeg får mere glæde, mere tid, mere energi og flere kræfter.

Jeg skaber selv den virkelighed jeg lever i, ved at tage fuldt ansvar for det. Og i min verden findes der ikke noget mere værdigt og ansvarsfuldt end at tage ansvar for sig selv. Det betyder at alle løftede pegefingrer om hvordan alle andre lever deres liv er fuldstændig ligegyldige, det må man virkelig selv bestemme. Det betyder, at man er klar til at se sig selv i øjnene, og begynde at luge ud i egne overbevisninger når noget ikke længere fungerer i sit liv. Du kan måske ikke ændre hele verden, men du kan med garanti ændre dig selv og tage ansvar for det du selv omgiver dig med. Du kan måske inspirere andre ved at være ærlig, autentisk og oprigtig, uden at forsøge at lave alle andre om. Det er den eneste måde du i sandhed kan ændre noget på.

 

Den bedste løsning.

Den bedste løsning var ALTID det, der var i udsigt. Det var det, der var målet, det var det der var guleroden. Derfor var der heller ikke nogen tvivl. Alt andet var slet ikke inde i billedet, det skulle løses, uanset hvad der opstod. Der var ingen plan B, for alt andet end den bedste løsning var uacceptabelt.

 

 

Det er egentlig soleklart. Når der ikke er andre muligheder, så finder man en løsning, uanset hvilke problemer man render ind i. Men ofte, så stikker vi halen mellem benene i det øjeblik det begynder at blive lidt problematisk, og siger “ikke alligevel” Vi stikker halen mellem benene, og forsøger oven i købet at overbevise os selv og andre om, at det overhovedet ikke var det vi ville, alligevel. At det slet ikke var en mulighed, eller at vi fandt ud af, at der var en meget bedre løsning et helt andet sted.

Det sidste er måske også ganske fint. I hvert fald hvis det er sandheden. Men hvis vi fortsætter med at lægge planer, og bøjer af hver eneste gang vi møder en lille smule modstand. Så kommer vi i virkeligheden slet ikke nogen vegne. Vi når aldrig til de drømme og længsler vi går og drømmer om. Vi kommer aldrig til at lykkedes med alle de fantastiske og storslåede visioner, vi går med indeni. Og følelsen af fiasko og ligegyldighed sniger sig langsomt tættere og tættere på.

Hvorfor er det vi giver op ? Fordi det ikke må gøre ondt at udrette noget stort ? Fordi vi ikke af og til må kæmpe lidt for det vi vil have, lægge lidt ekstra kræfter i, investere lidt mere tid i det og måske betale lidt blod, sved og tårer for det vi rigtig gerne vil.

Hvem ved hvad der ligger på den anden side af alle dine anstrengelser ? Du kan reelt ikke vide det, før du har forsøgt. Uanset succes eller fiasko, så er du stadig et skridt tættere på målet.

Vi er tilbøjelige til kun at kigge på alle vores succeser, kun at anerkende alt det, der ender godt. Men din fiasko burde høste lige så stor anerkendelse. Fordi du fandt modet til at prøve det af. Fordi du nu ved hvad der ikke var vejen, og dermed blev klogere på hvad der skulle til, og kunne omjustere lidt. Eller fordi du fandt ud af, det ikke var det du ville alligevel, men ikke behøver drømme resten af dit liv om at gøre det, og i stedet bruge din tid på jord på noget andet.

Jeg tænker altid på min søn, og den periode hvor han skulle lære at kravle og gå, hver gang jeg mærker at jeg må anstrenge mig lidt ekstra. Han blev ved og ved, uanset hvor mange gange han faldt. Han havde aldrig prøvet det før, og anede ikke hvad han fik ud af det. Han så bare alle andre vade rundt på deres ben, som det mest naturlige i hele verden, og tænkte, det der, det vil jeg sku også. Han fortsatte ufortrødent, indtil han kunne. Uden at give op, eller tage en lille pause, bare fordi det var lidt svært. Hvis succesraten var det antal af gange han faldt på måsen i starten, så var han sikkert aldrig kommet til at gå.

Så måske var det lige det du havde brug for at høre i dag ?

Jeg husker ikke helt.

Jeg husker ikke helt hvornår det startede. Måske var det bare en gradvis forandring, der langsomt ændrede sig. Måske var det bare et mere og mere nuanceret perspektiv, og en større forståelse, der fyldte mere og mere.

