Nogen mente måske jeg var lidt for meget. Men hvem fanden har bestemt, hvor meget man må være ? Er der en øvre grænse for, hvor meget man må være, og i så fald, hvordan bedømmer man så det, hvor går grænsen, og hvem har i sidste ende retten til at sætte denne øvre grænse ?

Er man så ikke også lidt for snerpet, hvis man har så travlt med at sætte etiketter på alle andre, der spiller udenfor det mest “korrekte” reglement. Er man så ikke også lidt for meget rundt og pille i alle andre mennesker, der ikke har bedt om analyser og løftede pegefingre fra Gud ved hvem. Burde det ikke være helt lavpraktisk og logisk intelligens, at man lige tog sig af sig selv først ?

Hvad så med alle dem der er for lidt ? Er det så ikke lige så slemt at gå i et med tapetet ? Ikke turde sige sin ærlige mening, og i stedet rende rundt på en løgn. Være bange for at sige alt det andre måske ikke syntes om, men som man ved man selv elsker højt. Leve sit liv på andres præmisser, fordi man skal please alt og alle, og derfor ikke tør gå efter alt det man gerne vil have.

Hvorfor er det, at man ikke må have en sprudlende lyst og passion for livet, der nærmest som en magnet trækker en imod det man vil have, og ikke er bange for at sige nej tak til det lort man ikke gider.

Hvorfor er det, at man ikke må have en lidenskab og en indre ild for alt det man brænder for, og gå efter alt det man vil have, uden skyld og skam. Det er ligesom et biodynamisk og innovativt samfund, man kasserer sku da heller ikke alt det der kan bruges til noget, vel ? Havde vi kasseret solen alle de gange nogen havde brokket sig over varmen, så var vi for længst en uddød art, og havde aldrig forstået de ressourcer vi kunne skabe, ved hjælp af dens kraft.

Hvorfor er det bedre at lyve for at passe ind eller møde forståelse, i stedet for at tale sin egen sandhed. Jeg vil gerne have din sandhed serveret, pakket ind i en lille løgn, så jeg kan forholde mig til det, og fortsætte med at leve i den illusion jeg befinder mig i – det er nøjagtig det du får.

Hvorfor skulle man lade sig fængsle i en farveløs og trist verden, når den er fuld af farver, skønhed, magi og stjernestøv. Du bestemmer fuldstændig selv, hvor du har lyst til at placere dig.

Jeg vil laaangt hellere være for meget, og møde modstand, kritik og fornærmede mennesker resten af mit liv. End at slukke min egen ild, skjule mit eget shine og forsøge at servere mig selv i tålelige bidder, for alle. For jeg behøver ikke være der for alle, men jeg skylder mig selv, at være der 100 % for mig selv. Jeg er det unikke liv universet har skabt, præcis som jeg er. Nøjagtig lige som du er – så du kan begynde at leve dit liv, som det unikke liv, du er.

Jeg havde kæmpet mig vej igennem alt det svære. Jeg havde stået stålfast fast på, at det var definitivt slut med at lade omstændighederne styre mit liv, mine muligheder og alle mine drømme. Jeg vidste præcis hvad det var jeg ville have, og intet kunne stoppe mig, før jeg var i mål.

Jeg havde kæmpet et brav kamp, og havde naturligvis vundet stort. For nederlag var ikke en mulighed for mig. Men kampen havde gjort mig træt og slidt alle mine energidepoter helt i bund.

Jeg sad tilbage med følelsen af, at der ikke var kræfter tilbage, til at nyde alle mine sejre. Hvad skulle jeg egentlig bruge dem til, hvis jeg ikke havde kræfter til at nyde resultatet. Det var jo hele formålet med mine kampe.

Formålet var at nå til det sted hvor jeg kunne være stolt og glædes over alt det jeg havde ændret. Formålet var, at finde en lettere måde at være i livet på, hvor jeg kunne være tilfreds med mig selv, fordi jeg vidste jeg havde truffet alle de rigtige valg, fra et sted dybt i mig, hvor alting gav mening.

Men kampen resulterede bare i endnu mere kamp. Alle krigene jeg kastede mig ud i, resulterede bare i, at der dukkede nye krige op. Det var ikke sejren i sig selv der var det vigtigste her. Det vigtigste var, at jeg var tro mod mig selv, og traf alle de valg jeg vidste var de rigtige for mig.

Men pludselig kunne jeg også se, at jeg ikke behøvede tage flere kampe. Pludselig kunne jeg se, at jeg ikke behøvede vinde flere krige. Jeg kunne under ingen omstændigheder trække en anden virkelighed ind i mit liv, før jeg begyndte at leve det. Leve et liv uden krige, hvis jeg ikke ønskede at møde flere.

Der var kun en til at stoppe alle kampe og krige, og det var mig selv. Jeg kunne bare gå min vej, når jeg ikke ønskede at deltage, og stadig træffe mine egne valg. Jeg kunne bare undlade at smide mere brænde på bålet, og i stedet smide det på min indre ild, og gøre alt det jeg brændte for. Jeg kunne begynde at leve et liv hvor min virkelighed bestod af ubesværede, lette og opløftende energier, fordi det var nøjagtig det sted og med det fokus jeg selv valgte at fokusere på.

Der var ingen andre end mig selv der kunne træffe det valg, og vide hvor jeg havde lyst til at befinde mig.

Jeg er ikke her, for at fortælle dig, hvordan du burde leve dit liv. Jeg er her, for at vise dig, hvordan jeg har valgt at leve mit eget liv.

Jeg er ikke her, for at fortælle dig, at du har fortjent at leve et liv uden løgne, blive behandlet ordentligt og blande dig uden om alle andres problemer. Jeg er her for at leve mit eget liv, efter mine egne standarder, på mine egne præmisser, med mine egne grænser.

Her er der ikke plads til løgne, i mit liv. Jeg ved jeg altid er ærlig, og derfor har jeg heller ikke plads til løgne.

Her er ikke plads til mennesker der ikke behandler mig ordentligt, i mit liv. Jeg ved jeg er et kærligt og omsorgsfuldt menneske, og derfor har jeg ingenting at bruge ukærlige mennesker til.

Jeg accepterer udelukkende at leve efter mine egne regler, i mit liv. Jeg er altid i stand til at navigere korrekt i mit liv, så længe jeg lytter til mig selv, så alle andres fordomme er fuldstændig ligegyldige.

Det er mine mål.

Med mine standarder.

På mit niveau.

Det jeg ved, jeg har fortjent.

Alt dette er mit.

Alt hvad du vælger ind i dit liv, er udelukkende dit valg.

Jeg kunne ikke se vejen frem, før jeg gik dybt ind i alt det, jeg ikke ønskede at se.

Jeg kunne ikke handle anderledes, skabe andre resultater og en anden virkelighed for mig selv, før jeg turde se på alt det jeg helst ville glemme, og bare håbe på forsvandt, helt af sig selv.

Jeg var nødt til at være 100 % ærlig overfor mig selv. Jeg var nødt til at tage 100% ansvar for mit eget liv og alt det jeg havde skabt i mit liv, indtil nu. For at kunne ændre på noget som helst.

Ellers ville jeg bare fortsætte med at skøjte rundt på overfladen, uden at skabe andet end en ligegyldig overflade.

Ellers ville jeg bare fortsætte med at skabe mere af alt det jeg ikke længere ønskede mig, i mit liv.

Jeg kunne tydeligt se, hvor alle mine anstrengelser for at skabe noget andet havde ført mig hen. Jeg havde skabt endnu mere af alt det jeg havde fokuseret på. Alt det jeg ikke ønskede mere af, i mit liv. Alt det jeg var irriteret over, frustreret over og som jeg troede jeg skulle arbejde hårdt på at ændre. Jeg havde fået lige præcis alt det: det jeg ikke ønskede mig, det jeg var irriterer over, frustreret over og som jeg skulle arbejde hårdt for at ændre.

Det eneste jeg dybest set havde brug for, det var at leve i en magisk verden, omgivet af skønhed, glæde, kærlighed og frihed til at være mig. Det var det eneste jeg behøvede omgive mig med, for at jeg kunne mærke glæden vende tilbage for fuld styrke. Uden at fokusere på alt det jeg tidligere ikke havde formået at ændre i mit liv. Uden behov for at finde undskyldninger i fortiden. Og uden behov for at holde fast i gamle overbevisninger, der ikke længere skulle være en del af mit liv.

Nu var det tid til at høste alt den magi, jeg viste lå og ventede på, at jeg hentede det frem i mig selv. Nu var det tid til at nyde alt den skønhed der lå lige foran næsen på mig. Nu var det tid til at fokusere på min egen glæde, min egen kærlighed, og den frihed jeg allerede var født ind i denne verden med.

Jeg har været besat af skønhed, hele mit liv.

Jeg har følt mig draget af skønhed, uden et behov for at forklare, men bare fordi det føltes godt. Jeg har haft behov for at omgive mig med skønhed, for det var det eneste der føltes rigtigt. Jeg har mærket en indre drivkraft til af skabe mere skønhed i denne verden. Ikke bare for mig selv, men også bringe mere skønhed ind i denne verden, til glæde for alle andre.

Som når jeg planter de skønneste blomster i min have, med den største beundring og respekt af moder jord, fordi hun har skænket alle disse vidunderlige skabninger, til vores verden.

Jeg kan ikke samtidig lade være med at plante eller bibeholde alt det jeg ved der gavner det vidunderlige dyreliv hun har skabt.

Jeg kan ikke lade være med at skabe muligheder for at de kan leve et trygt og godt liv, i de omgivelser jeg har skabt.

Jeg kan ikke lade være med at møde ethvert liv med respekt og beundring.

Jeg kan ikke lade være med at gøre mit til at alt den skønhed jeg møder får de beste betingelser for et fantastisk liv.

Som hver en lille sommerfugl, der smukt blafrer rundt i vinden, og minder mig om hvor let det kan være at flyve hvorhen jeg vil.

Som hver en lille bi, der flittigt samler nektar fra morgen til aften, og minder mig om hvor ukompliceret verden kan være, hvis bare jeg følger min egen kurs.

Som hver en lille frø der kravler i skjul under åkandens store blade på en varm dag, og minder mig om at livet er til, for at nyde.

Som hver en lille guldsmed der uden tøven kan ændre retning på et splitsekund, og minder mig om, at jeg altid kan vælge at tage en anden vej.

Som hver en fugl, stor som lille, der lystigt spiser af havens bær og frugter, og byder på vidunderlige toner, som tak, bare fordi den har lyst.

Den skønhed er den største gave. Den skønhed er helt min egen, og samtidig det jeg brænder for, at vise hele verden. Den skønhed er magisk, uden forklaring, men bare fordi det føles så skønt.

Jeg har været betaget af eventyr hele mit liv. Min mor fik The Never Ending Story i barselsgave, da hun fik min yngste bror. Jeg var 12 år gammel, og slugte bogen tre gange, hvorefter jeg naturligvis skulle se filmen også. Det eneste jeg drømte om, var at jeg kunne have den skønne lykkedrage som kæledyr, og være lige så magisk som det smukke månebarn.

Hos min mors faster, hvor jeg ofte var efter skole, stod der de sødeste små bøger med feer. Bøgerne var på engelsk, men jeg fik læst de skønne, små historier om de magiske små væsner op, næsten hver gang jeg kom forbi. Jeg elskede de små bøger, og historierne om hvordan de hjalp dyrene, var kærlige, hjælpsomme og omsorgsfulde, og levede i fuld fredelighed med naturen. Da hun desværre gik bort, var bøgerne mine, for hun havde skrevet mit navn i dem alle, fordi hun vidste jeg ville elske dem højst, af alle.

Der var intet i skolen så godt som når man fik lov at skrive fristil. Det var som at kunne hente lige det man havde lyst til ind i sin verden. I hvert fald lige for en stund. Man kunne selv forme en helt verden ud af sin egen fantasi, der var ingen grænser, ingen rammer og heldigvis heller ikke noget max antal sider, man måtte skrive.

Jeg kunne leve i min egen verden hele dagen, hvis jeg fik lov. Sidde i grøftekanten og nyde de vilde blomster, lege en leg om at være lige præcis den man havde lyst til. Ikke fordi der var noget som helst galt med den virkelige verden. Men der var ingen til at bestemme, ud over mig selv, og der var ALT muligt. Der kunne man næsten tale med dyrene, der kunne man ikke bare beundre naturen, men også mærke hele dens skønhed. Jeg kunne være kreativ, og skabe lige det jeg havde lyst til, blot med en smule fantasi og mine hænder. Der sprang mange drømme, mange nye ideer og nærmest magi ud af de hænder.

Det er måske også derfor jeg syntes det er så fedt at plante og så i min have. Ud over alt den skønhed der opstår omkring mig, så er det nærmest følelsen af magi jeg mærker, når et lille frø forvandler sig til den smukkeste blomst, en lækker gulerod eller ærter på lange stængler. Det er nærmest følelsen af magi jeg mærker, når jeg planter en rod med tre tørre grene, og der året efter opstår en kæmpe rosenbusk fyldt med duftende roser. Det er nærmest følelsen af magi jeg mærker, når jeg planter et næsten nøgent træ med ti blade, og jeg året efter kan høste modne æbler.

Det er sku magi, hvis du spørger mig. Jeg syntes at alt det moder jord har skænket os, er ren magi. At hun magter at drejer rundt og rundt i en uendelighed, uden nogensinde at have behov for en pause. At vi kan skabe liv, blot ved hjælp af vores kroppe. At vi kan opleve både dag og nat, hvor der aldrig går kludder i maskineriet. At der altid opstår frodighed, sol og varme efter kulde, mørke og forfald. Græsset bliver altid grønt igen til næste år. Fuglene kommer altid flyvende tilbage, og ved bare altid, at foråret er på vej. Den kolde og nøgne jord forvandles til vækst og frodighed, blot ved solens varme stråler og himlens dryppende regn. Træer og planter fortsætter med at rense vores luft og forsyne os med frisk ilt, så vi kan leve i denne skønne verden. I hvert fald lige så længe de kan følge med.

Det er ren magi, som ligger lige der foran næsen på dig.

Jeg følte, jeg have ryddet meget grundigt op i alt, og alligevel skete der ikke en skid.

Jeg havde fjernet min søn fra den institution han ikke trivedes i. Jeg havde fjernet mig fra et forhold jeg ikke trivedes i. Jeg havde sluttet fred og lagt alle gamle konflikter bag mig, og oparbejdet et samarbejde bygget på respekt, på min arbejdsplads, med min ex. Jeg havde manifesteret drømmehuset, med en fantastisk have, og alle de muligheder for kreativ udfoldelse, som jeg elskede så højt. Jeg havde bygget et helt nyt fundament for mig og min søn, og havde bevidst valgt at omgive mig med den ypperste skønhed, og alt det jeg elskede højst. Jeg havde prioriteret mit liv efter det der betød mest. Den bedste skole til min søn, en mor der var nærværende og tilstede, og som prioriterede ham frem for lange arbejdsdage. Sat en drøm om at udleve et sjælskald lidt i bero, for at være der for ham.

Jeg havde taget alle de valg, uden skyggen af tvivl. Der var ikke nogen anden løsning eller nogle andre muligheder. For jeg kunne mærke, at det var der mit hjerte lå, og derfor også det rigtige valg, hvis jeg skulle have mig selv 100% med.

Men samtidig fortsatte jeg med at rende rundt i en grynet suppe. Jeg samlede fortsat negative og drænende energier til mig. Som fluer, der klæber sig fast til et stykke fluepapir, uden chancen for at slippe fri igen. Ligesom alle andre vibrationer, følelser og energier jeg kunne mærke i alt omkring mig, kunne jeg også mærke alt det der foregik i alle andre. Og uden en bevidsthed om, at det ikke var mine, og at jeg ikke behøvede gå rundt og samle sammen på alle andres energier. Så var det som et åbent telt, hvor alle bare kunne komme og gå som de ville, og efterlade hvad som helst.

Nu er jeg bestemt ikke tilhænger af, at gå rundt og give alle andre skylden for mine egne problemer. Det var ikke andres skyld, at jeg rendte rundt med magneter på tøjet. Det var ikke andres skyld at jeg fungerer som et naturligt åbent og empatisk menneske, der kan mærke vibrationen i alt. Det var ikke andres skyld, at jeg ikke havde opdaget, at det dybest set var mig selv der gik og smed min energi bort. Det kan jeg ikke helt give de andre skylden for, vel ?

