Jeg har næsten levet i en kuffert. Den sidst uge, før jeg fik min nøgle, har jeg nærmest levet som var jeg ude at rejse, med stort set intet andet personligt en det jeg havde med i kufferten. Bort set fra det nødvendige tøj, skønhedsprodukter på badeværelset og juniors legetøj, har jeg haft pakket stort set alt det jeg skulle have med væk i næsten en uge.
Jeg var egentlig lidt i tvivl om det nu var helt klogt, om jeg ville føle mig helt forladt, utryg og urolig. Jeg har set et program på TV hvor nogle mennesker som en test skulle prøve at leve uden alle deres ting, og kun måtte hente en ting fra en stor container hver dag. Men jeg havde sindsyg meget brug for at være så klar som overhovedet muligt, ikke bare med mine ting, men også med alt andet. Alt det praktiske, økonomiske og alt det papirmæssige man skal have styr på, når man skal videre. Jeg havde kun 14 dage til at få alt klart, fra det øjeblik jeg skrev under på kontrakten til jeg kunne hente min nøgle. Jeg fik snakket med viceværten, og sikret mig at malning af de syrenfarvede dørkarme i lejligheden var en del af den klargøring der skulle være i lejligheden inden jeg kunne overtage den. Jeg fik oprettet betaling af licens og forsikring, fik bestilt internetadgang, og skaffet alle de ting jeg ville komme til at mangle, når jeg flyttede. Alt overhovedet tænkeligt, havde jeg behov for at få styr på.
Det betød faktisk også, at jeg kom til at gå lidt rundt og savne mine ting, og det var egentlig lidt det jeg havde håbet på. Der er nemlig ikke noget bedre, end gensynsglæde med alle de ting man elsker højt. Samtidig er det en meget god reminder om, hvad man måske egentlig ikke savner så meget, og måske i virkeligheden godt kan undvære. Det er genialt til at få sparket en grundig oprydningsproces i gang. Jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke var et sekund i tvivl om hvilke kasser der skulle pakkes ud først, og som i øvrigt var markeret ekstra omhyggeligt med orange mærkater, ud over en beskrivelse af hvad de indeholdte, så jeg kunne tage dem med mig som det første. Den første tur med bilen blev også pakket med alle mine dyrebareste skatte, de kom med mig under armen i det sekundt jeg kørte ud i lejligheden første gang. Alle mine udstoppede dyr, min guldfrø, min fjerhat, alle mine unika ting, mine lamper og mine kæreste grønne planter. Lidt friske blomster under armen og et par skønne duftlys. Så var jeg ligesom allerede hjemme igen. Den allermest dyrebare skat, min elskede søn, han blev leveret dagen efter, efter en dag hos bedste, og de store og nødvendige møbler, dem fik jeg uundværlige hjælpende hænder til at få flyttet.
Jeg havde arrangeret hjælp til flytning samt barnepige den første dag, allerede da jeg besluttede at sige ja til lejligheden. Jeg har også en søn på fem, og hans velbefindende betyder altså alt i min verden. Derfor vidste jeg også, at jeg havde behov for at skåne ham så meget som muligt for selve flytningen. Jeg syntes faktisk at det var mere end nok, at han skulle overvære hvordan alle vores ting blev pakket væk i papkasser. Heldigvis, så har han glædet sig rigtig meget til vores nye hjem, men jeg ville gerne have så meget som muligt på plads først. Så han kunne komme til sit nye hjem, hvor der allerede var alt det han havde brug for, og ikke skulle tilbage til det tidligere hjem, hans ting så allerede havde forladt.
Det er det der med ind imellem at være lidt for meget, ikke ? Jeg kan garantere dig for, at jeg har lavet aftale efter aftale i rigtig god tid, bare for at være sikker. Jeg har ringet til både det ene og det andet firma, hellere en gang for meget, og fået alle nødvendige aftaler i hus, og jeg føler næsten jeg har brugt et halvt nøglekort på alle de login jeg har lavet ift flytning af både mig og junior. Men gudskelov for den digitale verden, ellers havde jeg skulle sidde i kø i det uendelige, hos kommunen, hos postvæsnet og Gud ved hvem ellers. Det er lidt ligesom det jeg skrev om min opstart af bloggen, da det hele var besluttet og faldet på plads, så var jeg mere end klar.