Sidder du stadig på bænken, i dit eget liv ?  Bliver siddende, der hvor du er, pga. en følelse af tryghed for det velkendte. Med en følelse af frygt og angst for alle de negative stemmer i dit indre. Frygt for hvad andre nu tænker og mener, eller om du har styrken til at udrette det du i virkeligheden drømmer om ?

Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at vide en ting. Vil du leve resten af dit liv, med frygten for aldrig at udleve nogle af dine dybeste længsler og drømme ? Aldrig gøre noget som helst af værdi for dig selv og risikere at du en  dag sidder tilbage med et brugt liv, uden nogensinde at have haft følelsen af ægte glæde, passion, styrke og frihed ? Hvad er det i virkeligheden du bliver siddende der for ? Er det for alle andres skyld, fordi du føler det er dit ansvar at sørge for alle andre ? Eller er det for din egen skyld, fordi det føles lettere bare at lade stå til, i stedet for at smøge ærmerne op, og komme i gang ?

Jeg ved, at det kræver styrke og mod at rejse sig fra bænken, og begynde at gå fremad. Jeg ved, at det gør ondt at skulle forlade dem der insisterer på at blive siddende på bænken, fordi de i virkeligheden ikke har styrken og modet til at sige fra, og begynde at se sig selv i øjnene. Jeg ved, at man ind imellem har lyst til at sætte sig ned igen, fordi man ikke ved hvor fanden man er på vej hen, ikke kan se løsningen og ikke aner hvordan man skal komme der hen. Men jeg har faktisk også fundet ud af, at det ikke nødvendigvis altid er så fandens vigtigt.

Jeg har nemlig fundet ud af, at så længe jeg bare bevæger mig fremad i den retning der føles som den rigtige for mig, så er det ok. Jeg ved, at jeg altid tør se mig selv i øjnene, så længe jeg bare er tro mod mig selv. Jeg får sku også stadig lyst til at sætte mig igen, når fortidens skygger for en kort stund viser deres ansigt. Men jeg nægter fandme at blive siddende der. For det giver mig absolut ingenting af værdi. Det giver mig ingen glæde og følelse af frihed, og jeg ønsker på ingen måde at behandle mig selv uden respekt og anerkendelse for den jeg er. Med bedrag og evige løgne overfor mig selv. For jeg syntes sku helt ærligt at jeg er meget mere værd end det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *