Month: november 2018

Jeg har ofte undret mig.

Jeg har ofte undret mig. Hvad er det der gør, at vi ofte lytter til andres gode råd om, hvordan vi bør være, hvordan vi bør se ud og hvad vi skal tænke, mene og gøre. Men samtidig giver mere og mere slip på os selv ?

Hvordan skal andre kunne vide, hvad der er det rette for os ? Og hvem har defineret hvad der rigtigt eller forkert, godt eller skidt eller “normalt” i denne verden.

Hvorfor lade andre bestemme over dig, og samtidig miste mere og mere af dig selv ?

Hvorfor have skabt en hel menneskehed med forskellighed, hvis det var meningen vi alle skulle være ens ?

Jeg tror på, at vi alle, hver især, rummer en hel unik og kraftfuld evne til at bidrage til dennne verden, med hvert vores eget. Hvilket aldrig kommer til at ske, hvis vi alle fortsætter med at tro på, at det vi har med til denne verden, ikke er godt nok. Hvis vi smider alt det vi har med væk, gemmer det af vejen i skam, og tilstræber alt mulig andet i vores liv. Alt det der måske ligger endnu længere væk fra vores sande jeg. Således at vi må knokle og kæmpe resten af livet, for at opnå glæden ved at få noget til at lykkedes.

Samtidig med, at vi langsomt mister forbindelsen til os selv. Alt det, vi engang troede på. Alt det vi engang ville gå gennem ild og vand for, fordi det betød alt for os. De værdier vi kunne mærke berørte os så dybt i hjerte og sjæl, at ingen kunne få os til at slippe taget eller miste fodfæstet. Alt det der var dig, uden at du behøvede andet end din egen tro, opbakning, visdom og kærlighed.

Du kan ikke fjerne den del af dig, for det ER dig. Men du kan vælge at fjerne kontakten til den, og leve videre som en tom version af dig, men påtaget facade og personlighed.

Det er i sandhed ikke et særlig kærligt og omsorgsfuldt forhold til dig selv.

Jeg valgte at stå at.

Jeg valgte at stå af bussen, for at fortsætte videre i livet, i mit eget tempo. Jeg kunne enten sidde eller stå, men jeg ville hellere løbe lidt, danse lidt og bare have mulighed for at gøre lige hvad der føltes rigtigt for mig, i hvert et givet øjeblik. Jeg måtte vælge fra, men jeg ved, at alt det jeg har brug for i mit liv, nok skal finde mig igen. Der er intet i denne verden jeg har mere brug for, end mig selv. En ærlig, autentisk  og fri version af mig.

En version, der ikke er kopieret ud fra alle andres ønsker og forventninger. En version, hvor alt visdom og alle drømme kommer fra en stærk og uudtømmelig, indre kilde. Der, hvor det kun er mig der eksisterer. Som ren styrke og råkraft, der træder ud som den reneste version af mig. Ingen forurening, ingen støj og larm, ingen kopier, facader eller masker. Jeg har ikke brug for andres mening eller accept, for at være mig. Men jeg har brug for mig – i den mest ærlige, autentiske og frie version. Jeg har først og fremmest brug for at være ærlig, overfor mig. Være autentisk, sammen med mig. Være og føle mig fri, som mig.

Det handler ikke om andres måde at leve deres liv på. Hvordan de bor, går klædt, deres holdninger og meninger og hvordan de opdrager deres børn. For jeg behøver ikke være enig. Jeg er altid enig med mig selv.

For det er først i det øjeblik jeg begynder at sammenligne, være noget jeg ikke er, eller tilstræbe mig noget jeg dybest set ikke ønsker, der opstår konflikter. Følelsen af, ikke at være god nok, dygtig nok eller rigtig nok. For jeg vil altid være god nok, som mig. Det er det jeg er beregnet til.