Du skal “bare” være dig. Ja, det lyder jo egentlig både simpelt og let. Men hvorfor fanden kan det så være så pisse svært alligevel ?
Det burde vel være det letteste i hele verden, bare at være den du er. Men det ved du sikkert også godt, at det ikke altid er. Hvem husker ikke tiden som barn, når man fik at vide hvad man måtte og ikke måtte. Hvad der var normen, og hvad man i hvert fald ikke kunne tillade sig. Sådan er mange af os vokset op. Det er der bestemt heller ikke noget forkert i, som sådan. For sådan var hele samfundet jo skruet sammen til at fungere.
Men for fanden da, du er jo voksen nu, og helt sikkert gammel nok til at bestemme selv. Du er sikkert også et intelligent og ansvarsbevidst menneske, der er i stand til selv at sortere i alt den info der ryger ind i din hjerne. Hvorfor er det så lige du bliver ved med at leve dit liv, styret af alle andres mening om hvad der er det rette for dig. Syntes de virkelig at du er så uintelligent, at de er nødt til at beslutte det for dig ? Eller lader du stadig andre styre dit liv, fordi det er lettere end at skulle finde ud af hvad du i virkeligheden mener selv ?
I det øjeblik jeg for alvor begyndte at spørge mig selv om, hvad jeg havde lyst til. Begyndte at vurdere om alle andres velmente ord og gode råd dybest set gav mening for mig. Begyndte at tage de valg der gav mening for mig, og ikke længere følte behov for alle andres accept af det. I det øjeblik kunne jeg mærke en voksende følelse af frihed og glæde. Følelsen af at være så værdifuld, at jeg havde fortjent alt det bedste. Det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. At give slip på alt det ansvar for alle andres velbefindende, frygten for at såre andre og ikke lige passe ind i normen. Jeg skal jo bare være mig, jeg har ikke ansvaret for alle andres velbefindende, og det har du altså heller ikke.
Tænk bare på, hvis alle bare tog ansvaret for sig selv. Hvilket værdifuldt liv, fyldt med frihed og glæde vi alle kunne have.