Men en ting står i hvert fald soleklart den dag i dag. Jeg er færdig med at fylde mit liv med lort og ligegyldige ting. Jeg er færdig med at lytte til gode råd jeg ikke har bedt om, der sjældent tager hensyn til mig og mine ønsker, men kun handler om alle andre. Og jeg er færdig med at bruge mit liv på andet, end alt det der fylder mig op, giver mig glæde i mit liv og som føles rigtigt for mig.

Men jeg var aldrig nået til det, hvis jeg ikke også havde mærket irritationen hver gang nogen brød uberettiget ind i mit space. Hvis jeg ikke havde været død irriteret over alle de ligegyldige ting jeg stadig hold fast i, i mit liv, uden nogen egentlig grund. Og hvis jeg ikke for alvor havde mærket tyngden, drænet og den manglende energi omkring dele af mit liv, som jeg tillod mig selv at lukke ind, selv om jeg egentlig ikke havde lyst.

Hvis ikke jeg havde mærket, på egen krop og sjæl, hvilke veje der ikke gjorde mig godt, så havde jeg aldrig fundet en bedre vej. Det var det der var min drivkraft til at bevæge mig videre af en anden, ukendt vej. Springe ud i det usikre, uden at vide helt præcis hvad, bare for at komme væk. Kun med en dybere del af mig selv som vejledning. Det var der min sande stemme lå, det var der den dybere sandhed lå, og det var der jeg fandt mig selv, og alt det jeg skulle fylde min rejse med.

Havde aldrig spekuleret over mit liv.

Jeg havde aldrig spekuleret ret meget over hvordan mit liv skulle være, før i det øjeblik det gik op for mig, at jeg sad i et jeg ikke ønskede mig.

Det var nemlig ikke helt normen at leve et liv i overensstemmelse med sin sjæl og indre stemme. Der var ingen undervisning i skolen, ingen efteruddannelse i hvordan man lærer at fylde sig selv op, og prioritere sig selv først, således at man altid havde overskud af energi og kunne give af overflod til dem man elsker.

 

 

Jeg fulgte nok bare strømmen, som alle andre, for det var sådan samfundet var skruet sammen. Og helt sikkert i den bedste mening. Vi skulle jo alle lære at klare os godt, lære at overleve og være godt rustet til alle livets udfordringer. Alle redt over samme kam.

Men i det øjeblik der spirede et helt nyt liv ind  i mit liv, og jeg oplevede en forventning om, at dette enestående og unikke individ skulle presses ind i denne overordnede model. Uden hensynstagen til alle de boblende og spirende talenter der alle lå som nye, små latente frø, klar til at bryde overfladen i det øjeblik det fik en lille smule vand, sol og et par rosende ord med på vejen. I det øjeblik gik det mere og mere op for mig, at jeg var nødt til at ændre kurs.

En ting var at sluge et par kameler selv, jeg har altid været stærk og holdt fast i mig selv langt hen af vejen. Jeg kunne godt klare et par kameler mere, og var ikke bange for andres uenigheder eller fordomme. Men ingen i hele verden skulle komme og forsøge at træde hårdt på dette lille nyspirede skud. Ingen skulle have lov til at binde det op, og styre dens vækst. Hvis det var en vild og omfangsrig vækst der var dens natur. Ingen skulle sætte nogen etiket på, og bestemme, at den skulle blomstre med røde roser, hvis den var skabt til et hav af smukke solsikker. Det var ingens job, heller ikke mit.

Det eneste jeg skulle, var at vande lidt, give plads til at solens energigivende stråler kunne skinne på den, og lade alle mine kærlige, omsorgsfulde og støttende ord vælte ud af mit stolte og moderlige hjerte.

Og jeg skulle uden skyggen af tvivl gå først, med alle mine værdier, alt det der betød mest for mig, og leve mit liv som den jeg inderst inde var. Jeg skulle finde helt tilbage til mig, og den jeg havde lyst til at være. Leve et liv i kærlighed til mig selv, uden løgne, uden selvbedrag og i fuld respekt til mig.

Uden en stærk og troværdig leder, er der ingen styrke og kraft til at lede flokken. Så det var det jeg gjorde.

Måske undrer du dig ?


Måske undrer du dig ? Alt den snak omkring bare at være mig.

Uden at jagte andres accept, forståelse eller forsøg på at passe ind i mængden. Du har sikkert hørt det før, det havde jeg også – rigtig mange gange.

Men i det øjeblik jeg forstod det 100 % og vidste, at det var alt indre arbejde værd. Værd at bryde med gamle mønstre og overbevisninger. Værd at skille sig af med alt overflødig “fyld” i mit liv. Se alt frygt, og alt det jeg ikke brød mig om, dybt ind i øjnene, og sende den reneste kærlighed og accept tilbage. At forstå det så dybt i alle celler, og leve med det, som en værdifuld del. Værd at elske og leve det ud 100% i alt, i mit liv. Ikke bare som en god og gammel visdom lagret i min hukommelse, læst i en bog. Men walk the talk. Der var kun EN mulighed, EN løsning, EN sandhed og EN måde. Jeg var bare mig – og alt hvad jeg rørte ved, alt hvad jeg gjorde, alt hvad jeg sagde, ALT stammede fra et eneste sted i mig, nemlig min sandhed. Unden splittelse, løgn eller tvivl.

Jeg oplevede ikke, at 10’øren faldt, før jeg begyndte at sætte den rigtige handling på. Jeg mærkede ikke følelsen af frihed, lettelse og forløsning i krop, sind og bevidsthed før jeg stod 100% ved mig. Hele mig. Også alt det andre syntes var forkert, alt det samfundet mente ikke passer ind i normen, og alle de gamle overbevisninger og forsvarsmekanismer jeg havde samlet sammen i det liv jeg indtil nu havde levet.

Min stemme, mine ord, tanker og alt det jeg mærkede lysten til, glæden ved, men også det der tidligere har skræmt mig lidt, og andre har ment jeg skulle pakke væk.

Jeg måtte forholde mig til ALT det jeg var, handle på ALLE de ting der var værdifulde for mig, og for alvor begynde at lytte til mig selv. For det var der jeg fandt alle svar.

Ikke mere bullshit, ikke flere løgne eller undvigelsesmanøvre, og ikke flere undskyldninger for ikke at gå i gang med alt det jeg inderst inde godt vidste jeg skulle.

 

Er du for meget ?

Har du nogensinde fået at vide, at du var for meget ?

Blot fordi du insisterede på noget du gerne ville have på en bestemt måde, fordi du vidste det betød noget for dig.

Nogensinde blevet defineret af andre som vred eller agressiv ?

Blot fordi du stod op for dig selv og det du tror på, og satte sunde grænser for dig selv.

Blevet bedt om at stoppe eller tage dig sammen i forhold til en hvilken som helst følelse der er opstået i dig, i et givet øjeblik ?

Blot for at konstatere, at andre kun tror du må være glad og medgørlig hele tiden.

 

Jeg er ALTID for meget, når jeg går i kast med noget jeg brænder for, noget der har stor værdi for mig, eller betyder alt for mig. Hvis andre ikke kan håndtere den form for passion, dedikation og power, så har de altid valget til at forlade situationen igen. For det handler KUN om mig, og den jeg er.

Jeg bliver skide vred når andre mennesker overskrider mine grænser. Hvis de ikke kan forstå mine ord, når jeg på en pæn måde beder dem om at stoppe. Så er der som regel ingen anden vej, end at tale med MEGET STORE bogstaver, for at trænge igennem vattet i deres øre. Jeg har alt mulig ret til at bestemme, hvad jeg har lyst til at omgive mig med i mit liv. Mennesker der taler ned til mig, forsøger at fylde mig med brok og beklagelser, eller sladder om dit og dat, der ikke findes nogen som helst hold i. Det gider jeg simpelthen ikke have i mit liv. Det skaber en dårlig stemning og energi, og det eneste formål er, at nedgøre andre i forhold til at hævde sig selv. Jeg ser absolut intet formål i det. Der oftest handler om vedkommendes egen manglende evne til at tage ansvar for sig selv. Jeg hjælper gerne hvis man oprigtig og ærlig kommer med et problem man er klar til at tage ansvar for. Men forsøge at lægge det over på andre, det bliver ikke hos mig.

