Det kunne jeg aldrig have gjort.

Jeg kunne aldrig have valgt alle de skønne ting jeg elsker, ind i mit liv, hvis jeg ikke først havde oplevet alt det der gjorde mig ulykkelig, alt det jeg hadede eller var ligeglad med.

Jeg kunne aldrig have valgt værdifulde, skønne og dybt nærende ting ind i mit liv, hvis jeg ikke havde mærket, hvordan det var at have intetsigende, grimme og ligegyldige ting omkring mig.

Jeg havde aldrig fundet kærlige, omsorgsfulde og nærende relationer, først og fremmest til mig selv, hvis jeg ikke havde haft ukærlige, fraværende og opslidende relationer i mit liv.

Hvis jeg ikke havde mærket den drænende og ligegyldige energi, der lå i alt muligt skrammel, hvordan skulle jeg så kunne begynde min søgen efter skønne, nærende og værdifulde ting, der konstant løfter mig op, minder mig om den jeg er, selv på en dårlig dag, og får mig til at føle mig fredfyldt, tryg og elsket, fordi jeg har valgt at give mig selv alt det bedste, i stedet for en masse ligegyldigt junk.

Hvis jeg ikke havde mærket had, ligegyldighed og ulykkelighed, hvorfra skulle jeg så vide, at jeg skulle bevæge mig et helt andet sted hen, og finde troen på, at der fandtes noget bedre, et andet sted. At der fandtes et sted hvor jeg ikke behøvede leve med at føle mig forkert, bare fordi jeg er mig. At hver en nuance i mit væsen er vigtig, og at uanset hvad jeg føler, mærker og tror på, så er det ALDRIG ligegyldigt.

Hvis jeg ikke havde mærket ukærlige, fraværende og opslidende relationer, hvorfra skulle jeg så vide, at det ikke var noget for mig. At jeg fortjente bedre, og det rent faktisk var et opnåeligt resultat, at give alt dette til mig selv. At finde det sted i dig selv, hvor alle dine vibrationer og det du sender ud, altid afspejler dit indre barometer. Ikke før du behandler dig selv med den kærlighed, den omsorg, og begynder at nærer dig selv, så vil du altid finde nøjagtig det match du ubevidst sender ud.

Vi kan ikke altid beskytte og kontrollere os selv imod dårlige omstændigheder, bekendtskaber vi ikke næres af, eller en masse skidt og kanel, der også findes i verden. Bare fordi det ikke er for dig, er der måske andre der har brug for netop dette, i deres liv. Men vi kan vælge hvor vi selv gider være. Vi kan vælge hvad vi gider omgive os med, og vi kan vælge hvad vi bevidst gider vælge til, i vores liv.

Hvis du fortsætter med de ligegyldige eller opslidende bekendtskaber, job eller gøremål, så får du ikke på magisk vis en vidunderlig transformation fra ligegyldigt og opslidende til absolut fantastisk – med mindre du selv skaber den forandring i dig selv, eller vælger at flytte røven så langt væk som overhovedet muligt.

Hvis du drømmer om guld og grønne skove. Overflod, rigdom og at dit hjem og dine omgivelser er lækkert, nærende og opløftende, og får dig til at føle dig som Queen of your own castle. Så nytter det ikke noget, at du fortsat fylder det med ligegyldigt bras. Går på kompromis med alt det du omgiver dig med, og ikke begynder at behandle dig selv som den Dronning du er.

At kopiere en andens livstil, et lækkert look eller tidens trend har INTET med din sjæls udtryk at gøre. Sorry, but NOT sorry, du finder det aldrig ved at gøre det samme som alle andre. Du kan inspireres af andre, få ideer fra andre og måske også lære noget af andre. Men det du føler, det du mærker, det der trænger dybt under huden på dig. Det kan kun DU mærke, og derfor finder du aldrig en tro kopi af dig der ude.

Det er derfor du kan bruge alt dit lort til at rydde op i dit liv, og kun tillade plads til alt det bedste. Det er derfor du kan bruge alt det der ikke funker i dit liv, til at finde noget der fungerer bedre. Det er derfor du ved, at alt det der er tilbage. Alt det der funker, alt det du elsker og alt det du bare bliver draget imod, som en magnet. Det er det du skal bygge dit slot af.

Det sværeste valg.

Det sværeste valg jeg nogensinde har taget, var at begynde at leve et liv – udelukkende for mig.

Jeg manglede energi og glæde i mit liv. Jeg havde evig travlt med at fikse alt omkring mig. Mit hjem, mit ydre og mine nærmeste, når jeg kunne mærke de havde det svært. Men jeg havde fuldstændig glemt mig selv. Og jo mere jeg begyndte at prioritere mig selv, jo mere jeg begyndte at træffe mine egne beslutninger uden den evige hensynstagen til andre, jo bedre fik jeg det.

Det var deri det sværeste valg lå. At skulle prioritere mig selv før alle andre. At skulle træffe de rigtige valg, for mig, uden at tage hensyn til alle andres følelser og forventninger. At skulle koncentrere sig om alt det indre, også når man lignede lort eller var røv træt. Give mig selv lov til at gå ud i verden, uden et hurtigt Quick Fix eller en lille Make Over – men bare træde ud i verden som jeg nu var, og acceptere det som ok.

Det gjorde ondt som fanden når jeg følte, jeg svigtede andre. Jeg græd mange tårer og måtte lære at acceptere skyldfølelsen, når jeg så jeg sårede andre. Jeg måtte lære at leve med, at jeg ikke kunne være der for alle andre, hvis jeg skulle være der for mig selv.

Men jo mere jeg fandt mig selv, jo mindre tvivl var der tilbage, for jeg både så og mærkede en større og større forandring i mig selv. Jeg fik min evige styrke og kraft tilbage. Jeg følte mig igen hjemme i mig selv, med den magi, der altid har været min tro følgesvend gennem hele livet. Jeg mødte min egen begejstring for livet og alle de små glæder igen. Jeg mødte glæden i bare at være mig, uden at skulle fikse, løse problemer eller præstere.

Jeg kunne lave ingenting, uden dårlig samvittighed, fordi den eneste jeg vidste jeg i sidste ende behøvede at imponere, det var mig selv, og jeg var allerede så fucking stolt af mig selv. Jeg kunne vælge fra uden sorg og frustrationer, fordi jeg vidste, at jeg i selvsamme øjeblik valgte mig selv til, af respekt, omsorg og kærlighed. Jeg kunne være mig, lige præcis som jeg havde lyst til, i hvert eneste øjeblik. Det var mig selv der satte standarden, mig selv der satte niveauet og mig selv der satte rammerne. Hvad andre mente, var fucking ligegyldigt. De skulle aldrig leve mit liv, være dommer for mig, eller mærke og føle mig. Jeg skulle leve med mit niveau, jeg skulle leve med mine standarder, og jeg skulle leve med alt det jeg kunne mærke og føle.

Livet er fantastisk og magisk, og ligger lige foran snuden på dig, og venter. Det hele er dit, hvis du bare tør vælge det hele til.

Jeg følte mig utilstrækkelig.

I starten følte jeg mig ofte utilstrækkelig. Var jeg det ene sted, kunne jeg gå rundt og føle, at jeg forsømte noget andet. Med en enorm stor vished om, at kun det bedste var godt nok. Både for mig selv, men også for min søn. Blev jeg så træt, så overvældet og så beskæftiget, hele tiden, at jeg til sidst var nødt til at gøre noget andet.

Jeg var nødt til at få mit liv til at fungere, på den måde jeg havde lyst til at leve det. Ikke ved at gå på kompromis med den kvalitet jeg vidste jeg ville have i mit liv. Ikke ved at slappe lidt mere af, tage den lidt mere med ro, eller lade noget af det jeg brændte for, ligge, som jeg ellers godt kunne blive foreslået.

Jeg hentede ALT min energi helt hjem i mig selv. INTET af det jeg gjorde, mente, sagde eller handlede på, skulle fremadrettet handle om andre end mig selv og min rolle som verdens bedste mor. For det var den eneste måde jeg kunne begynde at rydde op, sortere ud og finde frem til alt det jeg ønske med mig videre, og hvad jeg for evigt skulle lade ligge bag mig, på.

Jeg slap alle forestillinger og ideer om mine forventninger til hvilken far min søn skulle have, og koncentrerede mig 100% om at være hans mor. Jeg var blevet valgt til at varetage rollen som hans mor, og hvordan hans far ønskede at udspille hans rolle, det var hans valg. Jeg ville heller aldrig bryde mig om at han forsøgte at rette og styre min måde, og kun ved at udvise den respekt, kunne jeg forvente at modtage samme.

Jeg lod alle andre beklage sig, brokke sig og være lige præcis der hvor de ønskede, uden at jeg nødvendigvis behøvede at møde dem der. Det var ikke det værd, for jeg ønskede bestemt ikke at leve et liv fyldt med beklagelser og brok. Jeg ville langt hellere leve et liv med muligheder, glæde og begejstring, så jeg valgte at begynde at se på alt i mit, fra det perspektiv.

Den eneste måde jeg kunne finde tilbage til energien i alt hvad jeg lavede, var ved at følge mine egne drømme. Tro på, at alle mine ideer var der af en grund, fordi jeg var beregnet til at leve dem ud. Jeg ville aldrig kunne gøre alle andre tilfredse, leve mit liv på deres præmisser, efter deres standarder og deres ideer om det korrekte. Så hvorfor overhovedet forsøge, hvis det i sidste ende ender med at gå ud over mig selv, og kvaliteten af mit eget liv.

Så jeg begyndte at handle ud fra min egen ide om et givende, lykkeligt og tilfredsstillende liv. Så på andres velmente, gode råd som deres version af verden, men ikke nødvendigvis min. Jeg behøvede ikke at rette mig ind under andres præmisser, jeg behøvede ikke forståelse og accept fra andre, så længe jeg kunne mærke, at det gav mening for mig.

Jeg kunne stille og roligt sortere mere og mere ligegyldigt fyld fra. Det jeg ikke skulle bruge til noget, det der ikke var mit eller til mig. Det der var alle andres mening og holdning, og som de havde alt ret til at have, ligesom jeg havde retten til mit og mine.

Uden komplicerede indre konflikter om alt det der foregår udenfor dig, og som du ikke skal bruge til noget, så opstår der pludselig et frirum til alt det der så er tilbage.

Et liv med de værdier der virkelig betyder noget for dig. Et liv, hvor du har overskud til at skabe alt det du drømmer om, fordi du ikke samtidig skal fikse alt det der foregår omkring dig. Et liv hvor tingene pludselig begynder at ske, med raketfart, fordi du det meste af tiden er 100% engageret, fordi det virkelig betyder noget for dig, og du har alt den energi du skal bruge til rådighed, fordi du virkelig ønsker at nå i mål.

Det er nøjagtig ligesom et halvfesent engagement på dit job, i dit parforhold, med dine børn eller din egen sundhed. Du får nøjagtig det tilbage du gider investere. Men er du ikke 100% IN LOVE, tilstede og fuldstændig passioneret ift at få det til at lykkedes, er det så i virkeligheden fordi du allerede har mistet interessen ?

Vi har sjældent lært, at det er ok at vælge andre fra. Vi skal helst være åbne og imødekommende overfor alt og alle. Men er det så ok at vælge sig selv fra, igen og igen ? Er det ok at lade andre overskride dine grænser igen og igen, uden at du siger fra ? Er det ok, at du giver slip på alle dine egne drømme for at have energi til at være til rådighed for alle andre. Dybest set burde alle voksne og ansvarlige mennesker være i stand til at sørge for sig selv. Er det ikke det vi bruger hele barndommen på at lære ? At blive ansvarlige mennesker. Handler ansvaret ikke om at være i stand til at tage det fulde ansvar for os selv ? Uden at give andre skylden for vores elendighed, uden at give andre skylden for vores problemer, uden konstant at beklage os over sygdom og skavanker, som vi dybest set godt selv ved hvad skyldes, men ikke har rygrad til at ændre. Uden at tale dårligt og ondskabsfuldt om andre, bare fordi de har andre holdninger end os selv, eller gør tingene anderledes end os. Eller er forhadte og misundelige over andres succes, og tror vi kan retfærdiggøre at vi ikke har kraften til at lykkedes, ved at nedgøre andre der har gjort det skide godt.

Det er i hvert fald min rolle, som verdens bedste mor, for mit barn. At lære ham at tage ansvar, ved at gå forrest og vise ham, at han kan gå den vej han mærker kalde og som føles som den helt rigtige, for ham.

Jeg var ikke kommet ret langt.

Jeg følte, jeg havde kæmpet og knoklet for at komme i mål, og alligevel gik jeg rundt med en irriterende følelse af, ikke at være kommet ret langt.

Jeg havde en ide om, at alt det jeg havde arbejdet for, alle de valg jeg havde truffet og alt det jeg havde valgt både til og fra, på et tidspunkt skulle begynde at vise sig på en eller anden måde, i min virkelighed. Som et træ jeg havde plantet, passet, gødet og vandet i flere år, endelig begyndte at bære en frugt jeg kunne høste af.

For hvem har ikke ind imellem lyst til at give op, når alle ens anstrengelser ikke virker til at gøre en væsentlig forskel. Hvem har ikke ind imellem lyst til bare at lade det hele ligge, og lege sig til at det hele kan være ligegyldigt, når det ikke lige altid går som man ønsker sig.

Sandheden var i øvrigt en helt anden, end jeg gik og troede. Sandheden var, at jeg var nået milevidt i forhold til før, uden at det helt var gået op for mig. Sandheden var, at jeg til forskel fra før, hvor jeg havde accepteret mindre en jeg fortjente i mit liv, nu stod tilbage med alt det der gav mening. Der befandt sig ikke særlig mange ligegyldige og overfladiske ting i mit liv. Der var ikke ret mange steder jeg havde nøjes med eller gået på kompromis. Men jeg havde bevidst valgt første prioritet, kvalitet og det bedste ind, hver eneste gang.