Samtidig med, så havde jeg været så ulykkelig og haft så meget dårlig samvittighed over at være træt, at jeg bare fik mere af samme. Der var dage hvor jeg følte mig så træt, at jeg ikke kunne leve op til mine egne forventninger om at være verdens bedste mor for mit barn. Jeg havde dårlig samvittighed over alle de projekter i hus og have jeg havde glædet mig sådan til, men pludselig ikke havde energien til at tage fat på. Jeg have dårlig samvittighed overfor mig selv, fordi jeg ikke følte jeg mødte mig selv der hvor jeg havde fortjent det. Til tider blev trætheden endda skyld i en grad af ligegyldighed for mit eget velbefindende, min egen sundhed, mit udseende og min livsglæde. Bare det at se, at jeg en dag ikke havde magtet at rydde pænt op i huset, efter mine evige høje standarder, eller fået gjort det jeg havde tænkt mig, det var nok til at jeg var begyndt at behandle mig selv ukærligt.

Så jeg begyndte at lade alle andre styre deres eget shit. Kunne jeg mærke noget undervejs, så sagde jeg pænt, nej tak. Jeg havde alligevel ikke rigtig noget at bruge det til, for det var ikke mit. Jeg begyndte at være mere tilstede med det der var. Jeg var jo allerede verdensmester i at være tilstede med det der var, sammen med mit barn. Så det var nøjagtig det samme jeg skulle gøre for mig selv.

Jeg gav mig selv lov til at være i ro, når jeg havde brug for det. Jeg begyndte at få lavet noget af alt det jeg gerne ville, også selv om jeg måske et øjeblik troede på, at jeg var for træt. Jeg gav mig selv lov til at fikse det jeg havde lyst til, også selv om det ikke var det jeg måske lige syntes jeg burde. Jeg var tilstede med alt det der var, i hvert eneste øjeblik. Uden at være skuffet over fortiden, og uden konstant at bekymre mig om fremtiden. Stille og roligt begyndte knuden at løsne sig op. Pludselig kunne jeg se, at jeg havde fået lavet en fandens masse, på ingen tid. Pludselig vendte mere livsglæde, kraft og energi tilbage.

Jeg slap flere og flere forventninger til, hvad jeg burde og begyndte i stedet at gøre alt det jeg kunne mærke, jeg skulle. Uden udefrakommende uro og støj, og uden min egen løftede pegefinger, skete der nøjagtig det der skulle ske. Alt det jeg netop kunne mærke, fornemme og føle med vibrationer, følelser og energier, men til forskel fra før, mine egne vibrationer, mine egne følelser og mine egne energier. Hvilket var tusinde gange lettere at navigere i, for at gøre alt det bedste, for mig.

Jeg fik næsten mavesår på første semester op til anatomieksamen, da jeg gik på sygeplejeskolen. Det var total udenadslære, så vi levede stort set af kaffe og smøger på kollegiet i to måneder. Derfor det tilstødende, begyndende mavesår, der heldigvis hurtigt forsvandt igen efter en kur fra lægen.

I flere år efter skete der en voldsom reaktion i min mave, når jeg spiste pizza med oksekød. Selv om jeg med stor sandsynlighed kunne forudsige resultatet, så skete det op til adskillige gange, at jeg alligevel lige skulle prøve.

For fanden, hvor var jeg dog dum. Men med bosted dengang, i Holstebro, hvor Cooks restaurant serverede intet mindre end verdens bedste pizza, så var det åbenbart mere end mit svage jeg kunne klare. Også selv om jeg vidste at det betød både mavesmerter og det der var værre, resten af aftenen.

Det er ikke altid så let som vi tror. For det burde jo være lige til højrebenet, ikke ? Det var ligesom ikke livstruende for mig at skulle spise pizza, for ikke at dø af sult. Ville jeg vælge det der var bedst, eller den dårligste løsning for mig ?

Ret tidligt under min uddannelse havde jeg ofte ekstra vagter på sygehuset. Når jeg var med anoreksipatienter i rygerummet, fordi de var under konstant overvågning efter måltider. Sad der indlagte hjertepatienter, der måtte have hjælp fra lungeudvidende inhalationer, for at de kunne holde til at ryge. Selv når de sad der og pralede med, at de endelig havde fået luft nok til at gå i rygerummet, virkede det overhovedet ikke som om de kunne se formålet ved at vælge en anden løsning. Eller måske kunne de godt ?

