Er du en pleaser, er du en af dem der siger ja, når du inderst inde mener nej. Mange af os kan ikke lide folks negative reaktion, og måske gøre andre kede af det, og derfor siger vi altså det vi forventer andre gerne vil høre. Problemet er bare, at i sidste ende, så går vi og snyder os selv. For at sige fra, stå ved vores egen mening, og os selv.

Jeg havde en dag forvildet mig ind i en anden tøjbutik i byen, en jeg normalt aldrig rigtig finder noget jeg gider købe i. Alligevel havde jeg et par jeans på, der var købt i butikken. De der helt plain af slagsen, købt på tilbud til at bruge på arbejde, da jeg ikke havde kunne finde andet lige da jeg manglede mest. Indehaveren, som jeg i øvrigt har talt med mange gange, bemærkede åbenbart hvad jeg havde på. Han spurgte i hvert fald til, om jeg ikke var glade for dem. Og nej det var jeg egentlig ikke, de var købt i nød og modellen var alt for stor i taljen, så det svarede jeg naturligvis. Nogle reagerer ved at blive sure og fornærmede, andre syntes det er ok.

Men er det ikke ok at svare ærligt, når man nu bliver spurgt ? Det mener jeg, og vil du ikke have min ærlige mening, så skal du overhovedet ikke spørge mig. Vil du have et pleaser svar, hvor jeg skal svare sødt, hvis jeg ikke mener det, så er det altså ikke mig du får svaret fra. For jeg gider ikke. Jeg syntes det virker falsk. Hvis jeg kom og spurgte dig, ville jeg sætte pris på et ærligt svar. Jeg ville dø, hvis jeg troede du elskede rødt og havde anbefalet dig at fylde hele dit hjem med rødt interiør. For bagefter at finde ud af, at du kun havde sagt ja, fordi jeg gav udtryk for at farven var den mest effektive til at skabe dynamik og få tingene til at ske i dit liv, og samtidig boostede dit kærlighedsliv.

Jeg bliver også ked af det, hvis jeg spørger, og jeg egentlig gerne ville have vedkommende til at mene noget andet end det de gør. Men jeg bliver faktisk mere ked af at finde ud af efterfølgende, at de ikke har været helt ærlige. Jeg syntes også det er svært at sige nej til en invitation, hvor jeg egentlig ikke har overskud til at deltage, fordi jeg måske gør nogen kede af det. Men jeg prioriterer mig selv som det vigtigste i sådan en situation. Jeg har nemlig prøvet det modsatte. At gøre alt det jeg troede andre forventede, og sige ja, fordi jeg troede det var det bedste. Det er det bare ikke, for respekterer du ikke dine egne behov, så dør du for alvor. I din sjæl, der har brug for alle de skønne ting du elsker, og ikke alt det andre ønsker sig, af dig, eller det du tror de ønsker. Hvordan skulle andre kunne behandle dig med respekt, hvis du ikke respektere dig selv ? Du fortjener at blive elsket som den du er, med de meninger og holdninger du har, og ellers er det formentlig ikke kærlighed.

Og nej, du skal ikke nødvendigvis være ærlig hvis en veninde spørger, om du kan se hun har taget fem kilo på, hvis manden lige er skredet. Eller hvis du bliver spurgt, om du ikke elsker din kære tante Oda’s boller i karry, og det ikke er sandt. Med svar med en god portion fornuft og i de situationer hvor et ærligt svar gør en forskel for dig.

Jeg er kommet til at sige noget grimt. Et bandeord, jeg husker ikke engang hvorfor, men junior, han fangede det med det samme, og grinede voldsomt af sin mor. Han syntes nemlig det var enormt morsomt at jeg havde sagt noget man ikke måtte, for fanden da.

Vi taler en del om det der med at tale pænt, der kommer nemlig af og til nye ord med hjem fra børnehaven, og selv om han bare prøver mig af, så syntes jeg det er vigtigt, at han lærer at tale pænt til andre. I starten var jeg en prutteskid, så var jeg dum, og lige for tiden, ja så siger han at han keder sig, når han altså ikke lige forsøger sig med bandeord.  I børnehaven må man ikke slå, man må ikke prutte og man må helst ikke være sur eller vred. Men det er de færreste af os der er glade hele tiden. Når man så oven i købet skal lære, både at styre sine følelser, sine bevægelser og kontrollere kroppens funktioner, så kan jeg godt forstå det ind imellem kokser lidt inde i sådan en lille krop. En dag talte vi netop om det der med at prutte, for det må man altså ikke, og slet ikke når man sidder og spiser, og det er måske heller ikke det mest lækre. Men da jeg så spurgte ham, om man godt måtte prutte når man legede, så grinede han mens han svarede, at så kunne de aldrig finde ud af hvem det var.

Når man kommer hjem, så har man behov for at slappe af, og behov for smide lidt af den altid gode opførsel. Det er de færreste der kan rende rundt og være søde og rare konstant. Være glade og ikke have lyst til at slippe tøjlerne, bare en gang imellem og give slip. Give slip på prutten,  bandeordet eller et slag, der lige så hurtigt som det er sendt afsted har forløst den dårlige stemning og givet slip på frustrationerne, der ikke altid findes søde og kærlige forklaringer for. Ofte efterfulgt af et grin eller smil, for man ved jo godt at det er forbudt, men der sker alligevel en eller anden form for forløsning ved at gøre det alligevel. Så det er altså enormt befriende at høre, at mor også kan komme til at sige et bandeord, der er lidt forbudt.

Ligesom det er ok også at være sur eller ked af det, komme til at slå i frustration eller blive vred. For jeg tænker bare. Hvad er det for en verden vi forbereder vores børn til, hvis vi lærer dem, at det ikke er ok. Ikke ok at være sure, ikke ok at være kede af det eller vrede. Er det ikke også en del af livet ? Det er vist de færreste der går igennem hele livet uden at blive berørt af disse følelser. Men hvis det er så normalt, hvorfor er det så lige, at det ikke er ok? Burde vi ikke i stedet bruge energi på at lære vores børn at håndtere disse følelser, lære at rumme dem og omfavne dem, som det de er, nemlig følelser. De forsvinder jo igen, ofte lige så snart de får lov til at være der. Hvor imod de ofte bare vokser sig endnu større, hver gang vi forsøget at lægge låg på. Ligesom den fantastiske regnbue på himmel først kommer efter en kæmpe regnbyge. Så er det ikke let at mærke glæden ved livet, hvis vi ikke også har oplevet sorgen.

Hvor mange voksne render ikke rundt resten af livet, og forsøger at lære at håndtere netop disse følelser. Lære at acceptere netop disse sider af sig selv. Jeg tror, det ville være langt lettere, hvis vi lærte vores børn, at det var ok. Så de ikke skulle bruge resten af livet på at prøve at lære at acceptere de sider af sig selv.

Jeg står med en buket halvvisne roser. Farven er stadig smuk violet som jeg elsker højt, men bladene er begyndt at visne. Vejen til skraldespanden, jeg overvejer lige, skal, skal ikke ?

Nu er det sjældent buketten med halvvisne roser der giver så meget modstand og sved på panden. Men var det nu bedstes gamle lænestol, som du har arvet, men som du egentlig ikke ser spor glæde og skønhed i længere. Eller det møbel du købte for to år siden, men som du egentlig har mest lyst til at skille dig af med igen, fordi den overhovedet ikke gør noget godt for dit hjem eller dig længere, ja så bliver vejen måske lidt sværere. Vi kan have så uendelig svært ved at skille os af med vores ting. Ting som vi egentlig godt ved, dybest set ikke giver os nogen glæde længere. Ting som vi er færdige med og som ikke længere støtter os i det liv vi ønsker at leve.

Det er egentlig ganske enkelt. Alt hvad du omgiver dig med i dit hjem, det er det du identificerer dig med, og det er det der påvirker dig, hver eneste dag, og er afgørende for hvordan du har det. Så bliver du gladere og mere lykkelig af at beholde bedstemors gamle lænestol, hvis du i stedet kunne skabe mere plads i dit hjem ? Eller blive mere motiveret til at spare op til den lækre lænestol du i virkeligheden har drømt om de sidste 5 år ?

Det er bare så uendelig svært at give slip på noget velkendt, noget trygt og godt. Vi aner jo ikke hvad vi får i stedet for, hvis vi overhovedet får noget andet. Men vi må og skal give slip, vi skal turde springe ud i det ukendte, turde tage chancen. Det vil være uendelig svært at skabe plads til noget nyt i dit liv, hvis du aldrig tør give slip på noget af det du allerede har. Hvis du altid holder fast i det trygge og velkendte, så er der ofte lukket og låst. Ved at skabe plads og give slip, åbner du op. Det er ok at have et emty space indtil noget nyt dukker op, eller kvitte jobbet du hader, før du har noget nyt på hånden. Hvis alle de der intetsigende ting, eller det ligegyldige job bliver ved med at optage vores space, så kan det være uendelig svært at finde frem til det du i virkeligheden ønsker dig.

I forhold til kærlighed og parforhold, er der ofte singler der desparat ønsker at finde en partner. Med ved spørgsmålet om der så er plads til denne Mr. Right, hvis han pludselig stod og ringede på døren i morgen, er det ikke altid de har tænkt nærmere over dette. Er der plads  til ham i hjemmet, et sted han kan sove, have sit tøj i skabet og barbergrej på badeværelset. Hvis du inderst inde ikke er mentalt klar til at give ham plads i dit hjem, fysisk plads i dit hjem og lade ham fylde men hans personlige ting fra hans rygsæk. Så er det måske i virkeligheden ikke så mærkeligt at han ikke kommer forbi og ringer på.