Dit liv handler om alle dine valg. Tilvalg og fravalg. Vi vælger til og fra hver eneste dag. Til, i forhold til det vi gerne vil, det vi ønsker os i livet, og vælger fra i forhold til det vi ikke vil. Men det er faktisk også muligt, at vælge alt det til vi egentlig ikke ønsker os. Når livet bliver en illusion på alt det vi ønsker os og gerne vil have, men som måske ikke gavner os i vores liv. Ikke hjælper os der hen hvor vi gerne vil være, gør os glade og lykkelige. Eller når vi ikke får gravet dybt nok ned i vores indre, for at finde de helt rigtige svar. Eller vi ikke får set, at vi ikke har fået ændret på vores omgivelser i takt med at vi selv har ændret os. Men hvorfor vælger vi det så stadig til, hvis det ikke er det vi vil. Hvorfor kan det være så svært at erkende at det som var, ikke er her længere. At det vi ønsker os egentlig ikke støtter os, eller at vi undervejs har glemt at spørge os selv, om det stadig er det vi ønsker os.

Vi ser konstant på omverdenen med vore øjne, på vores nærmeste og vores omgivelser. Det er så nemt at pege fingre af alt det vi ikke bryder os om, forsøge at rette på det vi gerne vil have ændret. Langt hen af vejen er det måske også muligt at ændre på vores omgivelser og måske også på vores nærmeste. Men hvis vi aldrig får kigget indad, hvis vi glemmer at kigge på os selv, så finder vi sansynligvis heller ikke den splint der sidder og forårsager problemet. Så hjælper det måske aldrig helt, at møblere rundt i stuen igen og igen, købe nye møbler og lækkert interiør, hvis du ikke først har gjort et grundigt forarbejde med dig selv, og fundet ud af, hvad du virkelig længtes efter og har brug for. Det hjælper også sjældent at få ungerne opdraget til små engle og manden til en servicerobot, hvis du ikke først har fundet ud af, hvad det i virkeligheden er du har brug for og sætter størst pris på i familielivet. Hvad var det for en drøm du havde om familieliv og parforhold, da i startede med at stifte familie. Var det et “se pænt ud” glansbillede , eller et hjem fyldt med glæde, leg, latter og hjerterum.

imageDet kan være så fandens svært at erkende, at du kan være nødt til at justere lidt. Indrømme at du må lave noget om, som om du næsten har lavet en fejl. Vi er jo opdraget til ikke at fejle. Gennem prøver og tests gennem hele uddannelsesforløbet, og formentlig også gennem hele dit arbejdsliv. Men det er faktisk ok at ombestemme sig, det er ok at blive klogere på sig selv og livet, mere erfaringsrig eller opdage nye muligheder. Det er aldrig for sent at skifte spor, aldrig for sent at finde nye drømme, eller få lyst til at udforske nye oplevelser.

Jeg havde i mange år en drøm om at bo i en smuk gammel patriciavilla. Med højt til loftet, stuk og gamle rokokomøbler. Jeg forsøgte endda igennem flere år, at tilføre det jeg kunne til den kun 15 år gamle bolig vi bor i, og for flere år siden var vi også ude og kigge på en meget fantastisk en af slagsen, der var sat til salg. Men jeg fandt ud af, at jeg inderst inde er meget mere til noget helt andet. Jeg elsker at opholde mig i naturen, og det, det giver mig, at omgive mig med ting fra naturen, og mine smukke blomster og planter i haven. Ting med historie, patina og rustikke, autentiske ting, det giver mig langt mere end rokokomøbler og stuk, uanset boligens udseende. Det giver mig en ubeskrivelig ro, at have naturens materialer, ting fra dyr og planter omkring mig. Det er i virkeligheden det mest fantastiske. For i stedet for at gå og sukke efter en helt bestemt type bolig, ved jeg nu, at jeg ville kunne skabe samme fantastiske nærende hjem, bare ved hjælp af de ting der nærer min sjæl.

Det er først for sent den dag du fortryder, at du ikke fik det gjort i tide. At du ikke fik lyttet til dig selv og droppet alt din søgen rundt omkring i alle dine omgivelser, i stedet for at finde svaret hos dig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *