Det kan være lidt skræmmende, at jonglere rundt i børneopdragelsens verden, nu til dags. Specielt hvis man som jeg, ret hurtigt finder ud af, at man adskiller sig ret meget fra mængden.
Da jeg var barn, fandtes der “bogen”, som enhver mor måtte nå at læse inden barnet kom. Den beskrev alle de regler og retningslinier man skulle følge. I hvert fald lige indtil barnet så kom, så måtte man forsøge at få så mange regler som muligt, til at passe sammen med sit barn.
Man gik højt op i at opdrage sit barn, til en god opførsel. Mens det var livsvigtigt at man klarede sig godt, fik en god uddannelse og nærmest opnåede højere kvalitetsstempel i samfundet jo bedre uddannet man var. Du nærmest blev din profession. Hvilket dybest set betød, at din værdi var sat ud fra dine ydre omstændigheder.
Jeg kender alt til en anerkendt profession. For som godt 30 årig droppede jeg et erhverv som sygeplejerske, for i stedet at begynde at sælge sko og efterfølgende tøj. Udelukkende på grund af en evig bagtalen, talen ned til og konstant hønsegårdssnak, i et dengang rent kvindefag. Det gad jeg simpelthen ikke spilde resten af mit arbejdsliv på, uanset hvad andre mente om det valg, eller om mig uden min autorisation hæftet på kitlen.
Jeg var fuldstændig ligeglad, for jeg ville bare have det godt. PUNKTUM. Der var ikke andet til den historie, for det var eneste mulighed for mig.
Det er nøjagtig det samme der ret tidligt gik op for mig, var det vigtigste for mig at give til mit barn. Jeg ville give ham de bedste muligheder for at have det godt, altid.
Hans liv skulle ikke være styret af ydre omstændigheder, og hvad andre mente om børneopdragelse. Jeg kunne for fanden jo, som den ENESTE i hele verden SE, om han havde det godt 24-7.
Han har lært at det er helt ok at gøre det han har lyst til, for jeg tror på vi mister kontakten til os selv, jo mere vi overskrider vores egne grænser.
Han spiser lige det han har lyst til, og vælger samtidig slik, chokolade, sodavand og kage fra, fordi han aldrig har haft lyst til at spise det. For jeg tror på, at et naturligt forhold til både mad og egen krop, er det vi instinktivt er født til at mestre bedst.
Han har ikke en lang liste med regler, jeg gider ikke bruge min tid på skæld ud og der er altid plads til en dårlig dag. Jeg vil hellere møde ham med kærlighed, omsorg og forståelse. Jeg vil hellere vise ham, at han er elsket, uanset hvordan han har det. Så der er altid kram og forståelse, uanset hvad. For hvem har ikke brug for at føle sig elsket mest, når vi har det værst.
Jeg blander mig ikke i hvor og hvornår han skal være social, og med hvem. Han ved udemærket godt selv, hvem han har det sjovest sammen med, og hvornår han har lyst til det. Jeg mener ikke man behøver kunne rumme alle, og skal stå til rådighed overfor andre, med mindre man selv har lyst til det. Det handler ikke om mængden af sociale bekendtskaber, om man føler sig ensom eller ej, det er udelukkende en distraktion fra at mærke hvad der virkelig foregår indeni, hvis du spørger mig. De fleste mennesker, med et rigt indre liv, keder sig aldrig.
At børn og unge i stigende grad føler sig ensomme, deprimerede og forkerte, og har behov for at skabe en perfekt facade, er sørgeligt. Det ydre kommer ALDRIG til at fikse alt det indre. Så jeg vil hellere bygge op indefra, således, at uanset hvad der sker, hvad de kommer til at opleve og lige meget hvad andre mener, så VED de, at de er allerede født præcis som de skal være. De VED hvad der skal til, for at de har det godt. PUNKTUM.