Mine følelser er mine egne, og jeg forsøger ikke at bremse dem, manipulere dem eller lade som om de ikke eksisterer. Jeg kan sagtens håndtere dem. Jeg ved, at de er der for at vise mig flere nuancer af livet. En sorg eller tårer er også en reminder, om alt det jeg elsker højt og inderligt i mit liv. Jeg går ikke i stykker fordi jeg oplever en smule modgang eller smerte, det er det der gør mig stærkere, og giver mig endnu mere lyst til at “kæmpe” for alt det jeg har kært. Jeg er ikke interesseret i andres hjælp til at fikse mig og rage i mine følelser, helt uden de har modtaget en invitation. For jeg er ikke fået i stykker, men er helt som jeg er beregnet til at være.

 

Jeg har ofte undret mig.

Jeg har ofte undret mig. Hvad er det der gør, at vi ofte lytter til andres gode råd om, hvordan vi bør være, hvordan vi bør se ud og hvad vi skal tænke, mene og gøre. Men samtidig giver mere og mere slip på os selv ?

Hvordan skal andre kunne vide, hvad der er det rette for os ? Og hvem har defineret hvad der rigtigt eller forkert, godt eller skidt eller “normalt” i denne verden.

Hvorfor lade andre bestemme over dig, og samtidig miste mere og mere af dig selv ?

Hvorfor have skabt en hel menneskehed med forskellighed, hvis det var meningen vi alle skulle være ens ?

Jeg tror på, at vi alle, hver især, rummer en hel unik og kraftfuld evne til at bidrage til dennne verden, med hvert vores eget. Hvilket aldrig kommer til at ske, hvis vi alle fortsætter med at tro på, at det vi har med til denne verden, ikke er godt nok. Hvis vi smider alt det vi har med væk, gemmer det af vejen i skam, og tilstræber alt mulig andet i vores liv. Alt det der måske ligger endnu længere væk fra vores sande jeg. Således at vi må knokle og kæmpe resten af livet, for at opnå glæden ved at få noget til at lykkedes.

Samtidig med, at vi langsomt mister forbindelsen til os selv. Alt det, vi engang troede på. Alt det vi engang ville gå gennem ild og vand for, fordi det betød alt for os. De værdier vi kunne mærke berørte os så dybt i hjerte og sjæl, at ingen kunne få os til at slippe taget eller miste fodfæstet. Alt det der var dig, uden at du behøvede andet end din egen tro, opbakning, visdom og kærlighed.

Du kan ikke fjerne den del af dig, for det ER dig. Men du kan vælge at fjerne kontakten til den, og leve videre som en tom version af dig, men påtaget facade og personlighed.

Det er i sandhed ikke et særlig kærligt og omsorgsfuldt forhold til dig selv.

Jeg valgte at stå at.

Jeg valgte at stå af bussen, for at fortsætte videre i livet, i mit eget tempo. Jeg kunne enten sidde eller stå, men jeg ville hellere løbe lidt, danse lidt og bare have mulighed for at gøre lige hvad der føltes rigtigt for mig, i hvert et givet øjeblik. Jeg måtte vælge fra, men jeg ved, at alt det jeg har brug for i mit liv, nok skal finde mig igen. Der er intet i denne verden jeg har mere brug for, end mig selv. En ærlig, autentisk  og fri version af mig.

En version, der ikke er kopieret ud fra alle andres ønsker og forventninger. En version, hvor alt visdom og alle drømme kommer fra en stærk og uudtømmelig, indre kilde. Der, hvor det kun er mig der eksisterer. Som ren styrke og råkraft, der træder ud som den reneste version af mig. Ingen forurening, ingen støj og larm, ingen kopier, facader eller masker. Jeg har ikke brug for andres mening eller accept, for at være mig. Men jeg har brug for mig – i den mest ærlige, autentiske og frie version. Jeg har først og fremmest brug for at være ærlig, overfor mig. Være autentisk, sammen med mig. Være og føle mig fri, som mig.

Det handler ikke om andres måde at leve deres liv på. Hvordan de bor, går klædt, deres holdninger og meninger og hvordan de opdrager deres børn. For jeg behøver ikke være enig. Jeg er altid enig med mig selv.

For det er først i det øjeblik jeg begynder at sammenligne, være noget jeg ikke er, eller tilstræbe mig noget jeg dybest set ikke ønsker, der opstår konflikter. Følelsen af, ikke at være god nok, dygtig nok eller rigtig nok. For jeg vil altid være god nok, som mig. Det er det jeg er beregnet til.