Jeg havde ikke slugt en masse kameler, lagt søvnløs om natten eller løget overfor mig selv, bare for at få fred. Jeg havde først og fremmest behandlet mig selv med alt den værdighed og respekt som jeg havde fortjent. Jeg havde givet mig selv alt det jeg havde krav på, det jeg ville have, og det der gjorde mig glad og lykkelig. Alt andet, det kunne jeg, uden at blinke lade ligge, for jeg vidste det ikke længere var mit.

Der var ikke længere plads til dem der ikke kunne behandle mig ordentlig, med løgne, manglende respekt og fordømmelse, for jeg var meget mere værd end det.

Jeg havde ikke behov for ligegyldigt skidt og ragelse til at fylde tomme følelsesmæssige huller i mit liv, jeg havde solgt og foræret det hele væk, og tilbage stod jeg nu med kærlighed og overdådig skønhed, i alt det jeg ejede.

Jeg havde ikke mere brug for negative tanker, bebrejdelse og kritik af mig selv. For dybest set havde jeg retten til at gøre nøjagtig som jeg havde lyst til, den eneste dommer var mig selv. Og jeg kunne ethundrede procent se mig selv i øjnene, i hvert eneste valg, tanke og handling.

Jeg var hverken en mekanisk robot uden tanker, følelser og reaktioner, eller en budistisk munk der udelukkende kunne leve af Love & Light. Men jeg er mig, uden behov for at definere, uden behov for at sætte i faste rammer, eller uden behov for at være på en bestemt måde, have bestemte holdninger eller bestemte leveregler.

I morgen er jeg måske en helt anden end i dag, med lyst til noget helt andet. Jeg lever mit liv, og der hvor det nu bringer mig hen. Men først og fremmest leves det fra et sted dybt inde i mig, hvor jeg VED hvem jeg er, jeg VED hvad jeg vil, og jeg VED hvad jeg er værd.

Måske ved jeg ikke hvem jeg er i morgen, men jeg ved hvem jeg er, lige her og nu, og det er i virkeligheden det eneste der er vigtigt for mig.

Jeg gider nemlig ikke spilde tiden på at tænke på alt det der er sket, og som jeg alligevel aldrig kan ændre på. Og jeg gider ikke spekulere, fundere, beregne og måske endda frygte fremtiden, den sker alligevel helt af sig selv, om jeg vil det eller ej.

Men jeg kan bestemme hvor jeg ønsker at befinde mig, når morgendagen kommer. Jeg bestemmer, om jeg så står omgivet af løgne eller autenticitet og ærlighed. Jeg bestemmer, om jeg befinder mig i et bjerg af ragelse og ligegyldige ting, eller udelukkende alt det jeg elsker. Jeg bestemmer, om jeg har skudt mig selv ned med selvkritik, bebrejdelse og negativitet, eller jeg møder mig selv med respekt, kærlighed og omsorg, uanset hvordan jeg så har det i morgen.

Det er nemlig udelukkende derfra jeg ønsker at høste mine frugter. Fra et ærligt og autentisk sted, hvor jeg kan høste alt det jeg elsker, og med følelsen af respekt, kærlighed og omsorg til mig selv.



En stor beskytter.

Jeg har altid mærket en trang i mig selv, til at være en stor beskytter. Men først i det øjeblik jeg blev mor, forstod jeg for alvor hvad det handlede om.

Først og fremmest stod jeg der, med et kæmpe ansvar. Et enormt ansvar for at være den bedste mor, for mit barn. Det var ene og alene mit ansvar at sørge for, at jeg var den mor han havde brug for. Jeg havde, sammen med hans far, ene og alene ansvaret for, at han befandt sig i denne verden. Det var et valg vi to, ene og alene havde truffet, og der var ingen andre der havde noget som helst med det ansvar, eller den beslutning at gøre.

Hvad jeg også rigtig hurtigt forstod, så handlede det ansvar om ham. Ikke om mig, hans far, eller nogen som helst anden.

Derfor var det også min opgave, at sørge for, at han fik det liv han havde brug for. Selvfølgelig havde jeg også holdninger, meninger og erfaringer med mig, ligesom alle andre. Men det blev for mig, min fornemste opgave, at lære ham at kende. Lytte til ham, og forstå hvad han havde brug for. Lade ham udfolde sig, i alle de ting han fandt spændende og interessante, og lade ham vokse og udvikle sig i den retning der lå i hans natur.

Jeg har aldrig forsøgt at få ham til at passe ned i en bestemt kasse, i en bestemt måde at være på, eller et bestemt udtryk. I min verden er det på niveau med diktatur og manipulation, og er på ingen måde det jeg ønsker at give videre til mit barn.

Jeg har set rigeligt med børn, unge mennesker og sågar voksne, der ikke kunne træffe deres egne beslutninger, fordi de altid havde haft andre til at gøre det for dem. Eller ikke vidste hvad de havde lyst til, hvad der gjorde dem glade, eller hvordan de kunne skabe et fedt liv for dem selv, fordi alle deres meninger, holdninger og handlinger aldrig var deres egne, men blot overtaget uden at blinke, fra samfundet eller deres omgivelser.

Den eneste måde jeg følte, at jeg kunne mestre den opgave, at beskytte mit barn bedst. Det var ved at gøre ham i stand til at træffe hans egne beslutninger. Det var ved at gøre ham sikker på, at alt det han havde med til denne verden, og det han havde lyst til, det var det helt perfekte, for ham. Det var ved at gøre ham stærk nok til at sige både ja og nej til det han mærkede lysten til, uden at gå på kompromis med sig selv. Stå ved sig selv, som den han var, også selv om han ind imellem blev ked af det, eller vred over ting der ikke altid lykkedes, men uden at skjule sig og føle sig flov eller forkert.

Jeg ved, at jeg allerede er verdens bedste mor. For jeg ved, at jeg har gjort alt det der føltes rigtigt, for mig, at gøre for mit barn, og aldrig gået på kompromis. Jeg møder en glad, taknemmelig og utrolig kærlig dreng, hver eneste dag. Der med kærlighed og kram fortæller mig, at jeg er verdens bedste mor.

Der findes nemlig ingen anden dommer i det her game, end ham. Han er den eneste der bliver lyttet til, i forhold til, om jeg har gjort mit job ordentligt. Han er den eneste, der kan få mig til at ændre på noget som helst af det jeg gør, hvis jeg oplever, eller han siger, at der er noget han ønsker sig anderledes.

For det er i bund og grund det eneste ansvar jeg behøver bære rundt på, ud over ansvaret for mig selv. Alle andres måder at anskue verden på, eller hvordan de vælger at opdrage deres børn, det ved de bedst selv. Så hvorfor i alverden bekymre sig om det.

Altid så travlt.

Tidligere undrede jeg mig ofte over, hvorfor jeg altid havde så travlt med at lave alting om. Når jeg “endelig” havde fået færdiggjort et projekt, eller jeg endelig var tilfreds med en forandring der havde været længere tid undervejs. Så var jeg næsten med det samme, klar til at starte forfra igen, gå i kast med noget nyt. Eller der dumpede straks en ny ide ned i min favn.

Jeg begik ofte den ene fejl – jeg lyttede til alle andres uforstående over, at jeg gik i kast med noget nyt, i stedet for at nyde, at jeg var “færdig”. Jeg lod andres mening om, at det handlede om at blive færdig fylde mere, end min egen viden om, at det for mig aldrig handlede om at blive færdig. Det føles rigtigt for mig, at tænke den tanke, at i det øjeblik jeg blev færdig, var det øjeblik jeg enten gav op, eller stillede træskoene.

Det har nemlig aldrig kun handlet om det færdige resultat. Det har aldrig kun handlet om, at få det overstået, så jeg kunne sidde mig ned, slappe af, og nyde resultatet.

Det handler om det at skabe forandringer i mit liv. Forandringer, så alt det jeg omgiver mig med, fortsat matcher mig. Jeg var ikke den samme i går, som jeg er i dag, og derfor vil jeg også, så længe jeg fortsat forandrer mig, udvikler mig som menneske. Jeg har behov for at have en model af verden omkring mig, der føles opdateret, energigivende og levende – i evig bevægelse.

Jeg ved nemlig også, at jeg kvæles og dør langsomt, i enhver form for stagnation. Jeg visner bort til en lille, uinspirerede klump af stagneret energi i det øjeblik jeg sætter mig til ro, og nyder det færdige resultat. For jeg bliver aldrig færdig – det kaldes at leve mit liv, på den bedst tænkelige måde, jeg bliver fyldt op af, inspireret af, får ny energi af. Der hvor jeg altid er sulten på livet, efter mere, efter noget bedre, eller noget helt andet.

Vi forsøger ofte at skabe stabilitet og genkendelighed, og vil gerne have, at alting er som det plejer. Måske for at skabe en illusion af, at livet så ikke kan ramme os, vi er mere beskyttet mod udefra kommende fare og vi forsøger at skabe en falsk form for tryghed og kontrol med vores liv. I den perfekte, stabile og genkendelige ramme, skaber vi illusionen af, at der kan intet ramme os. Vi har bygget vores stærke forsvar mod alt det der muligt kunne ramme os – og når bare vi forholder os i ro der, så føler vi os langt mere trygge.

Hvis vi nu spiser og motionerer på en bestemt måde, så er vi garanteret evig sundhed, og vi eliminerer alle sygdomme og skavanker.

Hvis vi nu tror på nogle bestemte samfundsbestemte holdninger, følger en bestemt strategi eller actionsteps, hvis vi bare gør det alle de andre siger vi skal, så er vi garanteret succes.

