Den bedste løsning var ALTID det, der var i udsigt. Det var det, der var målet, det var det der var guleroden. Derfor var der heller ikke nogen tvivl. Alt andet var slet ikke inde i billedet, det skulle løses, uanset hvad der opstod. Der var ingen plan B, for alt andet end den bedste løsning var uacceptabelt.

Det er egentlig soleklart. Når der ikke er andre muligheder, så finder man en løsning, uanset hvilke problemer man render ind i. Men ofte, så stikker vi halen mellem benene i det øjeblik det begynder at blive lidt problematisk, og siger “ikke alligevel” Vi stikker halen mellem benene, og forsøger oven i købet at overbevise os selv og andre om, at det overhovedet ikke var det vi ville, alligevel. At det slet ikke var en mulighed, eller at vi fandt ud af, at der var en meget bedre løsning et helt andet sted.

Det sidste er måske også ganske fint. I hvert fald hvis det er sandheden. Men hvis vi fortsætter med at lægge planer, og bøjer af hver eneste gang vi møder en lille smule modstand. Så kommer vi i virkeligheden slet ikke nogen vegne. Vi når aldrig til de drømme og længsler vi går og drømmer om. Vi kommer aldrig til at lykkedes med alle de fantastiske og storslåede visioner, vi går med indeni. Og følelsen af fiasko og ligegyldighed sniger sig langsomt tættere og tættere på.

Hvorfor er det vi giver op ? Fordi det ikke må gøre ondt at udrette noget stort ? Fordi vi ikke af og til må kæmpe lidt for det vi vil have, lægge lidt ekstra kræfter i, investere lidt mere tid i det og måske betale lidt blod, sved og tårer for det vi rigtig gerne vil.

Hvem ved hvad der ligger på den anden side af alle dine anstrengelser ? Du kan reelt ikke vide det, før du har forsøgt. Uanset succes eller fiasko, så er du stadig et skridt tættere på målet.

Vi er tilbøjelige til kun at kigge på alle vores succeser, kun at anerkende alt det, der ender godt. Men din fiasko burde høste lige så stor anerkendelse. Fordi du fandt modet til at prøve det af. Fordi du nu ved hvad der ikke var vejen, og dermed blev klogere på hvad der skulle til, og kunne omjustere lidt. Eller fordi du fandt ud af, det ikke var det du ville alligevel, men ikke behøver drømme resten af dit liv om at gøre det, og i stedet bruge din tid på jord på noget andet.

Jeg tænker altid på min søn, og den periode hvor han skulle lære at kravle og gå, hver gang jeg mærker at jeg må anstrenge mig lidt ekstra. Han blev ved og ved, uanset hvor mange gange han faldt. Han havde aldrig prøvet det før, og anede ikke hvad han fik ud af det. Han så bare alle andre vade rundt på deres ben, som det mest naturlige i hele verden, og tænkte, det der, det vil jeg sku også. Han fortsatte ufortrødent, indtil han kunne. Uden at give op, eller tage en lille pause, bare fordi det var lidt svært. Hvis succesraten var det antal af gange han faldt på måsen i starten, så var han sikkert aldrig kommet til at gå.

Så måske var det lige det du havde brug for at høre i dag ?

Jeg husker ikke helt hvornår det startede. Måske var det bare en gradvis forandring, der langsomt ændrede sig. Måske var det bare et mere og mere nuanceret perspektiv, og en større forståelse, der fyldte mere og mere.

Men en ting står i hvert fald soleklart den dag i dag. Jeg er færdig med at fylde mit liv med lort og ligegyldige ting. Jeg er færdig med at lytte til gode råd jeg ikke har bedt om, der sjældent tager hensyn til mig og mine ønsker, men kun handler om alle andre. Og jeg er færdig med at bruge mit liv på andet, end alt det der fylder mig op, giver mig glæde i mit liv og som føles rigtigt for mig.

Men jeg var aldrig nået til det, hvis jeg ikke også havde mærket irritationen hver gang nogen brød uberettiget ind i mit space. Hvis jeg ikke havde været død irriteret over alle de ligegyldige ting jeg stadig hold fast i, i mit liv, uden nogen egentlig grund. Og hvis jeg ikke for alvor havde mærket tyngden, drænet og den manglende energi omkring dele af mit liv, som jeg tillod mig selv at lukke ind, selv om jeg egentlig ikke havde lyst.

Hvis ikke jeg havde mærket, på egen krop og sjæl, hvilke veje der ikke gjorde mig godt, så havde jeg aldrig fundet en bedre vej. Det var det der var min drivkraft til at bevæge mig videre af en anden, ukendt vej. Springe ud i det usikre, uden at vide helt præcis hvad, bare for at komme væk. Kun med en dybere del af mig selv som vejledning. Det var der min sande stemme lå, det var der den dybere sandhed lå, og det var der jeg fandt mig selv, og alt det jeg skulle fylde min rejse med.

Jeg havde aldrig spekuleret ret meget over hvordan mit liv skulle være, før i det øjeblik det gik op for mig, at jeg sad i et jeg ikke ønskede mig.

Det var nemlig ikke helt normen at leve et liv i overensstemmelse med sin sjæl og indre stemme. Der var ingen undervisning i skolen, ingen efteruddannelse i hvordan man lærer at fylde sig selv op, og prioritere sig selv først, således at man altid havde overskud af energi og kunne give af overflod til dem man elsker.

Jeg fulgte nok bare strømmen, som alle andre, for det var sådan samfundet var skruet sammen. Og helt sikkert i den bedste mening. Vi skulle jo alle lære at klare os godt, lære at overleve og være godt rustet til alle livets udfordringer. Alle redt over samme kam.

Men i det øjeblik der spirede et helt nyt liv ind  i mit liv, og jeg oplevede en forventning om, at dette enestående og unikke individ skulle presses ind i denne overordnede model. Uden hensynstagen til alle de boblende og spirende talenter der alle lå som nye, små latente frø, klar til at bryde overfladen i det øjeblik det fik en lille smule vand, sol og et par rosende ord med på vejen. I det øjeblik gik det mere og mere op for mig, at jeg var nødt til at ændre kurs.

En ting var at sluge et par kameler selv, jeg har altid været stærk og holdt fast i mig selv langt hen af vejen. Jeg kunne godt klare et par kameler mere, og var ikke bange for andres uenigheder eller fordomme. Men ingen i hele verden skulle komme og forsøge at træde hårdt på dette lille nyspirede skud. Ingen skulle have lov til at binde det op, og styre dens vækst. Hvis det var en vild og omfangsrig vækst der var dens natur. Ingen skulle sætte nogen etiket på, og bestemme, at den skulle blomstre med røde roser, hvis den var skabt til et hav af smukke solsikker. Det var ingens job, heller ikke mit.

Det eneste jeg skulle, var at vande lidt, give plads til at solens energigivende stråler kunne skinne på den, og lade alle mine kærlige, omsorgsfulde og støttende ord vælte ud af mit stolte og moderlige hjerte.

Og jeg skulle uden skyggen af tvivl gå først, med alle mine værdier, alt det der betød mest for mig, og leve mit liv som den jeg inderst inde var. Jeg skulle finde helt tilbage til mig, og den jeg havde lyst til at være. Leve et liv i kærlighed til mig selv, uden løgne, uden selvbedrag og i fuld respekt til mig.

Uden en stærk og troværdig leder, er der ingen styrke og kraft til at lede flokken. Så det var det jeg gjorde.

Måske undrer du dig ? Alt den snak omkring bare at være mig.

Uden at jagte andres accept, forståelse eller forsøg på at passe ind i mængden. Du har sikkert hørt det før, det havde jeg også – rigtig mange gange.

Men i det øjeblik jeg forstod det 100 % og vidste, at det var alt indre arbejde værd. Værd at bryde med gamle mønstre og overbevisninger. Værd at skille sig af med alt overflødig “fyld” i mit liv. Se alt frygt, og alt det jeg ikke brød mig om, dybt ind i øjnene, og sende den reneste kærlighed og accept tilbage. At forstå det så dybt i alle celler, og leve med det, som en værdifuld del. Værd at elske og leve det ud 100% i alt, i mit liv. Ikke bare som en god og gammel visdom lagret i min hukommelse, læst i en bog. Men walk the talk. Der var kun EN mulighed, EN løsning, EN sandhed og EN måde. Jeg var bare mig – og alt hvad jeg rørte ved, alt hvad jeg gjorde, alt hvad jeg sagde, ALT stammede fra et eneste sted i mig, nemlig min sandhed. Unden splittelse, løgn eller tvivl.

Jeg oplevede ikke, at 10’øren faldt, før jeg begyndte at sætte den rigtige handling på. Jeg mærkede ikke følelsen af frihed, lettelse og forløsning i krop, sind og bevidsthed før jeg stod 100% ved mig. Hele mig. Også alt det andre syntes var forkert, alt det samfundet mente ikke passer ind i normen, og alle de gamle overbevisninger og forsvarsmekanismer jeg havde samlet sammen i det liv jeg indtil nu havde levet.

Min stemme, mine ord, tanker og alt det jeg mærkede lysten til, glæden ved, men også det der tidligere har skræmt mig lidt, og andre har ment jeg skulle pakke væk.

Jeg måtte forholde mig til ALT det jeg var, handle på ALLE de ting der var værdifulde for mig, og for alvor begynde at lytte til mig selv. For det var der jeg fandt alle svar.

Ikke mere bullshit, ikke flere løgne eller undvigelsesmanøvre, og ikke flere undskyldninger for ikke at gå i gang med alt det jeg inderst inde godt vidste jeg skulle.

Har du nogensinde fået at vide, at du var for meget ?

Blot fordi du insisterede på noget du gerne ville have på en bestemt måde, fordi du vidste det betød noget for dig.

Nogensinde blevet defineret af andre som vred eller agressiv ?

Blot fordi du stod op for dig selv og det du tror på, og satte sunde grænser for dig selv.

Blevet bedt om at stoppe eller tage dig sammen i forhold til en hvilken som helst følelse der er opstået i dig, i et givet øjeblik ?

Blot for at konstatere, at andre kun tror du må være glad og medgørlig hele tiden.

Jeg er ALTID for meget, når jeg går i kast med noget jeg brænder for, noget der har stor værdi for mig, eller betyder alt for mig. Hvis andre ikke kan håndtere den form for passion, dedikation og power, så har de altid valget til at forlade situationen igen. For det handler KUN om mig, og den jeg er.

Jeg bliver skide vred når andre mennesker overskrider mine grænser. Hvis de ikke kan forstå mine ord, når jeg på en pæn måde beder dem om at stoppe. Så er der som regel ingen anden vej, end at tale med MEGET STORE bogstaver, for at trænge igennem vattet i deres øre. Jeg har alt mulig ret til at bestemme, hvad jeg har lyst til at omgive mig med i mit liv. Mennesker der taler ned til mig, forsøger at fylde mig med brok og beklagelser, eller sladder om dit og dat, der ikke findes nogen som helst hold i. Det gider jeg simpelthen ikke have i mit liv. Det skaber en dårlig stemning og energi, og det eneste formål er, at nedgøre andre i forhold til at hævde sig selv. Jeg ser absolut intet formål i det. Der oftest handler om vedkommendes egen manglende evne til at tage ansvar for sig selv. Jeg hjælper gerne hvis man oprigtig og ærlig kommer med et problem man er klar til at tage ansvar for. Men forsøge at lægge det over på andre, det bliver ikke hos mig.

Mine følelser er mine egne, og jeg forsøger ikke at bremse dem, manipulere dem eller lade som om de ikke eksisterer. Jeg kan sagtens håndtere dem. Jeg ved, at de er der for at vise mig flere nuancer af livet. En sorg eller tårer er også en reminder, om alt det jeg elsker højt og inderligt i mit liv. Jeg går ikke i stykker fordi jeg oplever en smule modgang eller smerte, det er det der gør mig stærkere, og giver mig endnu mere lyst til at “kæmpe” for alt det jeg har kært. Jeg er ikke interesseret i andres hjælp til at fikse mig og rage i mine følelser, helt uden de har modtaget en invitation. For jeg er ikke fået i stykker, men er helt som jeg er beregnet til at være.