I mange år var jeg utilfreds. Utilfreds med mig selv, hvis jeg ikke mente, jeg levede op til mine egne forventninger, til mig selv.
Forventninger, som jeg overhovedet ikke anede, overhovedet ikke stammede fra mig selv, men fra alle andres mening om, hvordan tingene helst skulle være. Det var der bestemt ikke noget ondt i.
Samfundet, der gerne ville have ressourcestærke og veluddannede unge mennesker, der kunne bidrage til et rigt samfund. En kærlig og omsorgsfuld familie, der gerne ville sikre sig, at man fik et let og ubesværet liv. Måske fordi de selv eller deres forældre havde levet under helt andre vilkår, hvor der var helt andre, begrænsede ressourcer til stede. Måske fordi man altid så og hørte skrækhistorier, om dem der klarede sig dårligt, dem der skilte sig ud og derfor fik det svært. Eller blot på grund af den usikkerhed og frygt for fremtiden, der til tider kan bosætte sig i os alle, fra tid til anden.
Jeg oplevede dog en helt anden sandhed. For jeg var overhovedet ikke i stand til at finde det fede liv i det ensrettede og fastlåste. Jeg kunne overhovedet ikke se muligheder, længslen efter mere og det fantastiske liv i “one fits all”
Jeg ville have oceaner af skønhed, glæde og magi, i mit liv. Jeg ville have det hele, også selv om alle andre mente man var grådig, for meget eller whatever. Jeg kunne tydeligt mærke, at det var der jeg var beregnet til at være. Også selv om andre mente det var forkert, og gjorde alt for at fortælle hvordan deres version var.
Men der var ingen der skulle fortælle mig hvor mange blomster jeg skulle have i min have. Hvor mange vandhuller, sommerfuglebuske og frugttræer jeg havde brug for, for at skabe plads til alle moder jords skabninger.
Der var ingen der skulle fortælle mig, hvor tossede mine indretningsideer var. Selv om alle andre malede hvide vægge, så malede jeg mine mørkeblå, rosa og blommefarvede. Jeg solgte ud af de moderigtige designerting, og investerede i ting med historie, sjæl og vibrerende design.
Jeg hoppede i glimmer og glitter, selv på en gråvejrsdag. Rendte rundt i afslappede bukser og uvasket hår, bare fordi jeg havde lyst. Jeg så ud, som jeg havde lyst til, bare fordi jeg kunne, og intet i hele verden kunne være mere ligegyldigt, hvis bare det var mig.
Jeg stoppede nemlig med at være særlig meget utilfreds, med mig. Jeg fik lettere og lettere ved at være mig, uden at skulle præstere noget bestemt, overfor alle andre. Jeg begyndte at leve op til mine egne forventninger, til at være mig. Den jeg i virkeligheden havde lyst til at være.
Hende der kunne proppe haven med alverdens smukke blomster, og altid finde plads til en mere. Hende der kunne glædes dybt, hver eneste gang der dukker en ny sommerfugl, guldsmed, fugl eller tudse op i haven. Hende der inspireres og begejstres af smukke mønstre og farver, lækre materialer og ser et kunstværk i alt det smukke. Hende der elsker glimmer og glitter, samtidig med at det er super bekvemt at rende rundt i afslappede bukser, og hellere vil i haven, end at bruge 10 minutter ekstra under bruseren på at vaske hår.
Det er hende jeg lever mit liv for, hver eneste dag. Hende der er ansvarlig for, at jeg fylder mit liv med skønhed, glæde og magi. Hende jeg VED hvem der er, og VED hvad hun vil have. Det er derfor jeg overlader ansvaret for at skabe nøjagtigt det i mit liv, udelukkende til hende.