Kategori: Skab glæde i dit hjem

Havde aldrig spekuleret over mit liv.

Jeg havde aldrig spekuleret ret meget over hvordan mit liv skulle være, før i det øjeblik det gik op for mig, at jeg sad i et jeg ikke ønskede mig.

Det var nemlig ikke helt normen at leve et liv i overensstemmelse med sin sjæl og indre stemme. Der var ingen undervisning i skolen, ingen efteruddannelse i hvordan man lærer at fylde sig selv op, og prioritere sig selv først, således at man altid havde overskud af energi og kunne give af overflod til dem man elsker.

 

 

Jeg fulgte nok bare strømmen, som alle andre, for det var sådan samfundet var skruet sammen. Og helt sikkert i den bedste mening. Vi skulle jo alle lære at klare os godt, lære at overleve og være godt rustet til alle livets udfordringer. Alle redt over samme kam.

Men i det øjeblik der spirede et helt nyt liv ind  i mit liv, og jeg oplevede en forventning om, at dette enestående og unikke individ skulle presses ind i denne overordnede model. Uden hensynstagen til alle de boblende og spirende talenter der alle lå som nye, små latente frø, klar til at bryde overfladen i det øjeblik det fik en lille smule vand, sol og et par rosende ord med på vejen. I det øjeblik gik det mere og mere op for mig, at jeg var nødt til at ændre kurs.

En ting var at sluge et par kameler selv, jeg har altid været stærk og holdt fast i mig selv langt hen af vejen. Jeg kunne godt klare et par kameler mere, og var ikke bange for andres uenigheder eller fordomme. Men ingen i hele verden skulle komme og forsøge at træde hårdt på dette lille nyspirede skud. Ingen skulle have lov til at binde det op, og styre dens vækst. Hvis det var en vild og omfangsrig vækst der var dens natur. Ingen skulle sætte nogen etiket på, og bestemme, at den skulle blomstre med røde roser, hvis den var skabt til et hav af smukke solsikker. Det var ingens job, heller ikke mit.

Det eneste jeg skulle, var at vande lidt, give plads til at solens energigivende stråler kunne skinne på den, og lade alle mine kærlige, omsorgsfulde og støttende ord vælte ud af mit stolte og moderlige hjerte.

Og jeg skulle uden skyggen af tvivl gå først, med alle mine værdier, alt det der betød mest for mig, og leve mit liv som den jeg inderst inde var. Jeg skulle finde helt tilbage til mig, og den jeg havde lyst til at være. Leve et liv i kærlighed til mig selv, uden løgne, uden selvbedrag og i fuld respekt til mig.

Uden en stærk og troværdig leder, er der ingen styrke og kraft til at lede flokken. Så det var det jeg gjorde.

Måske undrer du dig ?


Måske undrer du dig ? Alt den snak omkring bare at være mig.

Uden at jagte andres accept, forståelse eller forsøg på at passe ind i mængden. Du har sikkert hørt det før, det havde jeg også – rigtig mange gange.

Men i det øjeblik jeg forstod det 100 % og vidste, at det var alt indre arbejde værd. Værd at bryde med gamle mønstre og overbevisninger. Værd at skille sig af med alt overflødig “fyld” i mit liv. Se alt frygt, og alt det jeg ikke brød mig om, dybt ind i øjnene, og sende den reneste kærlighed og accept tilbage. At forstå det så dybt i alle celler, og leve med det, som en værdifuld del. Værd at elske og leve det ud 100% i alt, i mit liv. Ikke bare som en god og gammel visdom lagret i min hukommelse, læst i en bog. Men walk the talk. Der var kun EN mulighed, EN løsning, EN sandhed og EN måde. Jeg var bare mig – og alt hvad jeg rørte ved, alt hvad jeg gjorde, alt hvad jeg sagde, ALT stammede fra et eneste sted i mig, nemlig min sandhed. Unden splittelse, løgn eller tvivl.

