Det sværeste valg jeg nogensinde har taget, var at begynde at leve et liv – udelukkende for mig.
Jeg manglede energi og glæde i mit liv. Jeg havde evig travlt med at fikse alt omkring mig. Mit hjem, mit ydre og mine nærmeste, når jeg kunne mærke de havde det svært. Men jeg havde fuldstændig glemt mig selv. Og jo mere jeg begyndte at prioritere mig selv, jo mere jeg begyndte at træffe mine egne beslutninger uden den evige hensynstagen til andre, jo bedre fik jeg det.
Det var deri det sværeste valg lå. At skulle prioritere mig selv før alle andre. At skulle træffe de rigtige valg, for mig, uden at tage hensyn til alle andres følelser og forventninger. At skulle koncentrere sig om alt det indre, også når man lignede lort eller var røv træt. Give mig selv lov til at gå ud i verden, uden et hurtigt Quick Fix eller en lille Make Over – men bare træde ud i verden som jeg nu var, og acceptere det som ok.
Det gjorde ondt som fanden når jeg følte, jeg svigtede andre. Jeg græd mange tårer og måtte lære at acceptere skyldfølelsen, når jeg så jeg sårede andre. Jeg måtte lære at leve med, at jeg ikke kunne være der for alle andre, hvis jeg skulle være der for mig selv.
Men jo mere jeg fandt mig selv, jo mindre tvivl var der tilbage, for jeg både så og mærkede en større og større forandring i mig selv. Jeg fik min evige styrke og kraft tilbage. Jeg følte mig igen hjemme i mig selv, med den magi, der altid har været min tro følgesvend gennem hele livet. Jeg mødte min egen begejstring for livet og alle de små glæder igen. Jeg mødte glæden i bare at være mig, uden at skulle fikse, løse problemer eller præstere.
Jeg kunne lave ingenting, uden dårlig samvittighed, fordi den eneste jeg vidste jeg i sidste ende behøvede at imponere, det var mig selv, og jeg var allerede så fucking stolt af mig selv. Jeg kunne vælge fra uden sorg og frustrationer, fordi jeg vidste, at jeg i selvsamme øjeblik valgte mig selv til, af respekt, omsorg og kærlighed. Jeg kunne være mig, lige præcis som jeg havde lyst til, i hvert eneste øjeblik. Det var mig selv der satte standarden, mig selv der satte niveauet og mig selv der satte rammerne. Hvad andre mente, var fucking ligegyldigt. De skulle aldrig leve mit liv, være dommer for mig, eller mærke og føle mig. Jeg skulle leve med mit niveau, jeg skulle leve med mine standarder, og jeg skulle leve med alt det jeg kunne mærke og føle.
Livet er fantastisk og magisk, og ligger lige foran snuden på dig, og venter. Det hele er dit, hvis du bare tør vælge det hele til.