Går du i supermarkedet og shopper uden indkøbsseddel, kommer du formentlig også ofte hjem med ting du ikke manglede, eller som du allerede havde. Har du oven i købet heller ikke den fjerneste ide om hvad der gemmer sig i dit køleskab, køkkenskabe og fryser, så ser det sikkert også endnu værre ud når du kommer hjem med dine indkøb og skal have det hele puttet på plads. Du kan sagtens få shoppet ind til et lækkert aftensmåltid og næste dags madpakker, og således overleve uden at dø af sult eller lide større skade.

Men prøv så lige at overføre ovenstående til den måde du shopper til dit hjem eller til dit klædeskab på. For har du nogensinde haft en indkøbsseddel med til dette, eller kigget dig omkring i dit hjem og dens skuffer og skabe inden du gik ud for at købe ind ??? Hvis ikke, så er det måske ikke så mærkeligt, at du ind imellem kommer hjem  med det forkerte, eller noget du allerede har. Bare tænk på ovenstående eksempel, og tænk så, om du nogensinde har følt lignende, når du stod med dine bolig eller tøjindkøb i dit hjem og skulle have det på plads. Det kan formentlig godt lade sig gøre at købe en varm vinterfrakke eller en pude til sofaen uden indkøbsseddel, og komme hjem og være glad og fornøjet over dit indkøb. Men kommer du hjem med det tiende par sorte bukser eller den femte sølvlysestage, og det måske i virkeligheden var den varme vinterfrakke eller puden til sofaen du manglede mest. Så vil der formentlig også på et tidspunkt snige sig en form for ærgrelse eller irritation frem over, at du stadig ikke har fået det du i virkeligheden manglede.

For vi shopper ofte med vores følelser. Som når vi bliver fristet af et lækkert setup i butikken, et look vi syntes ser lækkert ud, en stemning eller en stil vi bliver tiltrukket af. Et super godt tilbud eller en nem løsning på ovenstående aftensmåltid, som i øvrigt allerede stresser os lidt, fordi vi i forvejen er pressede ift den lidt stramme tidsplan fra vi kommer hjem efter arbejde og indkøb, og til vi har skudt hele eftermiddags og aftensprogrammet af. Det skyder måske lige lidt ekstra energi ind i programmet ved tanken om  en lækker kyllingeret med masser af sunde grøntsager, også selv om vi allerede har til en gang frikadeller og kartofler der hjemme, og egentlig bare skulle hente mælk til morgenmaden og en ny tube tandpasta.

Scanninger af hjernen har vist, at vi kan opleve et kick ved at hente et rigtig godt tilbud med hjem. Allerede i det øjeblik vi træder ind i vores ynglingsbutik går processen i gang, og vi begynder at producere mere dopamin. Et signalstof i hjernen, der skaber en følelse af velvære.  Dopaminen forstærker samtidig vores trang til at gentage situationen der gjorde, at den blev udløst. Står vi der i butikken, fyldt med andre mennesker der også er potentielle købere, bliver vores konkurrencelyst samtidig aktiveret ved tanken om, at mængden af de gode tilbudsvarer er begrænset. Du kan altså være nok så fattet og fornuftig, men i det øjeblik du ser noget du bliver fristet af, og der samtidig er andre potentielle købere der kunne risikere at tage det lige for næsen af dig, så kan der være stor risiko for at du alligevel mister alt fornuft i situationen. Med mindre du altså har en plan, og gerne en rigtig god en af slagsen.

En indkøbsseddel eller liste med det du virkelig mangler kan være en rigtig god ide altid at have med dig, så du kan holde fokus. Et moodboard eller et stemningsbillede af det du ønsker at skabe i dit hjem, er en genial ting. Ikke alene får du sat fokus og tydeliggjort det du i virkeligheden søger. Du får også et helt konkret billede af hvad det er af gulerødder eller appelsiner der ryger i turbanen for dine anstrengelser. Et stemningsbillede af det du kommer til at få i dit hjem i det øjeblik du begynder at arbejde dig målrettet hen imod et bestemt mål. En bestemt stemning som du ønsker dig, en bestemt følelse du ønsker at skabe i dit hjem. Et hjem der kan give dig kærlighed og omsorg. Et hjem der kan give dig ro, få dig til at slappe af og altid vågne op til en ny dag, frisk og veludhvilet. Eller et hjem der altid holder dig sund og rask, fyldt med egenomsorg og styrke til at træffe de bedste beslutninger.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *