Month: maj 2019

Jeg var ikke kommet ret langt.

Jeg følte, jeg havde kæmpet og knoklet for at komme i mål, og alligevel gik jeg rundt med en irriterende følelse af, ikke at være kommet ret langt.

Jeg havde en ide om, at alt det jeg havde arbejdet for, alle de valg jeg havde truffet og alt det jeg havde valgt både til og fra, på et tidspunkt skulle begynde at vise sig på en eller anden måde, i min virkelighed. Som et træ jeg havde plantet, passet, gødet og vandet i flere år, endelig begyndte at bære en frugt jeg kunne høste af.

For hvem har ikke ind imellem lyst til at give op, når alle ens anstrengelser ikke virker til at gøre en væsentlig forskel. Hvem har ikke ind imellem lyst til bare at lade det hele ligge, og lege sig til at det hele kan være ligegyldigt, når det ikke lige altid går som man ønsker sig.

Sandheden var i øvrigt en helt anden, end jeg gik og troede. Sandheden var, at jeg var nået milevidt i forhold til før, uden at det helt var gået op for mig. Sandheden var, at jeg til forskel fra før, hvor jeg havde accepteret mindre en jeg fortjente i mit liv, nu stod tilbage med alt det der gav mening. Der befandt sig ikke særlig mange ligegyldige og overfladiske ting i mit liv. Der var ikke ret mange steder jeg havde nøjes med eller gået på kompromis. Men jeg havde bevidst valgt første prioritet, kvalitet og det bedste ind, hver eneste gang.

Jeg havde ikke slugt en masse kameler, lagt søvnløs om natten eller løget overfor mig selv, bare for at få fred. Jeg havde først og fremmest behandlet mig selv med alt den værdighed og respekt som jeg havde fortjent. Jeg havde givet mig selv alt det jeg havde krav på, det jeg ville have, og det der gjorde mig glad og lykkelig. Alt andet, det kunne jeg, uden at blinke lade ligge, for jeg vidste det ikke længere var mit.

Der var ikke længere plads til dem der ikke kunne behandle mig ordentlig, med løgne, manglende respekt og fordømmelse, for jeg var meget mere værd end det.

Jeg havde ikke behov for ligegyldigt skidt og ragelse til at fylde tomme følelsesmæssige huller i mit liv, jeg havde solgt og foræret det hele væk, og tilbage stod jeg nu med kærlighed og overdådig skønhed, i alt det jeg ejede.

Jeg havde ikke mere brug for negative tanker, bebrejdelse og kritik af mig selv. For dybest set havde jeg retten til at gøre nøjagtig som jeg havde lyst til, den eneste dommer var mig selv. Og jeg kunne ethundrede procent se mig selv i øjnene, i hvert eneste valg, tanke og handling.

Jeg var hverken en mekanisk robot uden tanker, følelser og reaktioner, eller en budistisk munk der udelukkende kunne leve af Love & Light. Men jeg er mig, uden behov for at definere, uden behov for at sætte i faste rammer, eller uden behov for at være på en bestemt måde, have bestemte holdninger eller bestemte leveregler.

I morgen er jeg måske en helt anden end i dag, med lyst til noget helt andet. Jeg lever mit liv, og der hvor det nu bringer mig hen. Men først og fremmest leves det fra et sted dybt inde i mig, hvor jeg VED hvem jeg er, jeg VED hvad jeg vil, og jeg VED hvad jeg er værd.

Måske ved jeg ikke hvem jeg er i morgen, men jeg ved hvem jeg er, lige her og nu, og det er i virkeligheden det eneste der er vigtigt for mig.

Jeg gider nemlig ikke spilde tiden på at tænke på alt det der er sket, og som jeg alligevel aldrig kan ændre på. Og jeg gider ikke spekulere, fundere, beregne og måske endda frygte fremtiden, den sker alligevel helt af sig selv, om jeg vil det eller ej.

Men jeg kan bestemme hvor jeg ønsker at befinde mig, når morgendagen kommer. Jeg bestemmer, om jeg så står omgivet af løgne eller autenticitet og ærlighed. Jeg bestemmer, om jeg befinder mig i et bjerg af ragelse og ligegyldige ting, eller udelukkende alt det jeg elsker. Jeg bestemmer, om jeg har skudt mig selv ned med selvkritik, bebrejdelse og negativitet, eller jeg møder mig selv med respekt, kærlighed og omsorg, uanset hvordan jeg så har det i morgen.

