Vær mod andre som du ønsker de skal være overfor dig.

Det siges, at du skal være for andre som du ønsker de skal være overfor dig. Det er lidt som flinkeskolen, for vil vil jo gerne behandles godt af andre. Vi vil gerne, at andre mennesker syntes godt om os, og det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at ens adfærd smitter af på alle vores omgivelser. Se bare på vores børn som et godt eksempel. Der er intet som forældre der går forrest med det de ønsker at give videre til deres børn. Det virker altid meget bedre end løftede pegefingre, mens man selv gør det fuldstændig modsatte.

imageMen burde vi ikke i stedet fokusere lidt mere på at være for os selv, som vi ønsker vi skal være overfor os selv ? Tænk bare på hvor sjovt det er at være sammen med en der aldrig lytter til os, aldrig tager hensyn til vores ønsker, eller respekterer de behov vi har. Begynder du måske at tage afstand til personen, bliver irriteret og måske lidt negativ i din væremåde, når du er sammen med den person ? Så prøv måske lige at tænke lidt over, om det i virkeligheden er sådan du ind imellem behandler dig selv. Tilsidesætter dine egne behov, det du i virkeligheden ønsker dig for at imødekomme andre eller venter med det du gerne vil til du har gjort alle andre tilfredse. Måske er det ikke så mærkeligt, hvis du ikke altid syntes det er så rart at være dig, hvis du konstant går rundt med den der ubehagelige følgesvend. Vi bliver generelt gerne lidt ubehagelige hvis vi konstant føler os pressede.

Selvfølgelig skal vi ikke rende rundt og være ubehagelige overfor andre mennesker. Men i det øjeblik vi starter med at skaber et bedre forhold til os selv, så bliver vi automatisk også et meget skønnere menneske at være sammen med for andre.

Samtidig, så er det lidt ligesom børn der gerne gør det samme som deres forældre. Hvis du behandler dig selv godt, så lærer du samtidig dine børn, at de skal behandle sig selv godt. Og andre mennesker får ikke indtryk af, at de ikke nødvendigvis behøver at behandle dig retfærdigt. Men at du har fortjent at blive lyttet til, taget hensyn til og respekteret. For hvis ikke du behandler dig selv godt, hvorfor skulle andre så opfatte det som nødvendigt at gøre det ?

Tankerne i mit indre.

Der er efterhånden ikke bare tankerne i mit indre der vidner om, at det er ved at være tid til forandring i vores lille hjem. Både tomat, agurk, og vinplanterne i udestuen er vokset med rekordfart, og rammer, som junior ganske vist forudsage, snart loftet.

imageSelv om alle planer om et skønnere sted stadig kun ligger på tegnebrættet, så er vi altså mere end klar til at rykke videre. Om end det bliver lidt af en udfordring, at  få de enorme planter flyttet med, hvis de bliver meget større, så klarer vi nok det også. En ting er i hvert fald sikkert, jeg savner mit eget hjem. Det har ganske vist været fuldstændig nødvendigt med dette sted for at komme videre, og finde roen igen, men samtidig en god reminder om, hvad der i virkeligheden var det aller vigtigste, for at vi kunne føle os rigtig hjemme. For selv om vi har skabt et skønt hjem her, med alle de ting vi elsker aller mest. Så er der altså rigtig mange andre ting der også spiller ind.

Dine omgivelser, området og følelsen af at høre hjemme. For det er det altså ikke nemt at lave om på. Indretningen derimod, placeringen af dine rum, dine møbler, farver og andet, det kan du derimod ændre på, ligeså tosset du vil. Hvis du længes efter ro, så er det måske ikke midt i byen du befinder dig bedst. Trives du derimod bedst der hvor tingene sker, så er det næppe på landet du finder hjem. Men det er altså ofte først, når vi oplever hvor meget vi længes efter bestemte ting, eller mærker alt det vi overhovedet ikke trives med, vi finder ud af det. Det er livet, når det er bedst. Skønne erfaringer, der hjælper os videre. Mod vores drømme, glæde og et helt fantastisk hjem.

Nødproceduren

Har du været ude at rejse for nyligt ? Så husker du sikkert godt informationen der altid kommer omkring nødproceduren, og at du altid skal huske at tage din egen iltmaske på først, inden du hjælper andre. Jeg så dette nævnt i forbindelse med et nyhedsbrev jeg modtog omkring børneopdragelse forleden. Omkring vigtigheden af, at sørge for sig selv først, for at man overhovedet kunne være noget for sine børn, i hvert fald uden risikoen for ikke på et tidspunkt at brænde total sammen.
imageJeg tænker egentlig også, at det samme gælder i hvilke som helst andre relationer vi har i vores liv. Hvis vi vil holde liv i os selv, så må vi først og fremmest sørge for at vi kan trække vejret selv. Alligevel er det ind imellem noget af det mange kæmper aller mest med i deres liv. At få tid til sig selv, få prioriteret sig selv og huske på vigtigheden af at sørge for sig selv først, i hvert fald i en presset og travl hverdag. Jeg ved udemærket godt, at det kan være vildt provokerende at nævne, men er det ikke i sidste ende os selv der sætter dagsordenen ? Er det ikke os selv der bestemmer hvad vi vil og ikke vil ? Hvad der er vigtigst i vores liv lige her og nu ? Frygten for konsekvensen ved at vælge noget fra, sige nej eller lade noget ligge, som vi måske føler er ekstrem vigtige, er ofte større end det der rent faktisk sker hvis vi gør det. Kampen med os selv, vores krav til os selv og det vi føler vi bør, er ofte det værste der kan ske. Men kan du rent faktisk mærke det ? Mærke hvad det gør ved din krop, dit humør og dit selvværd hver gang du tilsidesætter dig selv og dine egne behov ? Hvis det nu rent faktisk var et spørgsmål om liv eller død hver eneste gang, og din egen iltforsyning du gav afkald på, hvad ville du så vælge ?

Endnu flere tapetprøver.

Jeg er netop vendt hjem fra en tur i byen med endnu en tapetprøve under armen. Men det bliver altså næppe i denne bolig det får lov til at komme op, for jeg har for længst indset, at det bare vil blive som et lille plaster på såret, som en lille trøst for noget helt andet, som ikke engang det smukkeste tapet ville kunne fikse.

imageI stedet for at forsøge at skabe noget her, ud over det jeg allerede har. Så har jeg besluttet at gå målrettet efter det jeg i virkeligheden drømmer om. Så det hjælper altid lidt, at hjælpe drømmene lidt på vej. Det hjælper at finde ud af helt præcist hvad det er for et sted jeg drømmer om. Hvordan det skal se ud, og hvad der skal til for at nå der til. Ikke nok med at det bliver endnu nemmere at finde det sted jeg drømmer om, når jeg helt præcist ved hvad det er. Ventetiden bliver altså også en del skønnere. For i stedet for at gå og sukke efter alt det jeg ikke kan få lige nu, så bliver det en skøn og kreativ proces fyldt med drømme.

Samtidig, så elsker jeg hele den kreative proces med at tage udgangspunkt i et tapet, en farvenuance eller et helt bestemt interiør, og skabe stemningsfyldte billeder som moodboards. Det er en fantastisk proces, der ikke alene sætter gang i kreativiteten, men samtidig er perfekte til at skabe en bestemt stemning, et bestemt udtryk. Eller bare skabe mere harmoni i dine projekter, inden du går i gang.

Da jeg startede på Happy Home Therapist uddannelsen skulle vi lave såkaldte moodboards over vores hjem, eller i hvert fald sådan som vi gerne ville have de skulle se ud. I dag kan jeg se, at meget af det jeg har forsøgt at skabe på mine moodboards, også er en del af det jeg efterfølgende fik skabt i mit eget hjem. Ting som jeg i dag i mit nye hjem stadig er aller gladest for.

Nu er det så blevet tid til at skabe nye drømme, i nye skønne omgivelser.

Doven eller ej ?

Nu går du måske og syntes at jeg har været lidt doven her på det sidste, eller jeg har i hvert fald ikke været nær så flittig som jeg plejer. Men det er altså ikke fordi jeg har mistet lysten til at skrive.

For at være helt ærlig, så sker der altså så enormt meget på øverste etage, at selv jeg ind imellem har lidt svært ved at følge med. Jeg har ikke længere så travlt med at få flytterodet på plads. Jeg er egentlig ok med, lige bortset fra det badeværelse jeg så lige mistede i mandags, og jeg kommer altså ikke helt på plads før de er færdige alligevel. Noget andet er hverdagen, der så småt begynder at falde på plads med nye rutiner. Når der endelig kommer ro på alle de ydre ting, så skal jeg ellers lige love for, at man for alvor begynder at mærke alle de indre ting der rumsterer rundt. Drømme der pludselig kommer frem, ønsker for fremtiden, samt længslen efter noget man egentlig havde glemt eller måske lagt lidt låg på, for at få tingene til at fungere. For selv om vi altid vil være vores egen lykkes smed, så er det sjældent, når man er to eller flere, at man ikke ind imellem får lagt lidt låg på nogle ting.

imageDet bliver sjældent nemmere af at komme videre i livet, for der opstår som regel bare andre konflikter, problemer eller bjerge at bestige. Men at stå ved en skillevej i sit liv, hvor altting pludselig bliver muligt. Rigere på erfaringer, klogere på sig selv og hvad der betyder aller mest i livet. Det betyder, at du for alvor må grave dybt inde i dig selv, for at finde svarene.

Du er simpelthen nødt til at handle på alle de drømme, ønsker og længsler der dukker op, ellers kommer du aldrig i mål. Der kommer aldrig til at ske alt det du drømmer om, hvis ikke du finder ud af hvad der skal til, og handler  på det. Til gengæld, så kan du hente fortjenesten ved kasse et, ren fornøjelse, glæde og næring til sjælen er det der følger med.

Travlt med at komme på plads.

Nu skrev jeg godt nok, at jeg ikke længere havde så travlt med at komme på plads. At jeg havde givet det op, fordi alle de udtænkte løsninger og ideer ikke længere passede ind virkelighedens verden. Men som jeg også skrev, så er det ofte det der skal til, når det ser aller mest håbløs ud. Som om det ikke er slemt nok at se alle ideer smuldre langsomt væk, du er oven i købet nødt til at erkende, at du ikke rigtig har nogen løsning på problemet.

imageÆrlighed, det er altså det du får fra mig, og Gud hvor jeg ind imellem hader den her lejlighed. Jeg hader at pladsen er så trang, så når junior leger med LEGO, så fylder det samtidig i det meste af stuen. Jeg hader, at der endnu ikke er et sted, hvor jeg kan være 100 % mig selv. At kontoret stadig mangler opbevaring, så alle mine bøger står stablet i stakke på gulvet, og jeg hader at der ikke er plads til et ordentlig stort skab hvor jeg kan have alt mit tøj, og jeg i stedet må have noget i gangen, noget i soveværelset, og det sidste i et skab på kontoret. Men jeg kunne måske også bytte rundt på de to værelser, så ville størstedelen af problemerne måske være løst.

For det er faktisk også det der gør mig opmærksom på, hvor jeg skal lægge de fleste af mine kræfter få at få maksimal udbytte ud af mine anstrengelser. Det der med at give det op, og ikke længere have så travlt. Der gik faktisk ikke længe før en masse ting pludselig hoppede på plads, næsten helt af sig selv. Andre løsninger der pludselig indfandt sig, og nye åbninger på ellers irriterende og fastlåste ting dukkede pludselig op.

Har du nogen sinde prøvet at tænke lidt ud af boksen ? Vi har nemlig lidt en tendens til at kigge de samme steder hver gang et problem opstår, og vi skal finde løsningen. Men det kunne måske løses på helt andre måder, og i stedet for at se begrænsninger, er løsningen ind imellem at kigge andre steder, være mere nysgerrig, og åbne op for helt andre muligheder. Tænk bare på dengang man var overbevist om at jorden var flad, og oven i købet mente at der i Atlanterhavet levede søuhyre, som kunne sluge hele skibe, og at Oceanet endte i et kæmpe vandfald, hvor man styrtede ned i en afgrundsdyb intethed. Selv om æren ofte tilskrives Colombo, der i øvrigt blot forsøgte at finde en søvej til Indien, og formentlig allerede vidste besked. Undrede en astronom i oldtiden sig over forskelle på solens højde i Alexandra og Syene, fordi samme genstand kastede forskellige skygger, og konkluderede derfor, at jordoverfladen måtte være krummende.

Jeg er stadig et stykke fra målet. I dag kommer de og brækker mit badeværelse ned, og jeg glæder mig bare til de bliver færdige igen.

Det er ikke fordi et hjem skal være specielt “perfekt”.

Jeg elsker at hjælpe andre med at skabe et skønnere hjem. Det er ikke fordi et hjem skal være specielt “perfekt”, indeholde bestemte, moderigtige møbler og interiør eller på nogen måde se Bo Bedre agtigt ud for at være skønt. Men dit hjem er det sted hvor dit liv leves, der hvor du nyder samværet med familie og venner, og der hvor du kan være sig selv. Eller det burde det i hvert fald være, for hvis ikke du kan det i dit hjem, hvor skal du så lige gøre det ?

imageNår jeg bliver booket til en Happy Home Therapy session, er det ofte fordi folk har et eller andet der ikke helt fungerer i deres hjem. Uanset om det kan være problemer med parforholdet, karrieren eller såmænd bare lidt fastlåste situationer, hvor man ikke helt føler man kommer i mål, så er der stort set altid et problem der gør sig gældende. Der mangler personlighed, ting der afspejler de personer der bor der og er i overensstemmelse med det liv de ønsker at leve. Det er bare ikke altid at man kan se det selv. For det første er vi ret ofte indkodet til at købe det mest praktiske. Tænk bare på en mørk og vaskbar sofa, med plads til hele familien på samme tid, hvem ville ikke vælge den ? Men hvis vi i virkeligheden hader at sidde i denne kolde og hårde sofa, er ved at gå til med stress, fordi vi aldrig kan slappe af, og i virkeligheden ville have meget lettere ved at beholde røven i sædet og slappe af i en blød veloursofa med bløde puder. Så kunne det måske hjælpe med et par små ændringer, eller forsøge at skabe plads til afslapning et andet sted.

Alting tager udgangspunkt i dig, dine behov og dit liv. Derfor vil der heller aldrig være samme svar, samme løsning eller samme behov. Det er også derfor vi sjældent får den ønskede, fede effekt ved at gå ud og kopiere magasinernes, butikkernes, eller naboens stil. Dine ting må også gerne have en eller anden form for forbindelse til din sjæl. Som det musselmalede porcelæn, sølvbestik og krystalglas der altid var dækket op med når i skulle samles til familiemiddag hos dine bedsteforældre. Eller boblerne og det skønne, varme vand der nærmest gav dig et kram når du kravlede ned i badekaret som barn. Alle disse skønne minder, om samvær, glæde og tryghed. Det er dem du skal finde og derved skabe et endnu skønnere hjem. Selvfølgelig blandet godt sammen med det der afspejler den du er i dag, og det liv du lever lige nu.

Det største farvelkram.

