Jeg har været betaget af eventyr hele mit liv. Min mor fik The Never Ending Story i barselsgave, da hun fik min yngste bror. Jeg var 12 år gammel, og slugte bogen tre gange, hvorefter jeg naturligvis skulle se filmen også. Det eneste jeg drømte om, var at jeg kunne have den skønne lykkedrage som kæledyr, og være lige så magisk som det smukke månebarn.
Hos min mors faster, hvor jeg ofte var efter skole, stod der de sødeste små bøger med feer. Bøgerne var på engelsk, men jeg fik læst de skønne, små historier om de magiske små væsner op, næsten hver gang jeg kom forbi. Jeg elskede de små bøger, og historierne om hvordan de hjalp dyrene, var kærlige, hjælpsomme og omsorgsfulde, og levede i fuld fredelighed med naturen. Da hun desværre gik bort, var bøgerne mine, for hun havde skrevet mit navn i dem alle, fordi hun vidste jeg ville elske dem højst, af alle.
Der var intet i skolen så godt som når man fik lov at skrive fristil. Det var som at kunne hente lige det man havde lyst til ind i sin verden. I hvert fald lige for en stund. Man kunne selv forme en helt verden ud af sin egen fantasi, der var ingen grænser, ingen rammer og heldigvis heller ikke noget max antal sider, man måtte skrive.
Jeg kunne leve i min egen verden hele dagen, hvis jeg fik lov. Sidde i grøftekanten og nyde de vilde blomster, lege en leg om at være lige præcis den man havde lyst til. Ikke fordi der var noget som helst galt med den virkelige verden. Men der var ingen til at bestemme, ud over mig selv, og der var ALT muligt. Der kunne man næsten tale med dyrene, der kunne man ikke bare beundre naturen, men også mærke hele dens skønhed. Jeg kunne være kreativ, og skabe lige det jeg havde lyst til, blot med en smule fantasi og mine hænder. Der sprang mange drømme, mange nye ideer og nærmest magi ud af de hænder.
Det er måske også derfor jeg syntes det er så fedt at plante og så i min have. Ud over alt den skønhed der opstår omkring mig, så er det nærmest følelsen af magi jeg mærker, når et lille frø forvandler sig til den smukkeste blomst, en lækker gulerod eller ærter på lange stængler. Det er nærmest følelsen af magi jeg mærker, når jeg planter en rod med tre tørre grene, og der året efter opstår en kæmpe rosenbusk fyldt med duftende roser. Det er nærmest følelsen af magi jeg mærker, når jeg planter et næsten nøgent træ med ti blade, og jeg året efter kan høste modne æbler.
Det er sku magi, hvis du spørger mig. Jeg syntes at alt det moder jord har skænket os, er ren magi. At hun magter at drejer rundt og rundt i en uendelighed, uden nogensinde at have behov for en pause. At vi kan skabe liv, blot ved hjælp af vores kroppe. At vi kan opleve både dag og nat, hvor der aldrig går kludder i maskineriet. At der altid opstår frodighed, sol og varme efter kulde, mørke og forfald. Græsset bliver altid grønt igen til næste år. Fuglene kommer altid flyvende tilbage, og ved bare altid, at foråret er på vej. Den kolde og nøgne jord forvandles til vækst og frodighed, blot ved solens varme stråler og himlens dryppende regn. Træer og planter fortsætter med at rense vores luft og forsyne os med frisk ilt, så vi kan leve i denne skønne verden. I hvert fald lige så længe de kan følge med.
Det er ren magi, som ligger lige der foran næsen på dig.