Mine egne regler.

Jeg har altid søgt mine egne regler og egne måder at gøre tingene på. Alt andet, har simpelthen aldrig rigtig givet mening for mig.

Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor nogle holder stædig fast i noget der på ingen måde gavner dem, blot for at følge strømmen og insistere på at leve efter samfundsskabte normer.

Alt forandrer sig, også os som mennesker – og ikke at udvikle sig i henhold til det man ønsker sig, samtidig med at man tager hensyn til sig selv som selvstændigt individ – den eneste der i bund og grund kender dig og dine behov helt – det virker på mig, som eneste mulighed.

I hvert fald hvis man ønsker at leve et liv der giver mening. Ikke et overfladisk liv, der blot ser fedt ud på overfladen. Men et liv der kan mærkes dybt, som det liv du er beregnet til at leve. Et liv der føles let og frit, fordi du ikke skal ignorere og tilsidesætte dig selv, for at leve op til normen. Men et liv der fylder dig op indefra, og som du har modelleret og skabt i overensstemmelse med din sjæl.

Jeg er ligeglad med hvad alle andre mener, dybest set. Jeg respekterer alle andres valg om, hvordan de ønsker at leve deres liv, og gider ikke bruge unødvendig energi på diskutere det. Det er deres liv, og selv om jeg ikke altid er enig, eller syntes de har potentiale til at skabe et federe liv. Så har jeg fuld respekt og empati overfor andre mennesker, og derfor behøver jeg ikke at forsøge at styre eller blande mig i deres liv, med mindre jeg bliver bedt om det.

Der sker meget ofte det, når man gør tingene lidt anderledes end andre, eller insistere på retten til at vælge til og fra 100% selvstændigt. At andre bliver provokerede, de bliver forargede og tror fejlagtigt, at de skal forsøge at fikse en eller fortælle en, hvad man SKAL gøre. Det er lidt som om, at vi alle helst skal passe ned i den samfundsskabte normkasse, eller i hvert fald ned i det ene menneskes oplevelse og forståelse af den. Men vi er alle forskellige og unikke individer, så at forsøge at få alle klodser til at gå igennem det trekantede hul – som da vi sad med vores små babyer, og de skulle lære at matche klodser i forskellige former til matchende huller… Det ved vi alle er en umulig opgave. Men den kære, lille baby lærte lynhurtigt, at kun klodser der matcher hullet kan puttes igennem, så hvorfor fortsætte som voksen, med at få alle omkring sig til at passe ned i deres form, så de kan proppe dem ned gennem hullet og få dem under kontrol, nede i deres kasse.

Det virker fuldstændig formålsløst, hvis du spørger mig. Hvorfor vil nogen forsøge at tøjle andre ned i en kasse ? Og hvorfor overhovedet sætte sig selv fast som en bestemt “kasse” Det giver udelukkende et fastlåst og ufleksibelt liv. Det lukker af for nye muligheder, fordi alting forsøges kontrolleret og helst forudbestemt og “sikret”, så intet kan gå galt og alt er som det plejer.

Men INTET er som det plejer – hver dag er en ny dag, med nye muligheder. INTET er sikret – alt kan ske, og du kan enten miste alt eller få alt det du drømmer om, på et splitsekund. Du kan IKKE manipulere, kontrollere eller forme andre til at give dig det liv du i virkeligheden drømmer om. Dit liv er ikke styret af andres måde at leve på, deres meninger om dig og andet, om hvordan de elsker dig, forstår dig eller behandler dig. Det eneste der styrer dig, er DIG !! Hvordan du vælger at leve dit liv, hvilke handlinger du vælger at skabe dit liv ud fra, og hvor du vælger at lægge alt din energi.

Hvorfor gå i konflikt med andre om hvad de mener om dig, det er dybest set fuldstændig ligegyldigt, så længe du er stærk nok til at tro på dig selv og det der banker dybt i dig. Andres negativitet kan du ikke bruge til en skid, lad dem bare beholde det for sig selv. Hvis de vælger at være negative, er det deres valg, og har intet at gøre mig dig, og bestemt ikke ensbetydende med at du behøver synke ned på deres niveau. Du har andre muligheder. Så lad livets smukke muligheder åbne sig for dig, og lad dem der ikke forstår det, være.