For er vi alle virkelig så dumme, at vi ikke er i stand til at træffe de bedste beslutninger. Er det fordi vi tænker, denne gang går det sikkert, jeg gør det bare i morgen ? Eller har vi bare en slatten rygrad der gør, at vi ikke har det der skal til.

Hvis det nu var noget du virkelig gerne ville ændre. Noget der betød ALT for dig, eller noget der kunne få katastrofale følger, hvad så ?

Da jeg traf beslutningen om at stoppe med at arbejde som sygeplejerske, tog selve beslutningen et sekund. Jeg har ALDRIG haft lyst til at vende tilbage, og ALDRIG følt at jeg gik glip af noget, eller forlod noget bedre.

Dengang jeg besluttede at flytte fra min ex tog selve beslutningen et sekund. Jeg har ALDRIG fortrudt et sekund, ALDRIG været i tvivl et sekund og der var kun en vej, og det var videre.

Da min søn pludselig blev utryg og ked af at gå i hans børnehave, tog det et sekund at træffe den rigtige beslutning. Jeg vidste det var den eneste, rigtige beslutning at finde et andet sted til ham. Jeg handlede, uden overhovedet at have andre tanker omkring løsning, og fik det til at ske med rekordfart.

Du ved med garanti også, hvad du er skide god til, hvad der er dig evig kært, hvornår din grænse er nået, og hvornår nok er nok. You Can make it happen.

Jeg kunne aldrig have valgt alle de skønne ting jeg elsker, ind i mit liv, hvis jeg ikke først havde oplevet alt det der gjorde mig ulykkelig, alt det jeg hadede eller var ligeglad med.

Jeg kunne aldrig have valgt værdifulde, skønne og dybt nærende ting ind i mit liv, hvis jeg ikke havde mærket, hvordan det var at have intetsigende, grimme og ligegyldige ting omkring mig.

Jeg havde aldrig fundet kærlige, omsorgsfulde og nærende relationer, først og fremmest til mig selv, hvis jeg ikke havde haft ukærlige, fraværende og opslidende relationer i mit liv.

Hvis jeg ikke havde mærket den drænende og ligegyldige energi, der lå i alt muligt skrammel, hvordan skulle jeg så kunne begynde min søgen efter skønne, nærende og værdifulde ting, der konstant løfter mig op, minder mig om den jeg er, selv på en dårlig dag, og får mig til at føle mig fredfyldt, tryg og elsket, fordi jeg har valgt at give mig selv alt det bedste, i stedet for en masse ligegyldigt junk.

Hvis jeg ikke havde mærket had, ligegyldighed og ulykkelighed, hvorfra skulle jeg så vide, at jeg skulle bevæge mig et helt andet sted hen, og finde troen på, at der fandtes noget bedre, et andet sted. At der fandtes et sted hvor jeg ikke behøvede leve med at føle mig forkert, bare fordi jeg er mig. At hver en nuance i mit væsen er vigtig, og at uanset hvad jeg føler, mærker og tror på, så er det ALDRIG ligegyldigt.

Hvis jeg ikke havde mærket ukærlige, fraværende og opslidende relationer, hvorfra skulle jeg så vide, at det ikke var noget for mig. At jeg fortjente bedre, og det rent faktisk var et opnåeligt resultat, at give alt dette til mig selv. At finde det sted i dig selv, hvor alle dine vibrationer og det du sender ud, altid afspejler dit indre barometer. Ikke før du behandler dig selv med den kærlighed, den omsorg, og begynder at nærer dig selv, så vil du altid finde nøjagtig det match du ubevidst sender ud.

Vi kan ikke altid beskytte og kontrollere os selv imod dårlige omstændigheder, bekendtskaber vi ikke næres af, eller en masse skidt og kanel, der også findes i verden. Bare fordi det ikke er for dig, er der måske andre der har brug for netop dette, i deres liv. Men vi kan vælge hvor vi selv gider være. Vi kan vælge hvad vi gider omgive os med, og vi kan vælge hvad vi bevidst gider vælge til, i vores liv.

Hvis du fortsætter med de ligegyldige eller opslidende bekendtskaber, job eller gøremål, så får du ikke på magisk vis en vidunderlig transformation fra ligegyldigt og opslidende til absolut fantastisk – med mindre du selv skaber den forandring i dig selv, eller vælger at flytte røven så langt væk som overhovedet muligt.

Hvis du drømmer om guld og grønne skove. Overflod, rigdom og at dit hjem og dine omgivelser er lækkert, nærende og opløftende, og får dig til at føle dig som Queen of your own castle. Så nytter det ikke noget, at du fortsat fylder det med ligegyldigt bras. Går på kompromis med alt det du omgiver dig med, og ikke begynder at behandle dig selv som den Dronning du er.

At kopiere en andens livstil, et lækkert look eller tidens trend har INTET med din sjæls udtryk at gøre. Sorry, but NOT sorry, du finder det aldrig ved at gøre det samme som alle andre. Du kan inspireres af andre, få ideer fra andre og måske også lære noget af andre. Men det du føler, det du mærker, det der trænger dybt under huden på dig. Det kan kun DU mærke, og derfor finder du aldrig en tro kopi af dig der ude.

Det er derfor du kan bruge alt dit lort til at rydde op i dit liv, og kun tillade plads til alt det bedste. Det er derfor du kan bruge alt det der ikke funker i dit liv, til at finde noget der fungerer bedre. Det er derfor du ved, at alt det der er tilbage. Alt det der funker, alt det du elsker og alt det du bare bliver draget imod, som en magnet. Det er det du skal bygge dit slot af.

Det sværeste valg jeg nogensinde har taget, var at begynde at leve et liv – udelukkende for mig.

Jeg manglede energi og glæde i mit liv. Jeg havde evig travlt med at fikse alt omkring mig. Mit hjem, mit ydre og mine nærmeste, når jeg kunne mærke de havde det svært. Men jeg havde fuldstændig glemt mig selv. Og jo mere jeg begyndte at prioritere mig selv, jo mere jeg begyndte at træffe mine egne beslutninger uden den evige hensynstagen til andre, jo bedre fik jeg det.

Det var deri det sværeste valg lå. At skulle prioritere mig selv før alle andre. At skulle træffe de rigtige valg, for mig, uden at tage hensyn til alle andres følelser og forventninger. At skulle koncentrere sig om alt det indre, også når man lignede lort eller var røv træt. Give mig selv lov til at gå ud i verden, uden et hurtigt Quick Fix eller en lille Make Over – men bare træde ud i verden som jeg nu var, og acceptere det som ok.

Det gjorde ondt som fanden når jeg følte, jeg svigtede andre. Jeg græd mange tårer og måtte lære at acceptere skyldfølelsen, når jeg så jeg sårede andre. Jeg måtte lære at leve med, at jeg ikke kunne være der for alle andre, hvis jeg skulle være der for mig selv.

Men jo mere jeg fandt mig selv, jo mindre tvivl var der tilbage, for jeg både så og mærkede en større og større forandring i mig selv. Jeg fik min evige styrke og kraft tilbage. Jeg følte mig igen hjemme i mig selv, med den magi, der altid har været min tro følgesvend gennem hele livet. Jeg mødte min egen begejstring for livet og alle de små glæder igen. Jeg mødte glæden i bare at være mig, uden at skulle fikse, løse problemer eller præstere.

Jeg kunne lave ingenting, uden dårlig samvittighed, fordi den eneste jeg vidste jeg i sidste ende behøvede at imponere, det var mig selv, og jeg var allerede så fucking stolt af mig selv. Jeg kunne vælge fra uden sorg og frustrationer, fordi jeg vidste, at jeg i selvsamme øjeblik valgte mig selv til, af respekt, omsorg og kærlighed. Jeg kunne være mig, lige præcis som jeg havde lyst til, i hvert eneste øjeblik. Det var mig selv der satte standarden, mig selv der satte niveauet og mig selv der satte rammerne. Hvad andre mente, var fucking ligegyldigt. De skulle aldrig leve mit liv, være dommer for mig, eller mærke og føle mig. Jeg skulle leve med mit niveau, jeg skulle leve med mine standarder, og jeg skulle leve med alt det jeg kunne mærke og føle.

Livet er fantastisk og magisk, og ligger lige foran snuden på dig, og venter. Det hele er dit, hvis du bare tør vælge det hele til.