Jeg oplevede ikke, at 10’øren faldt, før jeg begyndte at sætte den rigtige handling på. Jeg mærkede ikke følelsen af frihed, lettelse og forløsning i krop, sind og bevidsthed før jeg stod 100% ved mig. Hele mig. Også alt det andre syntes var forkert, alt det samfundet mente ikke passer ind i normen, og alle de gamle overbevisninger og forsvarsmekanismer jeg havde samlet sammen i det liv jeg indtil nu havde levet.

Min stemme, mine ord, tanker og alt det jeg mærkede lysten til, glæden ved, men også det der tidligere har skræmt mig lidt, og andre har ment jeg skulle pakke væk.

Jeg måtte forholde mig til ALT det jeg var, handle på ALLE de ting der var værdifulde for mig, og for alvor begynde at lytte til mig selv. For det var der jeg fandt alle svar.

Ikke mere bullshit, ikke flere løgne eller undvigelsesmanøvre, og ikke flere undskyldninger for ikke at gå i gang med alt det jeg inderst inde godt vidste jeg skulle.

 

Er du for meget ?

Har du nogensinde fået at vide, at du var for meget ?

Blot fordi du insisterede på noget du gerne ville have på en bestemt måde, fordi du vidste det betød noget for dig.

Nogensinde blevet defineret af andre som vred eller agressiv ?

Blot fordi du stod op for dig selv og det du tror på, og satte sunde grænser for dig selv.

Blevet bedt om at stoppe eller tage dig sammen i forhold til en hvilken som helst følelse der er opstået i dig, i et givet øjeblik ?

Blot for at konstatere, at andre kun tror du må være glad og medgørlig hele tiden.

 

Jeg er ALTID for meget, når jeg går i kast med noget jeg brænder for, noget der har stor værdi for mig, eller betyder alt for mig. Hvis andre ikke kan håndtere den form for passion, dedikation og power, så har de altid valget til at forlade situationen igen. For det handler KUN om mig, og den jeg er.

Jeg bliver skide vred når andre mennesker overskrider mine grænser. Hvis de ikke kan forstå mine ord, når jeg på en pæn måde beder dem om at stoppe. Så er der som regel ingen anden vej, end at tale med MEGET STORE bogstaver, for at trænge igennem vattet i deres øre. Jeg har alt mulig ret til at bestemme, hvad jeg har lyst til at omgive mig med i mit liv. Mennesker der taler ned til mig, forsøger at fylde mig med brok og beklagelser, eller sladder om dit og dat, der ikke findes nogen som helst hold i. Det gider jeg simpelthen ikke have i mit liv. Det skaber en dårlig stemning og energi, og det eneste formål er, at nedgøre andre i forhold til at hævde sig selv. Jeg ser absolut intet formål i det. Der oftest handler om vedkommendes egen manglende evne til at tage ansvar for sig selv. Jeg hjælper gerne hvis man oprigtig og ærlig kommer med et problem man er klar til at tage ansvar for. Men forsøge at lægge det over på andre, det bliver ikke hos mig.

Mine følelser er mine egne, og jeg forsøger ikke at bremse dem, manipulere dem eller lade som om de ikke eksisterer. Jeg kan sagtens håndtere dem. Jeg ved, at de er der for at vise mig flere nuancer af livet. En sorg eller tårer er også en reminder, om alt det jeg elsker højt og inderligt i mit liv. Jeg går ikke i stykker fordi jeg oplever en smule modgang eller smerte, det er det der gør mig stærkere, og giver mig endnu mere lyst til at “kæmpe” for alt det jeg har kært. Jeg er ikke interesseret i andres hjælp til at fikse mig og rage i mine følelser, helt uden de har modtaget en invitation. For jeg er ikke fået i stykker, men er helt som jeg er beregnet til at være.

 

Jeg har ofte undret mig.

Jeg har ofte undret mig. Hvad er det der gør, at vi ofte lytter til andres gode råd om, hvordan vi bør være, hvordan vi bør se ud og hvad vi skal tænke, mene og gøre. Men samtidig giver mere og mere slip på os selv ?

Hvordan skal andre kunne vide, hvad der er det rette for os ? Og hvem har defineret hvad der rigtigt eller forkert, godt eller skidt eller “normalt” i denne verden.

Hvorfor lade andre bestemme over dig, og samtidig miste mere og mere af dig selv ?

Hvorfor have skabt en hel menneskehed med forskellighed, hvis det var meningen vi alle skulle være ens ?

Jeg tror på, at vi alle, hver især, rummer en hel unik og kraftfuld evne til at bidrage til dennne verden, med hvert vores eget. Hvilket aldrig kommer til at ske, hvis vi alle fortsætter med at tro på, at det vi har med til denne verden, ikke er godt nok. Hvis vi smider alt det vi har med væk, gemmer det af vejen i skam, og tilstræber alt mulig andet i vores liv. Alt det der måske ligger endnu længere væk fra vores sande jeg. Således at vi må knokle og kæmpe resten af livet, for at opnå glæden ved at få noget til at lykkedes.

Samtidig med, at vi langsomt mister forbindelsen til os selv. Alt det, vi engang troede på. Alt det vi engang ville gå gennem ild og vand for, fordi det betød alt for os. De værdier vi kunne mærke berørte os så dybt i hjerte og sjæl, at ingen kunne få os til at slippe taget eller miste fodfæstet. Alt det der var dig, uden at du behøvede andet end din egen tro, opbakning, visdom og kærlighed.

Du kan ikke fjerne den del af dig, for det ER dig. Men du kan vælge at fjerne kontakten til den, og leve videre som en tom version af dig, men påtaget facade og personlighed.

Det er i sandhed ikke et særlig kærligt og omsorgsfuldt forhold til dig selv.

Jeg valgte at stå at.

Jeg valgte at stå af bussen, for at fortsætte videre i livet, i mit eget tempo. Jeg kunne enten sidde eller stå, men jeg ville hellere løbe lidt, danse lidt og bare have mulighed for at gøre lige hvad der føltes rigtigt for mig, i hvert et givet øjeblik. Jeg måtte vælge fra, men jeg ved, at alt det jeg har brug for i mit liv, nok skal finde mig igen. Der er intet i denne verden jeg har mere brug for, end mig selv. En ærlig, autentisk  og fri version af mig.

En version, der ikke er kopieret ud fra alle andres ønsker og forventninger. En version, hvor alt visdom og alle drømme kommer fra en stærk og uudtømmelig, indre kilde. Der, hvor det kun er mig der eksisterer. Som ren styrke og råkraft, der træder ud som den reneste version af mig. Ingen forurening, ingen støj og larm, ingen kopier, facader eller masker. Jeg har ikke brug for andres mening eller accept, for at være mig. Men jeg har brug for mig – i den mest ærlige, autentiske og frie version. Jeg har først og fremmest brug for at være ærlig, overfor mig. Være autentisk, sammen med mig. Være og føle mig fri, som mig.

Det handler ikke om andres måde at leve deres liv på. Hvordan de bor, går klædt, deres holdninger og meninger og hvordan de opdrager deres børn. For jeg behøver ikke være enig. Jeg er altid enig med mig selv.

For det er først i det øjeblik jeg begynder at sammenligne, være noget jeg ikke er, eller tilstræbe mig noget jeg dybest set ikke ønsker, der opstår konflikter. Følelsen af, ikke at være god nok, dygtig nok eller rigtig nok. For jeg vil altid være god nok, som mig. Det er det jeg er beregnet til.

Mine egne regler.

Jeg har altid søgt mine egne regler og egne måder at gøre tingene på. Alt andet, har simpelthen aldrig rigtig givet mening for mig.

Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor nogle holder stædig fast i noget der på ingen måde gavner dem, blot for at følge strømmen og insistere på at leve efter samfundsskabte normer.

Alt forandrer sig, også os som mennesker – og ikke at udvikle sig i henhold til det man ønsker sig, samtidig med at man tager hensyn til sig selv som selvstændigt individ – den eneste der i bund og grund kender dig og dine behov helt – det virker på mig, som eneste mulighed.

I hvert fald hvis man ønsker at leve et liv der giver mening. Ikke et overfladisk liv, der blot ser fedt ud på overfladen. Men et liv der kan mærkes dybt, som det liv du er beregnet til at leve. Et liv der føles let og frit, fordi du ikke skal ignorere og tilsidesætte dig selv, for at leve op til normen. Men et liv der fylder dig op indefra, og som du har modelleret og skabt i overensstemmelse med din sjæl.

Jeg er ligeglad med hvad alle andre mener, dybest set. Jeg respekterer alle andres valg om, hvordan de ønsker at leve deres liv, og gider ikke bruge unødvendig energi på diskutere det. Det er deres liv, og selv om jeg ikke altid er enig, eller syntes de har potentiale til at skabe et federe liv. Så har jeg fuld respekt og empati overfor andre mennesker, og derfor behøver jeg ikke at forsøge at styre eller blande mig i deres liv, med mindre jeg bliver bedt om det.

Der sker meget ofte det, når man gør tingene lidt anderledes end andre, eller insistere på retten til at vælge til og fra 100% selvstændigt. At andre bliver provokerede, de bliver forargede og tror fejlagtigt, at de skal forsøge at fikse en eller fortælle en, hvad man SKAL gøre. Det er lidt som om, at vi alle helst skal passe ned i den samfundsskabte normkasse, eller i hvert fald ned i det ene menneskes oplevelse og forståelse af den. Men vi er alle forskellige og unikke individer, så at forsøge at få alle klodser til at gå igennem det trekantede hul – som da vi sad med vores små babyer, og de skulle lære at matche klodser i forskellige former til matchende huller… Det ved vi alle er en umulig opgave. Men den kære, lille baby lærte lynhurtigt, at kun klodser der matcher hullet kan puttes igennem, så hvorfor fortsætte som voksen, med at få alle omkring sig til at passe ned i deres form, så de kan proppe dem ned gennem hullet og få dem under kontrol, nede i deres kasse.

Det virker fuldstændig formålsløst, hvis du spørger mig. Hvorfor vil nogen forsøge at tøjle andre ned i en kasse ? Og hvorfor overhovedet sætte sig selv fast som en bestemt “kasse” Det giver udelukkende et fastlåst og ufleksibelt liv. Det lukker af for nye muligheder, fordi alting forsøges kontrolleret og helst forudbestemt og “sikret”, så intet kan gå galt og alt er som det plejer.

Men INTET er som det plejer – hver dag er en ny dag, med nye muligheder. INTET er sikret – alt kan ske, og du kan enten miste alt eller få alt det du drømmer om, på et splitsekund. Du kan IKKE manipulere, kontrollere eller forme andre til at give dig det liv du i virkeligheden drømmer om. Dit liv er ikke styret af andres måde at leve på, deres meninger om dig og andet, om hvordan de elsker dig, forstår dig eller behandler dig. Det eneste der styrer dig, er DIG !! Hvordan du vælger at leve dit liv, hvilke handlinger du vælger at skabe dit liv ud fra, og hvor du vælger at lægge alt din energi.

Hvorfor gå i konflikt med andre om hvad de mener om dig, det er dybest set fuldstændig ligegyldigt, så længe du er stærk nok til at tro på dig selv og det der banker dybt i dig. Andres negativitet kan du ikke bruge til en skid, lad dem bare beholde det for sig selv. Hvis de vælger at være negative, er det deres valg, og har intet at gøre mig dig, og bestemt ikke ensbetydende med at du behøver synke ned på deres niveau. Du har andre muligheder. Så lad livets smukke muligheder åbne sig for dig, og lad dem der ikke forstår det, være.

Jeg vælger friheden.

Jeg vælger friheden i mit liv. Friheden til at være mig, og gøre alt det jeg har lyst til – alt det der føles rigtigt for mig. Jeg har ikke behov for alle andres selvskrevne regler, for at jeg kan leve mit liv. Alle har retten til at vælge frit – ligesom mig.

Jeg vælger, ikke at tro blindt på løftede pegefingre, og alle andres erfaringer, overbevisninger og begrænsninger. Det eneste jeg har brug for, er mit eget bevis. Mig – mit liv, og hvordan jeg har det.

 

Jeg får det ikke nødvendigvis godt, bare fordi jeg spiller alle andres “game of life”. Lidt som at spille Russisk Roulette, og håbe på det bedste udfald. No way – Ikke når det er mit liv jeg spiller om.

Jeg insisterer på at tage ansvar – mit ansvar. For det er da trods alt mit liv. Hvorfor overlade det til tilfældigheder, andres omstændigheder eller erfaringer. Jeg kan sagtens tage ansvar for mig selv, uden at give alle andre skylden for mit liv, give samfundet, systemet eller mine tidligere oplevelser skylden.

Jeg er her stadig – og hver dag er en ny mulighed for at føle mig fri. Fri til at leve det liv jeg drømmer om. Der er intet der forhindrer mig i det – med mindre jeg selv vælger at tro på det.

Jeg følte mig forkert.

Jeg følte mig forkert hver gang andre ikke forstod mig. Hver gang jeg mødte modstand, følte mig hånet eller latterliggjort på grund af mine meninger, mine valg eller den indre stemme der konstant fulgte mig. Jeg forsøgte ind imellem at mødes lidt, gå lidt på kompromis eller lade som ingenting. Men den indre stemme, mine meninger og lysten til bestemte valg uanset andres mening og hån, den fortsatte for fuld rabalder.

 

Jeg kunne have fortsat sådan i det uendelige, eller i hvert fald indtil min tid her på jorden var slut. Formentlig blot for at vende tilbage med samme udfordringer en gang til.

Men jeg indså, at alle andre aldrig ville blive tilfredse, uanset hvad jeg gjorde, mente og hørte i mit indre. Der ville altid være folk der gik op i at være Rasmus Modsat, folk der elskede konflikter, intriger og gad spilde sin energi på negativitet og brok. Folk der stadig levede i en forældet version af verden, der troede på at alt skulle være som det plejede. At man ikke var intellligent nok til at tænke selv, eller kreativ nok til at være nytænkende og nyskabende.

Men jeg skulle så absolut ikke spille på det hold. Jeg forstod pludselig hvorfor der var opstået konflikter, hvorfor jeg blev mødt med uforstående meninger og holdninger, og hvorfor de indre stemmer blev ved. Det var mit WAKE – UP CALL !!! Det var for at minde mig om at jeg ikke skulle denne, samme vej. Det blev ufortrødent ved og ved med at komme til mig, indtil jeg fattede pointen.

Jeg kunne have gået rundet og bitchet resten af mit liv, over alle de åndsvage mennesker der blev ved med at blande sig i mit liv. Eller, jeg kunne: MOVE THE FUCK AWAY… Jeg kunne gå videre, lade være med at lytte til alt det jeg alligevel ikke kunne bruge til noget. Give andre lov til at være uenige, brokke sig eller have en påtrængende holdning om mig og mit liv. Så længe jeg ikke behøvede at høre på det.

Jeg kunne bare gå, sige nej tak og istedet bruge min tid på alt det som jeg syntes er det fedeste.

Lidt af en særling.

Jeg har ofte følt mig som lidt af en særling. Der var ikke så mange der forstod mine budskaber, ikke så mange der kunne relatere til min måde at være på, tænke på og handle på. De troede måske vi alle skulle være ens. Men i dag tænker jeg også, so watt…

I dag er jeg ligeglad.

Jeg er nemlig også en person fyldt med styrke og power, der ikke lader mig slå ud af andres mening. Jeg vil til hver en tid stå op for mig selv, og stå ved den jeg er. Hvis andre ikke forstår det, og hellere vil lægge låg på sig selv for at passe ind i mængden, so watt. Det er fuldstændig op til dem. Jeg vil gerne fremstå som et åbent og ærligt menneske. Der har ret til at være den jeg nu er, ligesom jeg heller ikke render rundt og dømmer alle andre for at være dem de er. Det er spild af god energi.

Jeg er et meget passioneret og dybt engageret person, der går efter mine egne drømme. Jeg vælger det jeg tror på, det jeg mærker som en knitrende flamme i mit indre. Det der giver mening for mig, og som giver solid brænde på bålet hver gang jeg forfølger det, engagerer mig, fordyber mig. En ild der bare forøges hver gang jeg forfølger det der er rigtigt for mig, og som fylder mig op med glæde, kraft og energi.

Jeg går efter mine egne ideer, mine interesser, der hvor jeg føler energien forøges og jeg får noget med mig “hjem” Jeg gider ikke kopiere, for at tro alting bliver bedre så. Det eneste der er rigtigt for mig, er alt det der udspringer fra mit indre, fra min sjæl. Alt min kreativitet og det arbejde jeg laver, udspringer fra min indre kilde. Med et mix af erfaringer, visdom, interesse og intuition. Det jeg skaber er unikt, fordi den eneste der bidrager er mig. Jeg forsøger aldrig at kopiere eller skabe et bestemt resultat, men lader sjælen lede mig på vej.

Jeg gider ikke lade mig bremse fordi andre ikke kan følge med, ikke forstår ren styrke og kraft, og et passioneret menneske, der går efter det jeg tror på, og som giver mening for mig. Jeg tror ikke på lykke og glæde ud fra en 2.sorterings kopi, og ud fra mentaliteten om at holde folk nede pga fryg eller fordomme.

Jeg tror på, at vi alle er noget særligt. Vi er alle kommet til denne verden, med hver vores gaver, og i stedet for at forsøge at tæmme os selv, og fortælle os selv, at vi bør være på en bestemt måde for at passe ind. Er det så ikke på tide at sætte os selv fri ? Fri for det fængsel vi har sat os selv i, fordi vi tror det er det nemmeste. Tro mig, der er intet der er nemmere, end at du lader dig selv være dig. Det er frihed.

 

 

Klar til forår.

Rigtig længe har jeg gået og luret ud af vinduet. Kigget ned i min have, og ventet på, at den var klar. Klar til forår, og klar til at gå i gang.

Sandheden er, at jeg sjældent venter til forår. For mange år siden, da jeg i sin tid flyttede ind hos min nu eksmand. Stod jeg og plantede blåregn og gravede kedelige buske op i hans have, en solberiget januardag. Mens han og en kammerat sad og lo lidt af mig fra terrassen, med en kølig øl i hånden. Jeg skulle jo have de smukke planter fra min tidligere have med, så hvorfor vente, når jeg sagtens kunne gøre det med det samme.

I dag breder den smukke blåregn sig hen over hele terrassen, og jeg har naturligvis købt mig nogle nye, der med tiden bliver lige så store og smukke.

Men jeg har selvfølgelig også allerede været i gang her hjemme. Jeg har gået utallige ture i haven, og allerede planlagt hvilke ting jeg skal i gang med så snart jorden bliver tør igen. Jeg har fjernet sidste års aftjente planter fra mine krukker, og fyldt dem med små stedmoder i smukke farver. Revet blade væk i indkørslen og så småt begyndt at fjerne sidste års ukrudtsplanter og diverse løgplanter der er dukket op fra den tidligere have, og efter opgravning af de tidligere buske og planter står hulter til bulter.

For hvis det ikke er som jeg gerne vil have det, så laver jeg det om. Derfor ryddede vi også hele forhaven sidste år, hvorefter jeg plantede det hele til igen, efter det jeg kunne tænke mig.

For mig er det ligesom mit hjem, mit tøj, mine ting og alt det jeg siger og gør. Det skal matche med mig og den jeg er. Det er som det unikke fingeraftryk der er plantet på hver en finger jeg har på mine hænder. Hvis det ikke passer til mig, så er det ikke mit, og derfor føles det heller ikke rigtigt for mig at have det.

Jeg er for længst holdt op med at kopiere eller kigge rundt i mine omgivelser, magasiner eller andet for at hente inspiration. For jeg ved at min egen intuition, kreativitet og opfindsomhed rummer meget mere end alverdens inspiration kan give mig.

Der findes der ingen begrænsninger, der er alt muligt, og kildel til noget nyt og spændende er uudtømmelig. For ikke at nævne tilfredheden ved at skabe noget helt unikt og autentisk, blot ved hjælp at mine egne to hænder og en utrættelig mængde inspiration. Det er i sandhed det jeg har gået og ventet på.