Køber du håndfarvet garn, er der et par praktiske informationer der er gode at have med.
Ikke to fed er ens, selv om du køber alle dine fed fra samme indfarvning. Personligt syntes jeg det er en del af charmen ved håndfarvet garn. Men man kan med fordel vælge at anvende de mest “ens” fed til kroppen hvor skiftet mellem flere fed ses mere tydeligt, og det/de sidste til ærmer, hvor der ofte strikkes med en mindre omkreds, og derfor alligevel vil blive lidt anderledes end kroppen.
Det er også muligt at strikke med to fed på samme tid, hvor man skifter mellem de to fed efter hver eller hver 2. pind. således får man et mere jævnt udtryk gennem hele strikken.
Jo mere farve/flere farver der er på det håndfarvede garn, jo større chance er der også for at farverne flyder sammen og danner nye farvenuancer på dit garn. Hav altid det i mente, når du vælger garn. Ønsker du et mere ensartet udtryk på din færdige strik, kan du med fordel vælge et garn der består af få farver eller garn der er mere “tone i tone”
Ellers kan jeg varmt anbefale min lækre Merino 400 kvalitet, hvor farverne fikseres mere på garnet, og ikke løber ud helt på samme måde som på fx. Mohair kvaliteterne.
Alt mit håndfarvede garn er skyllet efter i vand og efterfølgende i Uldvask, der beskytter den naturlige lanolin i garnet & samtidig efterlader garnet med æteriske olier, der beskytter mod møl.
Der kan forekomme overskudsfarve i garnet ved vask de første par gange, specielt ved mørke og meget stærke farver. Ligesom du kender det fra et par nye jeans og lignende. Vask derfor altid din strik alene.
Alt håndfarvet garn bør altid vaskes i koldt vand, og så lidt som overhovedet muligt. Da garnet i sig selv er naturligt selvrensende, er det overhovedet ikke nødvendigt med vask hele tiden. Med mindre du ønsker at fjerne snavs på din strik. Ellers er det ofte nok at lufte din strik udenfor.
Garnet farves ved højere temperatur, der får garnet til at “åbne” sig så det kan modtage farve. Der tilsættes bindemiddel (citronsyre) og farven forsegles i garnet, når det køles ned igen. Derfor kan garnet også “bløde” farven ud igen, hvis man vasker i for varmt vand. Særligt ubehandlet uld og Mohair kan have en tendens til at filte sammen ved kombinationen af sæbe & for varmt vand.
Alt håndfarvet garn er forsynet med et varenummer, der beskriver indfarvning-farve-kvalitet. Køb altid alle de fed du skal bruge fra samme indfarvning, for at sikre samme bundfarve/nuance, der kan forekom forskel fra indfarvning til indfarvning. Der kan godt ligge flere indfarvninger i samme farve/kvalitet på webshoppen, på samme tid, når jeg laver nye indfarvninger af den pågældende farve. Til gengæld har man altid mulighed for at se, om den specifikke indfarvning man har købt tidligere, stadig er på lager, hvis uheldet skulle være ude, og man har købt for lidt garn. Jeg holder ikke styr på hvilken indfarvning man har købt, det sørger man selv for at notere og gemme et sikkert sted, om nødvendigt.
Rigtig God Fornøjelse