I starten følte jeg mig ofte utilstrækkelig. Var jeg det ene sted, kunne jeg gå rundt og føle, at jeg forsømte noget andet. Med en enorm stor vished om, at kun det bedste var godt nok. Både for mig selv, men også for min søn. Blev jeg så træt, så overvældet og så beskæftiget, hele tiden, at jeg til sidst var nødt til at gøre noget andet.

Jeg var nødt til at få mit liv til at fungere, på den måde jeg havde lyst til at leve det. Ikke ved at gå på kompromis med den kvalitet jeg vidste jeg ville have i mit liv. Ikke ved at slappe lidt mere af, tage den lidt mere med ro, eller lade noget af det jeg brændte for, ligge, som jeg ellers godt kunne blive foreslået.

Jeg hentede ALT min energi helt hjem i mig selv. INTET af det jeg gjorde, mente, sagde eller handlede på, skulle fremadrettet handle om andre end mig selv og min rolle som verdens bedste mor. For det var den eneste måde jeg kunne begynde at rydde op, sortere ud og finde frem til alt det jeg ønske med mig videre, og hvad jeg for evigt skulle lade ligge bag mig, på.

Jeg slap alle forestillinger og ideer om mine forventninger til hvilken far min søn skulle have, og koncentrerede mig 100% om at være hans mor. Jeg var blevet valgt til at varetage rollen som hans mor, og hvordan hans far ønskede at udspille hans rolle, det var hans valg. Jeg ville heller aldrig bryde mig om at han forsøgte at rette og styre min måde, og kun ved at udvise den respekt, kunne jeg forvente at modtage samme.

Jeg lod alle andre beklage sig, brokke sig og være lige præcis der hvor de ønskede, uden at jeg nødvendigvis behøvede at møde dem der. Det var ikke det værd, for jeg ønskede bestemt ikke at leve et liv fyldt med beklagelser og brok. Jeg ville langt hellere leve et liv med muligheder, glæde og begejstring, så jeg valgte at begynde at se på alt i mit, fra det perspektiv.

Den eneste måde jeg kunne finde tilbage til energien i alt hvad jeg lavede, var ved at følge mine egne drømme. Tro på, at alle mine ideer var der af en grund, fordi jeg var beregnet til at leve dem ud. Jeg ville aldrig kunne gøre alle andre tilfredse, leve mit liv på deres præmisser, efter deres standarder og deres ideer om det korrekte. Så hvorfor overhovedet forsøge, hvis det i sidste ende ender med at gå ud over mig selv, og kvaliteten af mit eget liv.

Så jeg begyndte at handle ud fra min egen ide om et givende, lykkeligt og tilfredsstillende liv. Så på andres velmente, gode råd som deres version af verden, men ikke nødvendigvis min. Jeg behøvede ikke at rette mig ind under andres præmisser, jeg behøvede ikke forståelse og accept fra andre, så længe jeg kunne mærke, at det gav mening for mig.

Jeg kunne stille og roligt sortere mere og mere ligegyldigt fyld fra. Det jeg ikke skulle bruge til noget, det der ikke var mit eller til mig. Det der var alle andres mening og holdning, og som de havde alt ret til at have, ligesom jeg havde retten til mit og mine.

Uden komplicerede indre konflikter om alt det der foregår udenfor dig, og som du ikke skal bruge til noget, så opstår der pludselig et frirum til alt det der så er tilbage.

Et liv med de værdier der virkelig betyder noget for dig. Et liv, hvor du har overskud til at skabe alt det du drømmer om, fordi du ikke samtidig skal fikse alt det der foregår omkring dig. Et liv hvor tingene pludselig begynder at ske, med raketfart, fordi du det meste af tiden er 100% engageret, fordi det virkelig betyder noget for dig, og du har alt den energi du skal bruge til rådighed, fordi du virkelig ønsker at nå i mål.

Det er nøjagtig ligesom et halvfesent engagement på dit job, i dit parforhold, med dine børn eller din egen sundhed. Du får nøjagtig det tilbage du gider investere. Men er du ikke 100% IN LOVE, tilstede og fuldstændig passioneret ift at få det til at lykkedes, er det så i virkeligheden fordi du allerede har mistet interessen ?

Vi har sjældent lært, at det er ok at vælge andre fra. Vi skal helst være åbne og imødekommende overfor alt og alle. Men er det så ok at vælge sig selv fra, igen og igen ? Er det ok at lade andre overskride dine grænser igen og igen, uden at du siger fra ? Er det ok, at du giver slip på alle dine egne drømme for at have energi til at være til rådighed for alle andre. Dybest set burde alle voksne og ansvarlige mennesker være i stand til at sørge for sig selv. Er det ikke det vi bruger hele barndommen på at lære ? At blive ansvarlige mennesker. Handler ansvaret ikke om at være i stand til at tage det fulde ansvar for os selv ? Uden at give andre skylden for vores elendighed, uden at give andre skylden for vores problemer, uden konstant at beklage os over sygdom og skavanker, som vi dybest set godt selv ved hvad skyldes, men ikke har rygrad til at ændre. Uden at tale dårligt og ondskabsfuldt om andre, bare fordi de har andre holdninger end os selv, eller gør tingene anderledes end os. Eller er forhadte og misundelige over andres succes, og tror vi kan retfærdiggøre at vi ikke har kraften til at lykkedes, ved at nedgøre andre der har gjort det skide godt.

Det er i hvert fald min rolle, som verdens bedste mor, for mit barn. At lære ham at tage ansvar, ved at gå forrest og vise ham, at han kan gå den vej han mærker kalde og som føles som den helt rigtige, for ham.