Har du nogensinde fået at vide, at du var for meget ?
Blot fordi du insisterede på noget du gerne ville have på en bestemt måde, fordi du vidste det betød noget for dig.
Nogensinde blevet defineret af andre som vred eller agressiv ?
Blot fordi du stod op for dig selv og det du tror på, og satte sunde grænser for dig selv.
Blevet bedt om at stoppe eller tage dig sammen i forhold til en hvilken som helst følelse der er opstået i dig, i et givet øjeblik ?
Blot for at konstatere, at andre kun tror du må være glad og medgørlig hele tiden.
Jeg er ALTID for meget, når jeg går i kast med noget jeg brænder for, noget der har stor værdi for mig, eller betyder alt for mig. Hvis andre ikke kan håndtere den form for passion, dedikation og power, så har de altid valget til at forlade situationen igen. For det handler KUN om mig, og den jeg er.
Jeg bliver skide vred når andre mennesker overskrider mine grænser. Hvis de ikke kan forstå mine ord, når jeg på en pæn måde beder dem om at stoppe. Så er der som regel ingen anden vej, end at tale med MEGET STORE bogstaver, for at trænge igennem vattet i deres øre. Jeg har alt mulig ret til at bestemme, hvad jeg har lyst til at omgive mig med i mit liv. Mennesker der taler ned til mig, forsøger at fylde mig med brok og beklagelser, eller sladder om dit og dat, der ikke findes nogen som helst hold i. Det gider jeg simpelthen ikke have i mit liv. Det skaber en dårlig stemning og energi, og det eneste formål er, at nedgøre andre i forhold til at hævde sig selv. Jeg ser absolut intet formål i det. Der oftest handler om vedkommendes egen manglende evne til at tage ansvar for sig selv. Jeg hjælper gerne hvis man oprigtig og ærlig kommer med et problem man er klar til at tage ansvar for. Men forsøge at lægge det over på andre, det bliver ikke hos mig.
Mine følelser er mine egne, og jeg forsøger ikke at bremse dem, manipulere dem eller lade som om de ikke eksisterer. Jeg kan sagtens håndtere dem. Jeg ved, at de er der for at vise mig flere nuancer af livet. En sorg eller tårer er også en reminder, om alt det jeg elsker højt og inderligt i mit liv. Jeg går ikke i stykker fordi jeg oplever en smule modgang eller smerte, det er det der gør mig stærkere, og giver mig endnu mere lyst til at “kæmpe” for alt det jeg har kært. Jeg er ikke interesseret i andres hjælp til at fikse mig og rage i mine følelser, helt uden de har modtaget en invitation. For jeg er ikke fået i stykker, men er helt som jeg er beregnet til at være.