Jeg har en søn på fem, ind imellem, lige inden han skal sove, kommer der dybe tanker omkring livet. Ligesom andre børn på hans alder, er han stadig overbevist om, at han skal bo hos mig for altid. Han siger, at han aldrig vil forlade mig før jeg dør. Han ved nemlig godt, at når man bliver gammel, så skal man dø. Han ved også, at jeg bliver gammel før ham, og formentlig skal herfra før han skal. Han har derfor spurgt mig, om jeg ikke godt vil give ham det største farvelkram inden jeg dør. Jeg ville ønske, af hele mit hjerte, at jeg kunne garantere ham dette, det kan jeg bare ikke.

Til gengæld, så kan jeg garantere ham, at jeg vil give han det aller største kram, hver evig eneste dag. Så han aldrig føler at han kommer til at mangle det største  farvelkram.

imageHvis jeg skal nævne en fantastisk gave jeg har fået som barn, så er det at kunne rumme døden. Det er ikke ensbetydende med, at døden for mig ikke medfører dyb sorg, og gør ondt. Men jeg mødte ikke en eneste kollega, da jeg arbejdede som sygeplejerske, der som jeg kunne rumme det, når de skulle arbejde med døende patienter. Alligevel er det noget alle ved der sker en dag, for os alle. Men er det ikke det der gør, at vi tør leve livet fuldt ud ? Det der giver os modet til at handle på vores inderste drømme, ikke vente med det der er virkelig værdifuldt, til i morgen ?

Hvis det er den gave jeg kan give videre til min søn, at han kan leve et liv i overensstemmelse med de ting han drømmer om, og som er vigtige for han i hans liv. Så tager jeg gerne snakken igen, og igen. Så svarer jeg gerne på dybe og alvorlige spørgsmål. Også selv om det giver tårer i øjnene, og gør ondt i hjertet, når det minder mig om, at jeg en dag skal forlade ham. Det giver mig styrken og modet til at gøre det bedste jeg kan, både for hans liv, men bestemt også for mit eget. Så jeg ikke en dag fortryder, at jeg ikke gav ham det største farvelkram.

Jeg gav op.

Jeg tror jeg gav op, eller i hvert fald gav jeg det op. Ikke som at sætte sig ned med hænderne i skødet, og bare vente. Men som i at smide alle forventninger og planer overbord. Som i at glemme alt, om alt det jeg skulle, alt det jeg burde og alt det der var nødvendigt for at komme i mål. Forskellen og årsagen var helt klart, at jeg pludselig indså, at alt det jeg troede jeg skulle, ikke længere var muligt og indenfor rækkevidde. Jeg kunne ikke komme i mål sådan som jeg gerne ville og med samme ihærdige og lynhurtige tempo, som jeg ellers var vant til. Men der ligger en væsentlig forskel i det at give op, og i det at give det op.

imageAt indse, at det du har strikket sammen begynder at trævle og at resultatet aldrig bliver godt, fordi du allerede har tabt for mange masker. Det er også at give slip på alle de forventninger, ideer og planer du render rundt med. Ind imellem, er det først i det øjeblik du giver slip, at du i virkeligheden skaber plads til at nye, skønne løsninger ganske langsomt kan finde frem til dig. Holder du fast, og nægter at give slip, også selv om du inderst inde godt ved, at det ikke længere er det du har brug for, så lukker du samtidig lidt øjnene for nye muligheder.

Vi er rigtig gode til at klare alting i vores lille hoved. Samtidig har vi gerne styr på det hele, kontrol over alting, og hver en lille løsning er gennemtænkt ned til mindste detalje. Ind imellem er vi alligevel bare nødt til at give lidt slip, træde et skridt tilbage, og bare lige lade tingene finde på plads, lidt af sig selv. Give plads til vores fornemmelse, vores intuition og det at kunne mærke tingenes tilstand. Kvinder er sindsyg gode til at styre det hele på øverste etage, jeg er i hvert fald, uden tvivl, så meget, at det ind imellem kører total overload. Men egentlig, er en af kvinders største egenskab, evnen til at føle og fornemme. Det er ikke uden grund, at vi fra naturens side er udstyret med evnen til at aflæse stemningsudtryk hos andre mennesker. Tænk bare på det lille nyfødte barn, hvis overlevelse ene og alene er afhængig af dens evne til at udtrykke sine behov, og moderens evne til at aflæse det.

En aftale med mig selv.

Jeg har lavet en aftale med mig selv; ikke at lave flere aftaler med mig selv. Ikke flere løftede pegefingre om, at det må du ikke. Det lyder måske lidt for åndssvagt, men helt ærligt, jeg gider ikke lave aftaler, som jeg så bagefter får dårlig samvittighed over alligevel ikke at have overholdt.

Jeg har faktisk bestemt mig for at gribe det helt anderledes an fremover, jeg vil nemlig gerne skabe et skønt samarbejde med mig selv i stedet for. Hvis det lyder alt for åndssvagt i dine øre, så forstår jeg måske godt en lille smule hvorfor. Det er sku lidt småtosset, lidt som at sidde og tale med sig selv. Jeg er altså hverken skitzofren eller lider af personlighedsspaltning. Men det er altså lidt ligesom med børn, tror jeg på. I det øjeblik jeg stiller mig op, og irriteret spørger junior, om han ikke godt gider lade være med at daske til mig eller sætte sine sure fødder op i mit hoved, så gør han det ganske prompte med det samme igen. Fortsætter jeg med at bede ham om at stoppe, sådan lidt, det må du altså ikke, for det gør ondt eller er mega irriterende, så gør han det mindst lige så mange gange som jeg beder ham om at lade være. Det er ganske enkelt en kamp jeg umulig kan vinde, med mindre jeg enten vælger at skælde så meget ud, at han bliver ked af det og begynder at græde eller går min vej. Den sidste løsning kunne være en mulighed, det andet ønsker jeg overhovedet ikke at benytte mig af. Men jeg kunne selvfølgelig også bare forsøge at lytte til hvad han havde at sige om sagen. Hvorfor jeg pludselig skulle lugte til hans skønne, bløde tæer, når jeg nu ikke ligefrem just havde bedt om at få lov. Måske var der en virkelig god forklaring, måske var han lige fløjet til et andet univers.

Men hvad har det så lige med mig og mig-selv at gøre. Jeg kan jo sagtens finde ud af at formulere mig, at sige fra og give udtryk for hvad der sker i min indre verden. Men er det måske lige altid jeg husker at få spurgt ?

imageNår jeg nu for tredje aften i træk ikke kommer tidlig nok i seng, og hader mig selv den efterfølgende morgen. Eller fem minutter efter vi er kørt hjemmefra om morgenen kommer i tanke om, at jeg igen har glemt at spise morgenmad, fordi min mave pludselig brokker sig. Indrømmet, det er fandme mine meget mørke og dystre sider, som jeg gerne ville undvære. For jeg lærer det sikkert aldrig helt. Til gengæld, så ved jeg også, at det altid kun er i korte perioder af mit liv det sker. Det kommer og går. Men altid på grund af en helt anden årsag. Det er jo så ofte lige der jeg glemmer at få spurgt… For det er måske det der gør, at jeg lige får lidt mere fra hånden i de perioder hvor det er nødvendigt. Hvor mit fokus er langt mere skærpet i forhold til nogle andre områder, der måske har brug for lidt mere opmærksomhed i nogle perioder. Det er måske i virkeligheden det lim der gør, at det hele ikke falder fra hinanden når lokummet brænder. Som vores kære kamp/flugt hormon der træder til, når løven pludselig står og ånder os i nakken. Det er vel i virkeligheden ikke så mærkeligt, at alle tænkelige aftaler med mig selv ikke skal aftales i en flugttilstand, hvis det skal lykkedes at overholde dem.