Hey, helt ærligt. Jeg ved sku godt, at livet ind imellem kan føles som en kamp. At det ind imellem kniber med at holde energien og humøret oppe, og få klaret alt det man skal, uden negative tanker og frustrationer. Men jeg ved sku også, at det ind imellem handler om at tage et valg. Om vi vælger at holde fast i alt det negative og alle frustrationerne. Om vi bliver ved med at dyrke det, og give det næring.
Hvad nu hvis jeg besluttede mig for, at jeg ikke længere gad at gå rundt og spekulere på alt det negative, og ikke gad bruge mere tid på frustrationer. Hvad nu hvis jeg bestemte, at hver gang jeg mødte modstand og mit humør røg ned, ville anvende teknikker, der med tiden kunne transformere selv de mest indgroede og ubevidste tankemønstre ?
Jeg kan simpelthen ikke klare at være sammen med andre mennesker, der ligger helt nede i kulkælderen. Ikke at jeg ikke selv kan ryge der ned en gang imellem, eller at det ikke er ok for andre mennesker at have en dårlig dag i mit nærvær. Men folk, der bevist har valgt at holde sig selv fast i lav og negativ energi, har jeg simpelthen været nødt til at fjerne fra mit liv. Mit indre er skabt til at fungere i harmoni og balance. Jeg gider simpelthen ikke bruge min energi på at holde andre kørende, der ikke formår at trække sig selv opad igen. Dette er sagt med stor kærlighed, for selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe og række folk en hjælpende hånd. Men jeg gider sku ikke stå og bruge alt min energi på mennesker, der ikke gider gøre noget selv. Det er sku det eneste der virkelig gør en forskel.
Jeg giver dig gerne en hånd hvis du falder, og skal op på benene igen. Men dine skridt fremad, dem må du fandme selv tage.