I dag er det den 15. December, og jeg er for alvor blevet udfordrer. Vi bliver udfordret konstant gennem hele livet. Nogle gange byder vi det kærligt velkommen, og andre gange løber vi skrigende væk og forsøger for alt i verden at undgå yderligere konfrontation. Der er næsten en form for alarmberedskab i kroppen der prompte går i gang, vi afviser med det samme, endda uden at tænke nærmere over hvad det er vi afviser. Men nu er det jo sådan, at nogle af de aller værste udfordringer vi får i livet, det vi føler ligger aller længst væk fra det vi tror vi går og ønsker os her i livet, det er nogle gange der, der ligger de aller største sejre. Der er der der ligger et kæmpe potentiale til at udvikle sig, blive klogere på sig selv, eller måske overvinde en forhindring i livet som får os meget tættere, eller endda helt i mål, til det vi går og drømmer om.

imageMin søn går rigtig meget op i farver lige for tiden. Han bliver 5 år til marts, og der diskuteres voldsomt drengefarver og pigefarver. Han har efter eget ønske fået malet en smuk støvet grøn farve på værelset, grøn har nemlig så længe han har kunne give udtryk for det, været hans yndlingsfarve. Men nu har han pludselig fået en ny. Han er heldigvis ikke hoppet af den grønne, men pludselig elsker han, på trods af drengefarver og pigefarver, farven rød. Han blev en dag sur på moderen, fordi hun ikke havde taget røde roser med hjem, men de sædvanlige rosafarvede. Hans nok så yndig indpakkede pakkekalender, som jeg nok så smukt havde pakket ind i papir med både birketræermotiver og glimmerbånd, fordi jeg ved han elsker træer, og i særdeleshed grene, det skulle pludselig være rødt. Han var godt nok utilfreds med moderen, meget utilfreds. Måske forstår jeg egentlig godt, at han er tiltrukket af farven. Han er sådan et barn, der altid bemærker hvordan vi andre har der. Kærlig og omsorgsfuld.

Det er måske ikke den værste udfordring i verden, men når man nu har et mindre, eller rettere ret stort issue omkring rødt, så føles det som lidt af en udfordring. Specielt fordi jeg ret tit er sådan en mor, der ikke gider diskutere småting. Jeg gider ikke spilde min energi og skabe dårlig stemning på ting der måske ikke er så vigtige, bare for at få ret. Jeg forsøger altid at vælge mine kampe med omhu, specielt fordi jeg ved, det alligevel ikke giver nogen mening at stå at diskutere med en umoden hjerne. Der går formentlig mange år endnu, inden fornuftsdelen i hans hjerne kommer til at være den styrende. Så, så længe jeg ved, at jeg alligevel får puttet så mange af de “rigtige” ting ind til lagring og senere anvendelse, så pyt.

Så med rødt gavepapir under armen, en buket røde roser og endda et bundt røde amaryllis tog jeg udfordringen op, og jeg er overhovedet ikke død af farveforgiftning, endnu. Men det var også helt sikkert en af de lettere udfordringer. En af dem, hvor man tænker, hvor kom det lige fra, og hvorfor skulle jeg lige have den ? Men det  er altså sådan det er. Du kan aldrig nogensinde vide hvad der ligger bag en udfordring. Selvfølgelig er der både store og små, og nogle er vi selvfølgelig også nødt til bare at lade ligge. Men potentialet, det der ligger og venter på dig på toppen af bjerget, på den anden side af forhindringen. Det er aldrig til at vide hvilke skatte der måske ligger gemt til dig der. Så tør du tage udfordringen op ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *