Jeg kunne aldrig have valgt alle de skønne ting jeg elsker, ind i mit liv, hvis jeg ikke først havde oplevet alt det der gjorde mig ulykkelig, alt det jeg hadede eller var ligeglad med.

Jeg kunne aldrig have valgt værdifulde, skønne og dybt nærende ting ind i mit liv, hvis jeg ikke havde mærket, hvordan det var at have intetsigende, grimme og ligegyldige ting omkring mig.

Jeg havde aldrig fundet kærlige, omsorgsfulde og nærende relationer, først og fremmest til mig selv, hvis jeg ikke havde haft ukærlige, fraværende og opslidende relationer i mit liv.

Hvis jeg ikke havde mærket den drænende og ligegyldige energi, der lå i alt muligt skrammel, hvordan skulle jeg så kunne begynde min søgen efter skønne, nærende og værdifulde ting, der konstant løfter mig op, minder mig om den jeg er, selv på en dårlig dag, og får mig til at føle mig fredfyldt, tryg og elsket, fordi jeg har valgt at give mig selv alt det bedste, i stedet for en masse ligegyldigt junk.

Hvis jeg ikke havde mærket had, ligegyldighed og ulykkelighed, hvorfra skulle jeg så vide, at jeg skulle bevæge mig et helt andet sted hen, og finde troen på, at der fandtes noget bedre, et andet sted. At der fandtes et sted hvor jeg ikke behøvede leve med at føle mig forkert, bare fordi jeg er mig. At hver en nuance i mit væsen er vigtig, og at uanset hvad jeg føler, mærker og tror på, så er det ALDRIG ligegyldigt.

Hvis jeg ikke havde mærket ukærlige, fraværende og opslidende relationer, hvorfra skulle jeg så vide, at det ikke var noget for mig. At jeg fortjente bedre, og det rent faktisk var et opnåeligt resultat, at give alt dette til mig selv. At finde det sted i dig selv, hvor alle dine vibrationer og det du sender ud, altid afspejler dit indre barometer. Ikke før du behandler dig selv med den kærlighed, den omsorg, og begynder at nærer dig selv, så vil du altid finde nøjagtig det match du ubevidst sender ud.

Vi kan ikke altid beskytte og kontrollere os selv imod dårlige omstændigheder, bekendtskaber vi ikke næres af, eller en masse skidt og kanel, der også findes i verden. Bare fordi det ikke er for dig, er der måske andre der har brug for netop dette, i deres liv. Men vi kan vælge hvor vi selv gider være. Vi kan vælge hvad vi gider omgive os med, og vi kan vælge hvad vi bevidst gider vælge til, i vores liv.

Hvis du fortsætter med de ligegyldige eller opslidende bekendtskaber, job eller gøremål, så får du ikke på magisk vis en vidunderlig transformation fra ligegyldigt og opslidende til absolut fantastisk – med mindre du selv skaber den forandring i dig selv, eller vælger at flytte røven så langt væk som overhovedet muligt.

Hvis du drømmer om guld og grønne skove. Overflod, rigdom og at dit hjem og dine omgivelser er lækkert, nærende og opløftende, og får dig til at føle dig som Queen of your own castle. Så nytter det ikke noget, at du fortsat fylder det med ligegyldigt bras. Går på kompromis med alt det du omgiver dig med, og ikke begynder at behandle dig selv som den Dronning du er.

At kopiere en andens livstil, et lækkert look eller tidens trend har INTET med din sjæls udtryk at gøre. Sorry, but NOT sorry, du finder det aldrig ved at gøre det samme som alle andre. Du kan inspireres af andre, få ideer fra andre og måske også lære noget af andre. Men det du føler, det du mærker, det der trænger dybt under huden på dig. Det kan kun DU mærke, og derfor finder du aldrig en tro kopi af dig der ude.

Det er derfor du kan bruge alt dit lort til at rydde op i dit liv, og kun tillade plads til alt det bedste. Det er derfor du kan bruge alt det der ikke funker i dit liv, til at finde noget der fungerer bedre. Det er derfor du ved, at alt det der er tilbage. Alt det der funker, alt det du elsker og alt det du bare bliver draget imod, som en magnet. Det er det du skal bygge dit slot af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *