Hvad er det “perfekte” hjem ? Et hjem der ser  flot ud, med det “korrekte” interiør. Dyre møbler der signalerer økonomisk overflod og derfor er lig med et præstigefyldt job, hvor du tjener kassen, og signalerer at du er en med succes og værdi. De “rigtige” biler i garagen, den “korrekte” adresse/postnummer. Børnene i de rigtige mærker, veldresserede til at opføre sig ordentlige, med de rigtige ambitioner for deres eget liv, de vellidte venner og den bedste uddannelse/skole. En partner, der i andres øjne gør de rigtige ting, siger det rigtige og har sunde og fornuftige interesser. Er det det du har bygget dit liv op på ? Det du har præsteret, udrettet og stolt kan vise frem ? Det er i hvert fald det, en stor del af samfundet stiler efter, drømmer om, og ønsker sig at opnå. For det må da rigtig gerne se flot ud, og det gør det formentlig også.

Hvis du allerede føler du sidder der, så kan du formentlig også huske hvad det var for en skøn drøm du sad med inden, og hvor meget du har gjort for at komme der til. Jeg er faktisk meget mere interesseret i at vide, hvordan det så føles, at sidde der nu. Er du lykkelig nu, og føler du dig mere lykkelig end du gjorde før ? For det kan sku være svært at sidde der og drømme om alle de “perfekte” ting, der formentlig ville gøre dit liv betydelig bedre, og vide om det var det rette, når man aldrig har prøvet det før. Udadtil ser det sku ret fedt ud, når du ser på alle dem der allerede sidder der. Men som alt det her, der i bund og grund, i hvert fald i min optik, er ren og skær facade. Så er det ikke alt der skinner smukt, der er guld. For er det i virkeligheden også det, for dem ? Vores samfund er i den grad bygget op omkring facader, og at alt helst skal se godt ud, udadtil. Fordi vi bliver målt og vejet ift. vores evner til at klare os her i livet. Altså vores evne til at være succesfulde, tjene masser af penge og have styr på det hele. Samtidig,  så er der blevet kigget godt og grundigt skævt til alt det  der ikke var anset af samfundet. For man burde jo være den pæne pige, hende der gjorde alt for alle andre. Hende, der altid talte pænt. Hende, forældrene kunne være stolte af, og som var i stand til at have styr på det hele.

Ja, men hvem fanden ønsker sig ikke at være det ? Det er jo det man får ros for, og som alle andre beundre. Hvis jeg havde magiske evner, så ville mit ønske sku også være, at mine forældres tanke om mig var en følelse af stolthed, ligesom jeg ønsker, at det er det min søn skal tænke tilbage på. Men hvis ikke der ligger bare en lille smule tilfredsstillelse dybt inde i dig, for netop at være det. Hvordan skulle det så nogen sinde komme til at give mening. Hvis det i bund og grund ikke er dig og den du er, hvordan skulle det så nogensinde komme til at blive et meningsfyldt liv for dig ?

Hvem har ikke lyst til at være fri til at gøre det man har lyst til. Fri til at sige sin ærlige mening. Udleve alle sine inderste drømme og længsler. Det er ikke alle der har behov for at skabe en helt revolution. Men at få lov til at være den man er. Burde det ikke være en menneskeret i denne verden ? Hvorfor er det vi alle helst skal passe ned i en såkaldt kasse. Sådan en, der gør det nemmere for alle andre, fordi man ikke behøver at tage stilling til noget, have en anden mening, eller stille spørgsmålstegn til sin egen eksistens ? Men hvor fanden er dynamikken, passionen, drivkraften, entusiasmen i det ? For helt ærligt, hvis alt bare var jævnt “pænt og rent” uden modpoler, temperamentet, udfordringen og kampen. Hvor skulle den dybe passion så komme fra ? Hvor skulle saften og kraften komme fra ? Der hvor vores lyster vækkes, der hvor vreden og glæden findes og der hvor vi virkelig mærker livet, på godt og ondt, hvor skulle det komme fra ?

Den største glæde og begejstring føles skønnere end noget andet, når du gennem sorg og frustrationer har fundet vejen dertil. Den største kærlighed og samhørighed, du møder den først, når du gennem sorg og smerte har givet slip på alt, og overgivet dig fuldstændig, på trods af risikoen for at blive såret eller miste igen. Den største frihed, den finder du først, når du ved den eneste frihed, den findes kun, inde i dig. Og lykken, min kæreste. Den finder du aldrig i facader, i det perfekte hjem og i alt det du troede der var vejen til lykke. Men dybt inde i din sjæl og i dig.

Du skal være i stand til at mærke det, føle det, smage det og gøre alt det alle andre måske finder ligegyldigt. For i det øjeblik du tør, at se sandheden i øjnene, og finde din egen sande lykke. Der finder du lykken, og det perfekte liv, for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *