Jeg følte mig forkert hver gang andre ikke forstod mig. Hver gang jeg mødte modstand, følte mig hånet eller latterliggjort på grund af mine meninger, mine valg eller den indre stemme der konstant fulgte mig. Jeg forsøgte ind imellem at mødes lidt, gå lidt på kompromis eller lade som ingenting. Men den indre stemme, mine meninger og lysten til bestemte valg uanset andres mening og hån, den fortsatte for fuld rabalder.

Jeg kunne have fortsat sådan i det uendelige, eller i hvert fald indtil min tid her på jorden var slut. Formentlig blot for at vende tilbage med samme udfordringer en gang til.

Men jeg indså, at alle andre aldrig ville blive tilfredse, uanset hvad jeg gjorde, mente og hørte i mit indre. Der ville altid være folk der gik op i at være Rasmus Modsat, folk der elskede konflikter, intriger og gad spilde sin energi på negativitet og brok. Folk der stadig levede i en forældet version af verden, der troede på at alt skulle være som det plejede. At man ikke var intellligent nok til at tænke selv, eller kreativ nok til at være nytænkende og nyskabende.

Men jeg skulle så absolut ikke spille på det hold. Jeg forstod pludselig hvorfor der var opstået konflikter, hvorfor jeg blev mødt med uforstående meninger og holdninger, og hvorfor de indre stemmer blev ved. Det var mit WAKE – UP CALL !!! Det var for at minde mig om at jeg ikke skulle denne, samme vej. Det blev ufortrødent ved og ved med at komme til mig, indtil jeg fattede pointen.

Jeg kunne have gået rundet og bitchet resten af mit liv, over alle de åndsvage mennesker der blev ved med at blande sig i mit liv. Eller, jeg kunne: MOVE THE FUCK AWAY… Jeg kunne gå videre, lade være med at lytte til alt det jeg alligevel ikke kunne bruge til noget. Give andre lov til at være uenige, brokke sig eller have en påtrængende holdning om mig og mit liv. Så længe jeg ikke behøvede at høre på det.

Jeg kunne bare gå, sige nej tak og istedet bruge min tid på alt det som jeg syntes er det fedeste.