Tænk stort, i din indretning. Det giver liv, dynamik, blikfang og skaber god kontrast. At indrette sig med enkelte store ting i din indretning signalerer samtidig styrke.
Et par store solide krukker ved din fordør, med store sunde grønne planter eller blomster giver en tydelig markering af din indgang. Der er ikke noget usikkert, ustabilt der vælter hvis det stormer kraftigt, eller det får et puf. Lidt som dig selv, hvis du ikke står ved dig selv, din mening og er usikker, så vil du også lettere blive væltet af stormen. Men tør du stå ved dig selv og udtrykke kraft og stabilitet, så vil du også stå langt stærkere. Tænk bare på et stort solidt træ, med kronen der næsten vokser ind i himlen. Kun en meget voldsom orkan eller sygdom vil kunne vælte den omkuld.
Jeg har flere gange stået på hoteller og beundret kæmpe store potter fyldt med hvide orkideer eller enorme lamper i loftet. Det giver en fantastisk effekt, og jeg syntes det er så lækkert. Derfor bruger jeg også det, at samle flere blomster i en krukke, eller vælge en grøn plante i en større størrelse end det traditionelle. Jeg har også store puder i min sofa og på sengen, ikke de traditionelle 40×40 men store 60×60, der giver den skønneste luxuriøse følelse, når jeg skal slappe af, nærmest som at blive omfavnet.
Har du mange små ting i din indretning, så prøv at se, om du bare et enkelt sted kunne skabe denne lækre effekt med noget stort. En stor lampe over spisebordet, en stor, skøn, grøn plante i et tomt hjørne eller bare en kæmpe pude i sofaen.