Næppe har jeg overstået en vejledning til dig om hvordan du anvender baguakortet i dit hjem, før jeg begynder at fortælle dig, at du ikke skal gøre sådan alligevel. Der findes nemlig også undtagelsestilstande indenfor Feng Shui. Det er der, hvor du skal lade rummets funktion træde forrest, uanset hvilket baguaområde det befinder sig i.

imageDet første område er alle børneværelser i dit hjem. De bør betragtes som et hjem i hjemmet, og bør indrettes efter barnets ønsker og behov, og ikke efter det pågældende baguaområde det befinder sig i. Børn har ligesom os brug for deres eget rum, og det skal ikke invaderes af vores behov for at lave god Feng Shui. Min søn elsker farven grøn, og derfor er det også den farve der er på hans værelse, selv om det ift baguakortet burde være hvid og sort, og jeg sagtens kunne bruge disse farver i rummet. Du indretter i stedet den tilstødende væg til rummet, eller hvis der er noget af området “tilbage” som er dit i boligen. Gerne med et spejl på væggen, der visuelt åbner op i rummet og trækker det manglende område ind i boligen, såfremt det spejler noget smukt.

Det andet område er dit soveværelse. Du skal på ingen måde begynde at male røde vægge hvis det f.eks falder i kærlighedsområdet. Dette rum er skabt til afslapning, og den røde farve får blodtrykket til at stige, så her vil effekten bare blive det modsatte af det du ønsker dig af rummet. Du kan sagtens arbejde med blide toner af rød, som rosafarvet, kærlighedssymboler og måske et lækkert blødt lammeskind til at stikke fusserne i hver morgen. Men blide, dæmpede farver der signalerer ro. Der findes flere gode råd til hvordan du bør indrette soveværelset Her

Det tredje og sidste område er dit badeværelse. Der findes to områder i dit hjem, der ud over kærlighedsområdet er med til at støtte kærligheden i dit liv. Det ene er det førnævnte soveværelse, det er her vi er sammen med vores partner, men også her vi er afklædte, syge og sårbare med os selv. Det andet er badeværelset, fordi det ofte er her vi står og ser os selv i øjnene. Det er her vi ser på os selv, afklædte, sårbare og ærlige, uden filter. Det skal gerne være smukt, vidunderligt og skønt det vi ser, der i spejlet. Det handler altså ikke bare om et smukt ydre, men det handler i aller højeste grad om det du siger til dig selv når du står der foran spejlet. Smiler du til dig selv, sætter du pris på dig selv, roser dig selv, viser omsorg og kærlighed til dig selv, ja elsker du dig selv som du har fortjent. Det gavner altså meget sjældent vores selvbillede der i spejlet hvis du står i et koldt, klinisk og upersonligt rum og skal være kærlig og omsorgsfuld. Det gør os derimod distancerede, kølige og vi får svært ved at mærke vores følelser. Sjovt nok er rigtig mange badeværelser indrettet med en stor overvægt af metalelementet, og det har fuldstændig modsatte effekt. Det er også derfor jeg ikke har skruet op for metalelementet på mit badeværelse, der ellers ligger i området for kreativitet, og er det element der støtter dette baguaumråde. Men rummet havde så rigeligt i forvejen, at jeg i stedet var nødt til at skabe et mere kærligt og omsorgsfuld stemning. Løsningen kunne være en masse lækre textiler i rummet, forsøge at skabe balance i de fem elementer, og gerne med nogle smukke rosa eller skincolors. Ud over at det er farver der støtter området for kærlighed, og har en beroligende effekt på vores nervesystem, så vil alt fra ildelementet kunne smelte metalelementet, og dermed skabe bedre balance hvis du har rigtig meget metalelement. Du kan se et tidligere indlæg om badeværelset Her

Når du begynder at indrette dine rum, så hav alle de støttende elementer med dig, men brug samtidig din sunde fornuft. Det kan være en god ide at spørge sig selv undervejs; Støtter dette mig i den funktion jeg ønsker mig i rummet ? Er dette med til at skabe den stemning jeg ønsker mig i netop dette rum ? Giver det mening i forhold til det vi skal bruge rummet til ? Er du i tvivl, så prøv at lade mulighederne stå lidt åbne. Jeg kan godt være sindsyg lang tid om at fornemme det helt rigtige i mit eget hjem. Jeg var flere år om at finde de rigtige puder til vores sofa, og har skiftet dem ud rigtig mange gange. Lige indtil jeg fandt de helt rigtige, som jeg har haft i flere år nu, og stadig ikke kunne drømme om at skifte ud med noget andet. Kommer jeg ud til konsultation hos klienter, så tager det til gengæld kun et splitsekund at se hvad der kunne være den bedste løsning i rummet. Jeg har allerede set det meste af hjemmet, og personlighed træder ofte så tydeligt frem i mængden, at det skiller sig ud. Derfor kan det også nogle gange være løsningen at få hjælp til at komme i gang. Det giver lige den mængde energi og forandring man har brug for, for at komme i gang, og samtidig bliver man klædt på med de bedste redskaber til at fortsætte på egen hånd. Det kan ind imellem være rigtig svært at finde ud af hvor splinten sidder. Det kan være et sted som man overhovedet ikke havde tænkt på, og langsomt have spredt sig til flere andre områder.  Men der er altid hjælp at hente lige Her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *