Der var engang, hvor vi var undertrykte, og uden retten til at blive hørt. Måske blev vi anset som uvidende og dumme. Uden ret til at sige vores mening, samt handle ud fra egen lyst. En form for styring, for at opretholde en bestemt ønskelig, og tålelig adfærd.
Jeg får altid associationer til vores børn, og hvordan man kan fristes til at drage paralleller. Det er STADIG som om man ønsker at styre og kontrollere dem. Vel og mærket også med den hensigt, at sikre dem en god opvækst, en succesfuld fremtid og gode vilkår i livet.
Det var sikkert også meget velment tænkt, at kvinder skulle beskyttes, der dengang ansåes som det svage køn. Men det ved vi også alle i dag, overhovedet ikke er tilfældet, for se hvor vi står, i dag. Som total ligeværdige, der for længst har vist, at vi er i stand til at beskytte og overleve selv. I hvert fald for dem som gider. Men vi fik trods alt muligheden.
Hvad nu hvis vi kunne opnå langt større “succesrate” for vores børn, ved at lade dem tænke selv, mærke selv og vælge selv. Hvad nu hvis vi rent faktisk kunne lære vores børn, at leve et liv baseret på glæden ved at være dem selv, i stedet for at fortsætte med at lære dem at vokse op til et liv med frygten for ikke at være god nok, frygten for ikke at være elsket, og bekymringer om ikke at leve op til andres forventninger om succes og prestige.
For hvad er det i virkeligheden du fortæller dine børn.
At de er nødt til at gøre noget bestemt, for at få succes.
At de ikke kan blive til noget, med mindre de gør som normen.
At de er nødt til at indordne sig og passe ind i mængden, for at blive accepterer og elsket.
At verden er et farligt sted, og man derfor må kæmpe og knokle for at overleve.
At de ikke skal gøre sig nogen forhåbninger om at opnå deres drømme, fordi alt er imod dem.
At alt det de tænker, mærker og føler, for alt i verden skal pakkes væk, hvis ikke det passe ind.
Hmmm… jeg syntes bestemt det minder mere om styring og kontrol. Er vi virkelig ikke nået længere, når det gælder trivsel af vores børn, i dette ellers højteknologiske samfund.
Hvad nu hvis vi fik skabt langt færre deprimerede, forvirrede og fortabte børn, ved at lade dem blive hvad fanden de havde lyst til.
Dybest set kunne dit barn være født til at samle skrald, sidde på en bænk og drikke bajer eller leve live som hjemløs, og stadig være glad for livet, fordi de havde fået valget.
Ville du elske dit barn mindre af den grund ? Ville du fortælle dit barn, at det var mindre værd, af den grund ? Ville du ikke i dit varme moderhjerte vide, at hvis bare dit barn havde det godt, så var der fred i dit hjerte ?
Har alle vores kære børn ikke fortjent muligheden for at vælge deres eget liv og ståsted i livet. Burde det dybest set ikke være fuldstændig ligegyldigt hvad fanden vi gør, så længe de bare er glade ? Børn fra selv de kummerligste vilkår, vokser op til at skabe noget storslået og forandrer verden. Mens børn med selv de bedste muligheder ender med at give op, på alt og alle. Så dybest set er det ligegyldigt, hvis de ikke finder nogen særlig mening og et større formål med deres liv.
Det formål og den særlige mening, der kommer indefra.
Det formål og den særlige mening, der kun kan tænkes, mærkes og føles, af dem selv.
Det formål og den særlige mening der udspringer fra et åbent og ekspanderende indre, der netop ikke er lukket ned af regler, kontrol og styring.
Det formål, der måske kun giver mening for den selv. Men er helt og holdent deres eget, og derfor også det eneste med reel værdi, for dem.