Jeg har altid mærket en trang i mig selv, til at være en stor beskytter. Men først i det øjeblik jeg blev mor, forstod jeg for alvor hvad det handlede om.
Først og fremmest stod jeg der, med et kæmpe ansvar. Et enormt ansvar for at være den bedste mor, for mit barn. Det var ene og alene mit ansvar at sørge for, at jeg var den mor han havde brug for. Jeg havde, sammen med hans far, ene og alene ansvaret for, at han befandt sig i denne verden. Det var et valg vi to, ene og alene havde truffet, og der var ingen andre der havde noget som helst med det ansvar, eller den beslutning at gøre.
Hvad jeg også rigtig hurtigt forstod, så handlede det ansvar om ham. Ikke om mig, hans far, eller nogen som helst anden.
Derfor var det også min opgave, at sørge for, at han fik det liv han havde brug for. Selvfølgelig havde jeg også holdninger, meninger og erfaringer med mig, ligesom alle andre. Men det blev for mig, min fornemste opgave, at lære ham at kende. Lytte til ham, og forstå hvad han havde brug for. Lade ham udfolde sig, i alle de ting han fandt spændende og interessante, og lade ham vokse og udvikle sig i den retning der lå i hans natur.
Jeg har aldrig forsøgt at få ham til at passe ned i en bestemt kasse, i en bestemt måde at være på, eller et bestemt udtryk. I min verden er det på niveau med diktatur og manipulation, og er på ingen måde det jeg ønsker at give videre til mit barn.
Jeg har set rigeligt med børn, unge mennesker og sågar voksne, der ikke kunne træffe deres egne beslutninger, fordi de altid havde haft andre til at gøre det for dem. Eller ikke vidste hvad de havde lyst til, hvad der gjorde dem glade, eller hvordan de kunne skabe et fedt liv for dem selv, fordi alle deres meninger, holdninger og handlinger aldrig var deres egne, men blot overtaget uden at blinke, fra samfundet eller deres omgivelser.
Den eneste måde jeg følte, at jeg kunne mestre den opgave, at beskytte mit barn bedst. Det var ved at gøre ham i stand til at træffe hans egne beslutninger. Det var ved at gøre ham sikker på, at alt det han havde med til denne verden, og det han havde lyst til, det var det helt perfekte, for ham. Det var ved at gøre ham stærk nok til at sige både ja og nej til det han mærkede lysten til, uden at gå på kompromis med sig selv. Stå ved sig selv, som den han var, også selv om han ind imellem blev ked af det, eller vred over ting der ikke altid lykkedes, men uden at skjule sig og føle sig flov eller forkert.
Jeg ved, at jeg allerede er verdens bedste mor. For jeg ved, at jeg har gjort alt det der føltes rigtigt, for mig, at gøre for mit barn, og aldrig gået på kompromis. Jeg møder en glad, taknemmelig og utrolig kærlig dreng, hver eneste dag. Der med kærlighed og kram fortæller mig, at jeg er verdens bedste mor.
Der findes nemlig ingen anden dommer i det her game, end ham. Han er den eneste der bliver lyttet til, i forhold til, om jeg har gjort mit job ordentligt. Han er den eneste, der kan få mig til at ændre på noget som helst af det jeg gør, hvis jeg oplever, eller han siger, at der er noget han ønsker sig anderledes.
For det er i bund og grund det eneste ansvar jeg behøver bære rundt på, ud over ansvaret for mig selv. Alle andres måder at anskue verden på, eller hvordan de vælger at opdrage deres børn, det ved de bedst selv. Så hvorfor i alverden bekymre sig om det.