Hvis vi opdrager vores børn ift bestemte normer og pædagogiske retningslinier, og med et helt bestemt regelsæt, så er de garanteret et succesfuldt liv, og vi kan samtidig få dem til at passe ind i vores kontrolstyrede og skematiske liv.

Hvis vi er succesfulde, smukke og kan fremvise et perfekt liv, så er vi garanteret et liv i glæde og lykke, fordi alle roser og anerkender os.

Hvis vi forbliver i stabilitet og økonomisk tryghed, med den stodder af en mand vi overhovedet ikke elsker mere, og i stedet giver alle vores frustrationer over, hvorfor vi ikke længere føler os elsket. Samtidig med at vi så kan give ansvaret for at vi bliver i forholdet, til vores børn.

Jeg syntes det er fuldstændig ligegyldigt, og det eneste jeg går efter, er det der føles rigtigt for mig. Jeg trives også i kaos, kreativt rod og frie rammer, hvor man bare kan få lov til at være sig selv. Uden man skal have titler eller etiketter for at være på en bestemt måde, bare for at føle sig værdsat. Det er derfra der udspringer nye muligheder og ideer, der hvor alt er åbent og frit. Ikke fra en fastlåst og kontrolstyret livsstil.

Jeg værdsætter først og fremmest MIG SELV – for at have modet til at leve mit liv som jeg finder det rigtigt. Først derfra udspringer respekt og anerkendelse fra andre mennesker, fordi man tør stå fast på sig selv, og den model af verden man selv tror på. Den der giver mening for mig. Den der fylder mig op, og giver mig glæde og lykke, i mit liv. Den der ikke er styrer af, hvad alle de andre mener, men af mig. Hvor jeg selv er intelligent nok til at vurdere, hvad der føles mest rigtigt for mig.

Jeg har altid vidst det.

Jeg har altid vidst, at min verden var fuld af magi.

Da jeg var barn, havde jeg altid en forunderlig evne til at få lige præcis det jeg ønskede mig, til min fødselsdag og til jul.

Var jeg brændt varm på en fyr, var det altid ham jeg endte med at kysse lidt uskyldigt med.

Selv om jeg ofte oplevede, at andre udefra så mig som arrogant, for meget og en man let kunne finde noget at håne eller mobbe. Fordi man var anderledes, gjorde det man havde lyst til, selv om det var markant anderledes eller sagde sin mening selv om andre måske følte sig såret eller stødt af min mening. Så var der alligevel altid en indre visdom i mig, der ikke bare lod sig bøje af, følge med flertallet eller løb tilbage i skjul for at gemme sig for andre.

Jeg har nemlig også altid været i stand til at møde respekt, beundring og ærlige relationer omkring mig. Fra alle dem der satte pris på at man ikke så skævt til dem bare fordi de var anderledes, men så det som en ny og spændende mulighed for at opleve nye eventyr og nye perspektiver på verden. Fra alle dem der var stærke nok til at rose andre for det de var gode til, velvidende om at vi ikke alle kommer til verden med de samme gaver, men kan styrke og støtte hinanden i et fællesskab med hver vores geni. Fra alle dem der godt turde spørge om noget, og samtidig modtage et ærligt svar. Ikke bare et svar der var opfyldning af vores eget ego, hvor vi bare ønskede at andre snakkede os efter munden og roser os til skyerne, mens vi render rundt med skyklapper på og ikke kan tage ansvar for det lorteliv vi er alt for dovne til at gøre noget som helst ved.

Måske findes der ikke en krukke med guld for enden af regnbuen. Måske kommer prinsen ikke bare ridende på den hvide hest, og måske kan vi ikke lege til at vi er evig lykkelige, har det perfekte liv og er super succesfulde, bare fordi vores billedredigering på de sociale medier er lutter lagkage og Colgate smil.

Men du finder aldrig din krukke med guld, hvid du fortsætter med at tro på, at du er værdiløs og ikke allerede har alverdens rigdom i dit liv. Du møder aldrig prinsen på dem hvide hest, hvis du ikke tror på kærligheden, og er villig til at lukke den ind, men hellere vil sidde fast i en forældet version af din fortid. Og du bliver måske aldrig lykkelig, ved at fake dig til lykke.

Jeg er lige så lykkelig med mit “uperfekte” morgenhår, søndag morgen. Når jeg ligner LO.. med jord under neglene og sorte fødder, efter en hel dag i haven, eller når jeg har rod og nullermænd overalt i huset, fordi jeg lige har været opslugt af et helt nyt, spændende projekt, eller bare hellere vil hygge mig med junior på sofaen.

Men jeg ved også, at de rette gaver altid landede hos mig, fordi jeg var i stand til at gøre det meget klart, at det var det jeg allerhelst ville have.

Jeg ved også, at jeg kun var i stand til at kysse lidt uskyldigt med den “rigtige” fyr, fordi jeg gjorde det helt klart, at det var det jeg ville.

Der var ingen plan B eller nogen anden løsning. Der var ikke nogen beskedenhed, undskyld jeg er her, eller en bøn til Vorherre og så ellers håbe på det bedste.

Jeg var hudløs ærlig, uden den mindste spor af skam og skyld, og uden følelsen af, at jeg ikke havde fortjent det.

For det har vi alle fortjent.

Blot en illusion.

Hvad nu, hvis alt det vi tror på, blot er en illusion. Hvad nu, hvis alt det vi går og fortæller os selv vi ikke kan, blot er en løgn vi går og fortæller os selv. En løgn, der har dybe rødder i vores fortid. Det vi vælger at tro på, ud fra det vi engang er blevet fortalt. Eller alt det vi tidligere har været bange for at gå efter, manglet drivkraft til at lykkedes med, eller blot hørt andre eller os selv fortælle igen og igen, at det er dømt til at mislykkedes på forhånd.

Hvad nu hvis ALT var muligt, og alt andet blot en illusion. Hvad nu hvis det var løgnen der var en illusion. Hvad nu hvis alle historier om netop alt det vi var bange for at gå efter, eller der hvor vi manglede drivkraft, i virkeligheden var der vi var garanteret til at lykkedes.

Hvad nu hvis det var lige præcis på grund af alle dine historier om at mislykkedes, du var dømt til succes. Hvad nu hvis det var, alle dine overbevisninger om manglende drivkraft, der netop gjorde dig til den der var i stand til at gennemføre.

Jeg hører ofte folk fortælle, at de ikke kan gøre ting pga noget der er sket engang i deres fortid. Jeg hører ofte folk fortælle, at de er sådan, på en helt bestemt måde, har et helt bestemt karaktertræk eller en helt bestemt udfordring i deres væsen, som forhindrer dem i at gøre det de alligevel stadig går og egentlig gerne vil.

Jeg oplever også, i mig selv. At de ting der fortsætter med at dukke op og banke på, i min bevidsthed. De bliver ved med at ligge der, fordi jeg oftest har potentialet til at udføre det. De forsvinder ikke igen, fordi jeg oftest har drivkraften til at lykkedes med det. De kan ikke slippe sit greb i mit indre, fordi de er vigtige for mig, og for at jeg ikke skal glemme det, så bliver de ved, i hvert fald indtil jeg letter røven og kommer i gang.

Indtil jeg indser, at alt min frygt og dårlige undskyldninger ikke er det der får mig i gang. De minder mig blot om en strategi jeg ikke har gavn af at følge igen, men er livsvigtige erfaringer jeg kan bruge klogt og konstruktivt, hvis jeg giver dem lov. Jeg kommer aldrig ud over de samme gamle skrækhistorier om nederlag og fiasko, hvis jeg fortsætter med at fortælle disse historier til mig selv. Vil jeg skabe nye resultater, med at andet udfald end tidligere, så må jeg gøre noget helt andet, ellers vil resultatet altid forblive det samme. Og fortsætter jeg med at fortælle mig selv, den selv samme illusion af en historie om, hvorfor jeg ikke kan lykkedes og hvorfor jeg aldrig kan komme i mål, så er det lige præcis det resultat jeg kan forvente at få igen. Så hvorfor ikke begynde at fortælle en anden historie, om at lykkedes og komme i mål i stedet for.

Nogle mener oven i købet, at man skal huske at nyde rejsen undervejs. Nogle af os arbejder bare bedst med at skabe fede resultater, og selv om jeg syntes det lyder virkelig smukt at kunne nyde den smukke rejse undervejs. Så er jeg pisse utålmodig og bliver skide irriteret hvis jeg ikke får nogle fede og tilfredsstillede resultater ASAP. Så hvorfor ikke bare arbejde med ALT det DU har med. Uden at skamme sig over, at du ikke formår at skabe total ZEN – MODE undervejs, eller hvis du kunne, så ikke skamme dig over at du måske skulle justere lidt på dine resultater undervejs, når bare du havde en vidunderlig tur.

Jeg er i hvert fald færdig med at dømme “slemme” egenskaber ude af spillet. Det handler altid om dit perspektiv, og selv om drivkraft og motivation kan virke skræmmende for nogle, så kan du sikre dig at nå dit mål, når du tør spille på alle dine tangenter.

Det vil jeg gerne.

Jeg vil gerne være med til at skabe en bedre verden.

Først og fremmest skabe en bedre verden for min søn. Men også samtidig skabe en bedre verden for de mennesker der føler sig udenfor, forkerte, anderledes og mindre værd. Skabe en bedre verden for det naturlige dyre og planteliv, som vi ofte tager for givet. Men som samtidig er i risiko for at blive truet eller udryddet, hvis vi ikke bliver opmærksomme på hvilke naturlige betingelser de har brug for, og som vores menneskelige adfærd til tider er med til at vanskeliggøre, måske uden at vi overhovedet tænker over det.

Jeg kunne prædike, belære og forsøge at overbevise andre om, hvad jeg mener er det rigtige. Men det er fuldstændig op til dig, hvad du ønsker at værne og sætte højest i dit liv. Det er fuldstændig op til dig, at bruge din tid på det du finder mest værdifuldt. Det er fuldstændig op til dig, at træffe dine egne valg. Og det er fuldstændig op til dig, hvordan du ønsker, at denne verden skal se ud, og hvordan den skal være at leve i, for dig.

Men jeg VED. At i det øjeblik du tror på, at hvad du end kommer med til denne verden, så er det godt nok. Uanset hvad du er, gør, ser ud eller går op i, så er det det, der gør dig til dig. Det du kan gå igennem ild og vand for, og derfor er i stand til at lægge alle dine superkræfter i det. Det er det der får dig til at springe glad og frisk ud af sengen hver eneste morgen. Og samtidig det der kan give dig søvnløse nætter, hvis du møder for meget modstand på din vej, eller tingene ikke helt vil lykkedes for dig.

Der er måske, i virkeligheden slet ingen grund til at rende rundt og forsøge at overbevise andre, om dit. Der er måske, i virkeligheden slet ingen grund til at forsøge at få andre til at gøre det samme som dig, i hvert fald ikke på din måde. For hvis bare du formår at leve dit liv i overensstemmelse med det du gerne vil. Mens jeg bare lever det liv jeg gerne vil. Hvor vi samtidig kan mødes i et fælles rum, hvor vi oprigtigt glædes over det andre, og vi selv har skabt.

Se, det er der sand magi opstår.

Det kunne altid blive bedre.

Jeg var fuldstændig optaget af at gøre mit bedste. Det kunne ALTID blive bedre, og hver gang jeg havde kæmpet, knoklet og hevet i mål. Opstod behovet konstant, for at gøre det hele endnu bedre.

Der var bestemt ikke noget galt i at ville være den bedste. Det var en kæmpe drivkraft, der blot gav mig mere blod på tanden, mere styrke, kraft og power, og en udholdenhed ud over det sædvanlige.

Hold nu kæft en styrke man rummer, når man bare kan blive ved og ved, uanset hvad livet sætter foran en. Hvilken indre ild der buldrer og brager, og bare går i gang med at udslette alt det der står i vejen, uden at tænke på de brandsår der kunne opstå, eller de skader man kunne forvolde undervejs.

Man finder ud af, hvor kraftfuldt et væsen man i virkeligheden er, når man gang på gang får det man gik efter, eliminerer alle forhindringer på vejen og uanset hvilken modstand man møder, bare kan smide mere brænde på bålet.

Men jeg opdagede også, at det slet ikke var nødvendigt. Jeg opdagede, at alt den frygt, som var en stor del af den verden jeg levede i, kun handlede om at tage et valg.

Frygten for ikke at være god nok, frygten for ikke at have et ordentlig job, en god økonomi, at være elsket, og være respekteret og anerkendt af andre. Det var et valg jeg kunne tage, fuldstændig uafhængig af, hvad alle andre troede på og mente.

Jeg kunne sagtens være tilfreds med meget mindre. Det var overhovedet ikke nødvendigt, for mig. Ikke mindre i forhold til alt det jeg gerne ville have, for der vil altid være en evig styrke, kraft, power og udholdenhed i mig, til at gå efter alt det jeg gerne vil, og en buldrende ild der tilintetggør alle forhindringer undervejs.

Men jeg behøvede ikke gøre det af frygt. For jeg var ikke længere bange for alt det den ydre verden fortalte mig, jeg burde være bange for. Jeg vidste, at jeg bar alt det jeg havde brug for i mit indre, og det kunne ingen nogensinde tage fra mig. Det havde altid fulgt mig, og ville altid eksistere i min verden, når jeg havde brug for det. Hvad var der så lige tilbage og frygte.

Det var sku ok ikke at lave en skid, eller at det hele ikke var perfekt. For i det øjeblik opstod alt det perfekte, for mig. Også i alt det uperfekte, også i at jeg ind imellem ikke gad alligevel, eller at jeg hellere vil noget helt andet. I, at det også måte være grimt, et dårligt resultat, eller at jeg bare havde lyst til at standse op og lave ingenting.

Jeg kunne gøre præcis lige hvad jeg ville, uden frygt for hvad der nu ville ske. For mindre betød, mindre andre og mere mig. Jeg kunne bare vælge en anden løsning, en anden mulighed, et andet tilbud en anden virkelighed.