Jeg forstår det overhovedet ikke. Folk der ikke er i stand til at være alene med sig selv. Jeg har haft det meste af weekenden for mig selv. Selvfølgelig savner jeg min søn, og glæder mig sindssyg meget til at se ham igen. Jeg er jo ligesom så privilegeret, at jeg er vant til at nyde hans selskab, hver eneste dag. Men jeg savner ham altså også til hverdag, når jeg afleverer ham i børnehaven og indtil jeg skal hente ham igen.

Måske er det i virkeligheden fordi nogle mener, at de spilder deres tid, hvis der ikke konstant sker noget og føler de konstant skal præstere. Måske ved de slet ikke, at det ofte er i det øjeblik der bliver fuldstændig ro til at tænke selv, og man kan fordybe sig i det man slapper af med, uden altid at have et bestemt formål, der begynder at ske uventede ting og sager. Eller også er det fordi man i virkeligheden er bange for hvad der skal dukke op. For hvad nu hvis det pludselig gik op for en, at man ikke var lykkelig i det lorteliv man havde skabt. Hvad nu hvis man fandt ud af, at den partner man havde valgt i virkeligheden var en idiot, og man ikke kunne klare at være sammen med ham længere. Hvad nu hvis man fandt ud af, at man hadede sit job, og ikke havde lyst til at være der mere. Eller hvad nu hvis man pludselig kunne se, hvorfor man evig og altid var urimelig over for sine børn, partner og sig selv, fordi man ikke længere tillod sig selv at være autentisk, fri og ægte.

Jeg aner det faktisk ikke helt. For jeg har aldrig rigtig oplevet at kede mig for alvor. Der sker altid nye ting, og nej. Det er stort set aldrig foran fjerneren eller i større forsamlinger, hvor der er uro konstant. Jeg vil faktisk også hellere kende svaret fra mit indre. Så jeg har chancen for at korrigere og ændre kurs, hvis det bliver nødvendigt. For det har jeg sku da fortjent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *