Jeg var 110 % sikker på, at det at være selverkendt, et højt bevidst menneske og komme til i et sted i mig selv hvor jeg kunne finde dyb ro i at være mig selv, handlede om at jeg skulle være det bedre menneske. Jeg troede jeg skulle leve et liv, hvor alle mine dybeste værdier skulle funkle og vibrere på smukkeste vis fra det dybeste sted i mig.
Som den kærlighed og omsorg jeg konstant møder i min søn, der vil alt og alle det bedste og slet ikke kan lade være med at øse ud af alt hans kærlighed og omsorg, fordi det er det JEG har praktiseret, og det jeg har vist ham, i hele hans liv.
Som den stædighed, retten til frihed, og det at elske sig selv som alt det du er, uden at andre skal forsøge at pille dig ned. Fordi du er lige så meget værd som alle andre. Uanset hvad du vælger til og fra, må andre gerne have en anden mening. Selvkærlighed og selvrespekt, og retten til at vælge noget andet, handler i lige så høj grad om kærlighed og respekt til andre. Det er netop det du viser ved at stå fast på dig selv. At du elsker og respekterer dem så meget, at du tror på deres egen indre styrke er stor nok til, at de ikke er mere eller mindre afhængig af dine valg, afhængig af dit bidrag og bundet op af det du vælger at byde ind med. Det er kærlighed og respekt at sætte andre fri til at være en ærlig og ægte version af dem selv, ikke at fungere som en sutteklud, så de aldrig bliver i stand til at tage ansvar for sig selv. Du er måske dybest set ligegyldig. For verden ville uden tvivl gå videre, uden dig. Men du bliver ALDRIG ligegyldig i dit eget liv.
Jeg kunne brække mig over alle de uærligheder, bedrag og facader jeg oplevede i min omverden, men fandt også ud af, at det kunne egentlig være fuldstændig ligegyldigt. Jeg kunne bare forlade det show, jeg behøvede ikke at tro på alt hvad jeg mødte omkring mig, og jeg kunne dybest set bare lade dem om det og deres. Til gengæld kunne jeg så begynde at grave endnu dybere i mig selv. Jeg kunne invitere alt hvad der fandtes i mig endnu dybere ind. Uden at flygte fra vreden, uden at gemme mig bag min fortid og uden at møde mig selv med andet end åbne arme. At tro på, at man ikke må blive vred, sige fuck eller ligne lort, jeg er ligeglad. This is me – take it or leave it, i don’t care. Men det er fucking uærligt at gå rundt i facader og bedrag og samtidig dømme andre, hvis du spørger mig. Jeg har ikke behov for at være bedre, klogere eller mere korrekt, jeg vil fucking bare have lov til at være mig.
Jeg havde ikke behov for at bevise mit værd, præstere og knokle, for at høste anerkendelse og ros. For hvor er du dygtig, når du skaber en masse fede resultater, når du kan skaffe en masse penge og strø om dig med symboler på rigdom og succes. Hvad fanden hjælper det, hvis du føler dig ensom, jagter belønning i stedet for at nyde dit liv, eller ikke har tid til at nyde dine resultater. Du er sat på denne jord, ergo var du allerede værdig til dette liv i netop det øjeblik. Alt det du ønsker dig i dette liv, er allerede dit, og der er intet du behøver gøre, for at gøre dig fortjent til det. Men det kræver at du er i stand til at hente det hjem. Seriøst – jeg føler mig gladest i livet når jeg krammer min søn, og mærker et sug i maven over at få lov til at være en del af så livgivende og smuk en sjæl. Når jeg roder rundt i min have og ser hvordan moder jord præsenterer hele dens livscyklus. Fuglenes kvidren, en lille tudse der bader under åkanden eller sommerfugle der suger nektar blandt alle de smukke blomster jeg selv har sat. Eller når jeg i et hvilket givent øjeblik kan møde mig selv i et smukt og magisk øjeblik. Med taknemmelighed til, at jeg fik lov til at udleve alle de momenter at glæde, magi, kærlighed, overflod, frihed, kreativitet og fred i min sjæl. Fuldstændig uafhængig af alle andre, men bare ved hjælp af mig, og min kraft og power til at skabe min egen virkelighed, som jeg godt gider leve i.