Jeg har ofte undret mig. Hvad er det der gør, at vi ofte lytter til andres gode råd om, hvordan vi bør være, hvordan vi bør se ud og hvad vi skal tænke, mene og gøre. Men samtidig giver mere og mere slip på os selv ?

Hvordan skal andre kunne vide, hvad der er det rette for os ? Og hvem har defineret hvad der rigtigt eller forkert, godt eller skidt eller “normalt” i denne verden.

Hvorfor lade andre bestemme over dig, og samtidig miste mere og mere af dig selv ?

Hvorfor have skabt en hel menneskehed med forskellighed, hvis det var meningen vi alle skulle være ens ?

Jeg tror på, at vi alle, hver især, rummer en hel unik og kraftfuld evne til at bidrage til dennne verden, med hvert vores eget. Hvilket aldrig kommer til at ske, hvis vi alle fortsætter med at tro på, at det vi har med til denne verden, ikke er godt nok. Hvis vi smider alt det vi har med væk, gemmer det af vejen i skam, og tilstræber alt mulig andet i vores liv. Alt det der måske ligger endnu længere væk fra vores sande jeg. Således at vi må knokle og kæmpe resten af livet, for at opnå glæden ved at få noget til at lykkedes.

Samtidig med, at vi langsomt mister forbindelsen til os selv. Alt det, vi engang troede på. Alt det vi engang ville gå gennem ild og vand for, fordi det betød alt for os. De værdier vi kunne mærke berørte os så dybt i hjerte og sjæl, at ingen kunne få os til at slippe taget eller miste fodfæstet. Alt det der var dig, uden at du behøvede andet end din egen tro, opbakning, visdom og kærlighed.

Du kan ikke fjerne den del af dig, for det ER dig. Men du kan vælge at fjerne kontakten til den, og leve videre som en tom version af dig, men påtaget facade og personlighed.

Det er i sandhed ikke et særlig kærligt og omsorgsfuldt forhold til dig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *