I denne weekend holder jeg fri, helt fri. Derfor bliver dette også det eneste, lidt korte indlæg i denne weekend. Jeg vender tilbage igen på mandag.

Hver aften, når jeg putter junior, taler vi gerne lidt om dagen der er gået og lidt om næste dags planer, ønsker og drømme. Jeg oplever nemlig ofte, at det er det tidspunkt på dagen, hvor der er aller mest ro til at tale uforstyrret, og få et svar uden forstyrrende elementer som fx en igangværende leg. Bare fem minutter, bare lige for at fjerne evt spekulationer, uro eller ting der stadig fylder fra dagens oplevelser. Det giver ro til at sove mere ubekymret og er lettere at falde i søvn bagefter. Men det kræver også, at vi taler om noget godt, noget skønt at se frem til og glæde sig til.

Denne weekend har vi således planlagt at lave absolut ingenting. Det gør vi faktisk ret ofte, i hvert fald når det er muligt. Jeg har nemlig en dreng der elsker at hygge her hjemme, det er faktisk rigtig skønt, for det elsker jeg også selv. Tænk sig, at selv om han kunne vælge imellem alt i hele verden, når jeg spørger ham om, hvad han kunne tænke sig at lave i weekenden, når vi skal holde fri. Så er det at være hjemme og lege med alt sit LEGO, læse bøger, lave puslespil eller se en film. Bare det at være sammen i trygge omgivelser. I dag startede vi dagen med at cykle en tur udenfor på den lukkede vej vi bor på, kigge efter træer der havde tabt alle blade og fandt nogle der næsten lignede fjer.

imageDit hjem er det sted du skal lade op. Det er her du kan være 100% dig selv, hele tiden. Det skal give dig tryghed, ro og stabilitet i dit liv. Men hvordan har du det egentlig i dit hjem ? Hvis jeg kom forbi og låste døren, tvang dig til at tilbringe hele weekenden i dit hjem, ville du så blive forfærdet ved tanken. Ville du i virkeligheden have svært ved at tilbringe så lang tid i dit eget hjem ? Det kunne måske i virkeligheden være et tegn på, at du manglede noget i dit hjem. Og hvis jeg nu virkelig kom forbi og drejede nøglen rundt. Hvad var så det absolut første du ville sørge for at få fixet inden jeg kom ? Det er i virkeligheden svaret på, hvordan du får skabt det skønne hjem du kunne holde ud at være låst inde i.

God weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *