Der findes ofte mange flere nuancer end alt det øjet ser.
Jeg er feks fuldstændig tosset med blomster. For nogen ser det ud som om jeg nærmest drukner i blomster, aldrig kan få nok, og ligner en der er som besat, af en djævelsk blomsterånd.
For mig handler blomster ikke bare om blomster. Det handler om alle de skønneste farver og nuancer, der alle er nogle der taler til min sjæl og som jeg elsker højt. Jeg har helt klare præferencer , helt klare grænser og en helt klar holdning til, hvad jeg gider og hvad jeg ikke gider. Der er farver, som jeg aldrig rører ved, fordi det hele også skal ses sammen i et stort, samlet billede. Nemlig i min have, og i mit hjem, hvor det for mig er et must, at alting taler sammen, spiller sammen og forstærker hinanden, alt sammen indenfor mine præferencer af skønhed og glæde, der løfter mig op.
For mig handler blomster ikke bare om blomster. Men om forskellige udtryk, forskellige teksturer, forskellige overflader, mønstrer, former og opbygning. Det er det der for mig er med til at tilføre dynamik og bevægelse. Det er det der fanger mit øje, ved et helt specielt udformet blad, eller en helt unik overflade. Når lange græsser bølger ud over overfladen, danser lystigt i vinden eller sender deres fjerlette blomsterstande højt op i vejret, som majestæter, hvor de står standhaftigt på trods af regn og blæst. Det er måden jeg kan lege med forskellige elementer i en smuk sammensætning. Det er måden jeg kan opbygge og skabe alt fra en frodig oase, som var man draget sydpå, til et blomstertæppe fyldt med liv af alverdens skønne smådyr, fantastiske farver og himmelske dufte.
For mig handler blomster ikke bare om blomster. Men om at skabe et optimalt sted for alle de dyr i naturen, jeg elsker så højt. Jeg tager hellere end gerne fat i haven, for at skabe de aller bedste betingelser, så jeg kan nyde resultatet, når alverdens dyr kommer vrimlende. Hvis jeg vil være i stand til at nyde de skønneste sommerfugle, lystige bier og hvepse, små hoppende tudser, glinsende guldsmede og syngende fugle, så kan jeg ikke forvente de kommer af sig selv. Uden de rette betingelser for sommerfuglens larver, har vores egne sommerfuglearter ingen chance for at formere sig. Bier og hvepse gider ikke sidde på en kedelig græsplæne dagen lang, de har brug for skønne blomster for at udføre deres job. Tudser har brug for gemmesteder, steder de kan svale i solen, måske en rask lille dukkert, og et godt måltid snegle eller insekter, ikke en nyrenoveret have med belægning, trimmet plæne og hæk.
Det handler dybest set ikke om at skabe noget nyt og fantastisk, men mere om at genskabe alt det fantastiske, som Moder Jord allerede har skabt fra tidernes begyndelse, men som vi har været godt og grundigt i gang med at fucke op. Men som jeg elsker at jeg kan sætte mit eget udtryk på. Det handler om at genskabe og bibeholde den fantastiske livscyklus som moder jord allerede har skænket os, men som vi af og til glemmer. Fordi vi mener det er vigtigere at have tid til at passe vores job, end at skulle bruge tid på at passe vores have. Fordi vi har udviklet allergier og overfølsomhed for både naturen og visse insekter, der gør at vi pludselig ser dem som fjender der er i vejen, og ikke som de nyttedyr og planter, de i virkeligheden er.
For hvor ville vi i virkeligheden være uden blomster, i denne verden. Uden planter, træer og buske, der konstant forsyner os med ilt, der konstant forsøger at eliminere alt den forurening vi sender ud i atmosfæren, og kort og godt er den eneste årsag til, at vi overhovedet kan leve på denne klode.