Jeg husker ikke helt hvornår det startede. Måske var det bare en gradvis forandring, der langsomt ændrede sig. Måske var det bare et mere og mere nuanceret perspektiv, og en større forståelse, der fyldte mere og mere.
Men en ting står i hvert fald soleklart den dag i dag. Jeg er færdig med at fylde mit liv med lort og ligegyldige ting. Jeg er færdig med at lytte til gode råd jeg ikke har bedt om, der sjældent tager hensyn til mig og mine ønsker, men kun handler om alle andre. Og jeg er færdig med at bruge mit liv på andet, end alt det der fylder mig op, giver mig glæde i mit liv og som føles rigtigt for mig.
Men jeg var aldrig nået til det, hvis jeg ikke også havde mærket irritationen hver gang nogen brød uberettiget ind i mit space. Hvis jeg ikke havde været død irriteret over alle de ligegyldige ting jeg stadig hold fast i, i mit liv, uden nogen egentlig grund. Og hvis jeg ikke for alvor havde mærket tyngden, drænet og den manglende energi omkring dele af mit liv, som jeg tillod mig selv at lukke ind, selv om jeg egentlig ikke havde lyst.
Hvis ikke jeg havde mærket, på egen krop og sjæl, hvilke veje der ikke gjorde mig godt, så havde jeg aldrig fundet en bedre vej. Det var det der var min drivkraft til at bevæge mig videre af en anden, ukendt vej. Springe ud i det usikre, uden at vide helt præcis hvad, bare for at komme væk. Kun med en dybere del af mig selv som vejledning. Det var der min sande stemme lå, det var der den dybere sandhed lå, og det var der jeg fandt mig selv, og alt det jeg skulle fylde min rejse med.