Jeg var fuldstændig optaget af at gøre mit bedste. Det kunne ALTID blive bedre, og hver gang jeg havde kæmpet, knoklet og hevet i mål. Opstod behovet konstant, for at gøre det hele endnu bedre.
Der var bestemt ikke noget galt i at ville være den bedste. Det var en kæmpe drivkraft, der blot gav mig mere blod på tanden, mere styrke, kraft og power, og en udholdenhed ud over det sædvanlige.
Hold nu kæft en styrke man rummer, når man bare kan blive ved og ved, uanset hvad livet sætter foran en. Hvilken indre ild der buldrer og brager, og bare går i gang med at udslette alt det der står i vejen, uden at tænke på de brandsår der kunne opstå, eller de skader man kunne forvolde undervejs.
Man finder ud af, hvor kraftfuldt et væsen man i virkeligheden er, når man gang på gang får det man gik efter, eliminerer alle forhindringer på vejen og uanset hvilken modstand man møder, bare kan smide mere brænde på bålet.
Men jeg opdagede også, at det slet ikke var nødvendigt. Jeg opdagede, at alt den frygt, som var en stor del af den verden jeg levede i, kun handlede om at tage et valg.
Frygten for ikke at være god nok, frygten for ikke at have et ordentlig job, en god økonomi, at være elsket, og være respekteret og anerkendt af andre. Det var et valg jeg kunne tage, fuldstændig uafhængig af, hvad alle andre troede på og mente.
Jeg kunne sagtens være tilfreds med meget mindre. Det var overhovedet ikke nødvendigt, for mig. Ikke mindre i forhold til alt det jeg gerne ville have, for der vil altid være en evig styrke, kraft, power og udholdenhed i mig, til at gå efter alt det jeg gerne vil, og en buldrende ild der tilintetggør alle forhindringer undervejs.
Men jeg behøvede ikke gøre det af frygt. For jeg var ikke længere bange for alt det den ydre verden fortalte mig, jeg burde være bange for. Jeg vidste, at jeg bar alt det jeg havde brug for i mit indre, og det kunne ingen nogensinde tage fra mig. Det havde altid fulgt mig, og ville altid eksistere i min verden, når jeg havde brug for det. Hvad var der så lige tilbage og frygte.
Det var sku ok ikke at lave en skid, eller at det hele ikke var perfekt. For i det øjeblik opstod alt det perfekte, for mig. Også i alt det uperfekte, også i at jeg ind imellem ikke gad alligevel, eller at jeg hellere vil noget helt andet. I, at det også måte være grimt, et dårligt resultat, eller at jeg bare havde lyst til at standse op og lave ingenting.
Jeg kunne gøre præcis lige hvad jeg ville, uden frygt for hvad der nu ville ske. For mindre betød, mindre andre og mere mig. Jeg kunne bare vælge en anden løsning, en anden mulighed, et andet tilbud en anden virkelighed.