Jeg har lige været syg. Ikke sådan i almindelig forstand. I hvert fald ikke før jeg sad hos lægen, for at få taget blodprøve. Efter 14 dages dræbende træthed, strammende og ømme lymfeknuder på halsen, og en pludselig opdagelse af, at jeg rent faktisk gik rundt med en kropstemperatur der nærmede sig de 40 grader. Sad jeg der, og forsøgte at overbevise lægen om, at jeg nok ikke var syg, på trods af alt det min krop forsøgte at fortælle mig. Han grinede lidt, og sagde, at man da i hvert fald ikke var helt rask, når man næsten havde 40 i feber.
Jeg havde godt nok været ret træt hen over julen, og det kneb ind imellem lidt med at få spist noget. Men jeg tænkte egentlig også, at det bare var en normal træthed ovenpå tre måneders travlhed på arbejde, samt det sidste års udfordringer. Efter bruddet med juniors far, to gange flytning og renovering af det nye hus. Samtidig med, at jeg nok havde været lidt for “god” til at kræve endnu mere af mig selv, som om det i sig selv ikke var udfordring nok. Som at præstere endnu mere for at komme helt på plads. At være den bedste mor for min søn, så han ikke led mere end højst nødvendigt under mine valg. Og forsøge at skabe den ro i mit hjem, som jeg sætter så stor pris på, hurtigst muligt.
Det kræver bare tid. Masser af tid… Jeg brugte næsten 8 år på at skabe den ro i mit sidste hjem, set i bakspejlet. Og da jeg endelig havde skabt den, stod det soleklart, at nu måtte jeg bare videre.
Hvad det måske i virkeligheden handlede mere om, det var, at jeg måtte sætte tempoet lidt ned. Eller i hvert fald begynde at give mig selv lov til at have lidt mere tid til mig selv igen. Uden den evige stemme i hovedet, om alt det der manglede, og alt det jeg burde gøre lige nu. Når balancen tipper på vægtskålen mellem forpligtelser og fornøjelser, og man allerede kører der ud af, uden at se, at balancen er smuttet. Så er det ikke altid at vi opdager det sker. Men kroppen, den lyver aldrig. Når man pludselig kan sove 10 timer om natten, ikke har lyst til at spise, eller får ond mystiske steder på kroppen. Så er det din krop der forsøger at ringe dig op, beder om din opmærksomhed, for at få dig til at standse op, lytte og mærke efter.
Heldigvis, så tog det næsten ingen tid, fra det øjeblik jeg forlod lægen, og indså, at jeg var nødt til at lægge alle de negative stemmer i mit hoved væk, til jeg begyndte at vågne op igen. Allerede dagen efter begyndte de spændte lymfeknuder at forlade min krop, og jeg følte mig mere frisk igen.
Hvis du som jeg ind imellem nyder at knokle igennem, så du kan mærke hver en muskel i din krop. Som når foråret endelig melder sin ankomst, og du bare nyder at arbejde hårdt i haven dagen lang. Eller kan male det meste af hytten på en weekend, fordi det skaber så meget god energi at skabe positive forandringer i dit hjem. Så er det altså som regel ikke det der får balancen på vægtskålen til at tippe. Det er alle de ting du føler du bude gøre, men som du ikke får gjort, og derfor skælder dig selv ud for. Det er alt det du glemmer at gøre for dig selv, fordi du lige skal gøre alt muligt for alle andre, fordi du føler du bør. Det er din iver efter at gøre alt det du tror alle andre forventer, det der gør alle andre glade og give efter for alle andres mening om hvordan det bør være eller skal gøres. Blot for at høste anerkendelse og ros, passe ind i mængden, og føle dig værdsat og elsket. Du ender desværre bare ofte med at bevæge dig længere og længere væk fra dig selv, den du er, og dine egne værdier. Det det får din sjæl til at synge og danse, og giver dig energi, sommerfugle i maven og passion – for livet. Dit liv, der skal leves med dig bag roret, som første styrmand.