Det er nemlig udelukkende derfra jeg ønsker at høste mine frugter. Fra et ærligt og autentisk sted, hvor jeg kan høste alt det jeg elsker, og med følelsen af respekt, kærlighed og omsorg til mig selv.



En stor beskytter.

Jeg har altid mærket en trang i mig selv, til at være en stor beskytter. Men først i det øjeblik jeg blev mor, forstod jeg for alvor hvad det handlede om.

Først og fremmest stod jeg der, med et kæmpe ansvar. Et enormt ansvar for at være den bedste mor, for mit barn. Det var ene og alene mit ansvar at sørge for, at jeg var den mor han havde brug for. Jeg havde, sammen med hans far, ene og alene ansvaret for, at han befandt sig i denne verden. Det var et valg vi to, ene og alene havde truffet, og der var ingen andre der havde noget som helst med det ansvar, eller den beslutning at gøre.

Hvad jeg også rigtig hurtigt forstod, så handlede det ansvar om ham. Ikke om mig, hans far, eller nogen som helst anden.

Derfor var det også min opgave, at sørge for, at han fik det liv han havde brug for. Selvfølgelig havde jeg også holdninger, meninger og erfaringer med mig, ligesom alle andre. Men det blev for mig, min fornemste opgave, at lære ham at kende. Lytte til ham, og forstå hvad han havde brug for. Lade ham udfolde sig, i alle de ting han fandt spændende og interessante, og lade ham vokse og udvikle sig i den retning der lå i hans natur.

Jeg har aldrig forsøgt at få ham til at passe ned i en bestemt kasse, i en bestemt måde at være på, eller et bestemt udtryk. I min verden er det på niveau med diktatur og manipulation, og er på ingen måde det jeg ønsker at give videre til mit barn.

Jeg har set rigeligt med børn, unge mennesker og sågar voksne, der ikke kunne træffe deres egne beslutninger, fordi de altid havde haft andre til at gøre det for dem. Eller ikke vidste hvad de havde lyst til, hvad der gjorde dem glade, eller hvordan de kunne skabe et fedt liv for dem selv, fordi alle deres meninger, holdninger og handlinger aldrig var deres egne, men blot overtaget uden at blinke, fra samfundet eller deres omgivelser.

Den eneste måde jeg følte, at jeg kunne mestre den opgave, at beskytte mit barn bedst. Det var ved at gøre ham i stand til at træffe hans egne beslutninger. Det var ved at gøre ham sikker på, at alt det han havde med til denne verden, og det han havde lyst til, det var det helt perfekte, for ham. Det var ved at gøre ham stærk nok til at sige både ja og nej til det han mærkede lysten til, uden at gå på kompromis med sig selv. Stå ved sig selv, som den han var, også selv om han ind imellem blev ked af det, eller vred over ting der ikke altid lykkedes, men uden at skjule sig og føle sig flov eller forkert.

Jeg ved, at jeg allerede er verdens bedste mor. For jeg ved, at jeg har gjort alt det der føltes rigtigt, for mig, at gøre for mit barn, og aldrig gået på kompromis. Jeg møder en glad, taknemmelig og utrolig kærlig dreng, hver eneste dag. Der med kærlighed og kram fortæller mig, at jeg er verdens bedste mor.

Der findes nemlig ingen anden dommer i det her game, end ham. Han er den eneste der bliver lyttet til, i forhold til, om jeg har gjort mit job ordentligt. Han er den eneste, der kan få mig til at ændre på noget som helst af det jeg gør, hvis jeg oplever, eller han siger, at der er noget han ønsker sig anderledes.

For det er i bund og grund det eneste ansvar jeg behøver bære rundt på, ud over ansvaret for mig selv. Alle andres måder at anskue verden på, eller hvordan de vælger at opdrage deres børn, det ved de bedst selv. Så hvorfor i alverden bekymre sig om det.

Altid så travlt.

Tidligere undrede jeg mig ofte over, hvorfor jeg altid havde så travlt med at lave alting om. Når jeg “endelig” havde fået færdiggjort et projekt, eller jeg endelig var tilfreds med en forandring der havde været længere tid undervejs. Så var jeg næsten med det samme, klar til at starte forfra igen, gå i kast med noget nyt. Eller der dumpede straks en ny ide ned i min favn.

Jeg begik ofte den ene fejl – jeg lyttede til alle andres uforstående over, at jeg gik i kast med noget nyt, i stedet for at nyde, at jeg var “færdig”. Jeg lod andres mening om, at det handlede om at blive færdig fylde mere, end min egen viden om, at det for mig aldrig handlede om at blive færdig. Det føles rigtigt for mig, at tænke den tanke, at i det øjeblik jeg blev færdig, var det øjeblik jeg enten gav op, eller stillede træskoene.

Det har nemlig aldrig kun handlet om det færdige resultat. Det har aldrig kun handlet om, at få det overstået, så jeg kunne sidde mig ned, slappe af, og nyde resultatet.

Det handler om det at skabe forandringer i mit liv. Forandringer, så alt det jeg omgiver mig med, fortsat matcher mig. Jeg var ikke den samme i går, som jeg er i dag, og derfor vil jeg også, så længe jeg fortsat forandrer mig, udvikler mig som menneske. Jeg har behov for at have en model af verden omkring mig, der føles opdateret, energigivende og levende – i evig bevægelse.

Jeg ved nemlig også, at jeg kvæles og dør langsomt, i enhver form for stagnation. Jeg visner bort til en lille, uinspirerede klump af stagneret energi i det øjeblik jeg sætter mig til ro, og nyder det færdige resultat. For jeg bliver aldrig færdig – det kaldes at leve mit liv, på den bedst tænkelige måde, jeg bliver fyldt op af, inspireret af, får ny energi af. Der hvor jeg altid er sulten på livet, efter mere, efter noget bedre, eller noget helt andet.

Vi forsøger ofte at skabe stabilitet og genkendelighed, og vil gerne have, at alting er som det plejer. Måske for at skabe en illusion af, at livet så ikke kan ramme os, vi er mere beskyttet mod udefra kommende fare og vi forsøger at skabe en falsk form for tryghed og kontrol med vores liv. I den perfekte, stabile og genkendelige ramme, skaber vi illusionen af, at der kan intet ramme os. Vi har bygget vores stærke forsvar mod alt det der muligt kunne ramme os – og når bare vi forholder os i ro der, så føler vi os langt mere trygge.

Hvis vi nu spiser og motionerer på en bestemt måde, så er vi garanteret evig sundhed, og vi eliminerer alle sygdomme og skavanker.

Hvis vi nu tror på nogle bestemte samfundsbestemte holdninger, følger en bestemt strategi eller actionsteps, hvis vi bare gør det alle de andre siger vi skal, så er vi garanteret succes.

Hvis vi opdrager vores børn ift bestemte normer og pædagogiske retningslinier, og med et helt bestemt regelsæt, så er de garanteret et succesfuldt liv, og vi kan samtidig få dem til at passe ind i vores kontrolstyrede og skematiske liv.

Hvis vi er succesfulde, smukke og kan fremvise et perfekt liv, så er vi garanteret et liv i glæde og lykke, fordi alle roser og anerkender os.

Hvis vi forbliver i stabilitet og økonomisk tryghed, med den stodder af en mand vi overhovedet ikke elsker mere, og i stedet giver alle vores frustrationer over, hvorfor vi ikke længere føler os elsket. Samtidig med at vi så kan give ansvaret for at vi bliver i forholdet, til vores børn.

Jeg syntes det er fuldstændig ligegyldigt, og det eneste jeg går efter, er det der føles rigtigt for mig. Jeg trives også i kaos, kreativt rod og frie rammer, hvor man bare kan få lov til at være sig selv. Uden man skal have titler eller etiketter for at være på en bestemt måde, bare for at føle sig værdsat. Det er derfra der udspringer nye muligheder og ideer, der hvor alt er åbent og frit. Ikke fra en fastlåst og kontrolstyret livsstil.

Jeg værdsætter først og fremmest MIG SELV – for at have modet til at leve mit liv som jeg finder det rigtigt. Først derfra udspringer respekt og anerkendelse fra andre mennesker, fordi man tør stå fast på sig selv, og den model af verden man selv tror på. Den der giver mening for mig. Den der fylder mig op, og giver mig glæde og lykke, i mit liv. Den der ikke er styrer af, hvad alle de andre mener, men af mig. Hvor jeg selv er intelligent nok til at vurdere, hvad der føles mest rigtigt for mig.