Livet er skønt, eller det er i hvert fald sådan vi gerne vil have, at det skal være.
Nogle forsøger at fake sig til det skønne liv. Ved at vise en pæn og poleret overflade, men hvor sandheden er en helt anden. Det er som om man tror, at den perfekt og poleret facade, der høster anerkendelse, respekt og beundring hos andre, på sigt kan føre til et skønnere liv. Men intet bliver mere skønt, end sandheden. Intet bliver mere skønt, end sådan som det i virkeligheden er. Illusionen om, at alle skeletter i skabet på magisk vis forsvinder, hvis bare vi lader som om de ikke er der, længe nok. Det kommer aldrig til at ske.
Du kan heller ikke nøjes med den første og bedste stodder du møder på din vej, og så fake til at han er vidunderlig, længe nok til at han på magisk vis forandrer sig til den mægtigste konge. Heller ikke selv om du ihærdigt forsøger at lave ham om, med alt magt og vold. Han er og bliver en stodder, i hvert fald indtil han selv indser, at han har lyst til at være noget andet.
Andre render konstant rundt og brokker sig over alt det der er galt med denne verden, og tror, at hvis bare dit, dut og dat var efter deres mening, så ville alting være skønt. De kan slet ikke forstå, at de er med til at skabe alt den elendighed i deres bevidsthed, via deres egen fortolkning af verden. Via deres egen brok og evige beklagelser. Måske var det rent faktisk muligt at ændre alt det der altid var galt, hvis de brugte alt deres negative energi på at skabe noget nyt og bedre. Men at sidde fast i offerrollen, hvor man føler at alting sker imod en, og man ikke har mulighed for at ændre en skid. Det bliver det aldrig meget skønnere af.
Jeg vil gerne fortælle dig, at livet er skønt, for det er det, når du gider tage ansvar for, at det er et skønt liv du gider at leve i. Men livet kan også være hårdt, vi kan blive ramt af frygt eller sorg, og vi kan føle os magtesløse i forhold til at se andre muligheder. Men du har altid et valg.
Vi kan vælge at være ærlige, overfor os selv, og begynde at anerkende og respektere alle de skeletter vi har gemt af vejen, og begynde at forme vores liv, sådan som vi gerne vil have det. Uanset om det er kønt for alle andre, uanset om det er populært eller ej, og uanset om det er det de andre gider se på, så er det dig der burde være omdrejningspunktet i dit eget liv.
Du kan vælge at give stodderen sparket, når du indser, at du har fortjent langt bedre. Eller du kan begynde at gå din egen vej, og se om han kan følge med. Tro mig, han falder fra, helt af sig selv hvis han indser, at han aldrig kommer til at kunne følge med dig.
Du kan begynde at se på alt det skønne, du allerede har i dit liv. Men samtidig give dig selv lov til at være frustreret, når tingene ikke går som du ønsker. Men du behøver ikke involvere alt og alle i alle dine frustrationer, hver eneste gang. Det er faktisk skønt at kunne være sammen med andre mennesker, uden at skulle løse alverdens forskruede personer og alverdens problemer hver eneste gang. Du finder ret hurtigt ud af, hvis du vel og mærket får standset mængden af brok, at der som regel er konsekvens ved alt det du sender ud i denne verden. Både positivt og så sandelig også negativt.
Hvorfor leve i en pæn og poleret overflade, hvor skeletterne konstant banker på. Hvor du tager til takke med langt mindre, end du har fortjent, og negativiteten kører rundt i en konstant ring. Hvis der findes et langt skønnere liv for dig, hvor du omsider får lov til at spille hovedrollen i dit eget liv.