Hvis du går bare en lille smule op i selvudvikling, og gerne vil lære dig selv endnu bedre at kende, så har du sikkert også hørt, at det er vigtigt at leve i nuet.
Sådan er det med meget selvudvikling. Vi forstår de kloge ord, og har sikkert også for længst fundet ud af, at det handler om at være tilstede i det øjeblik vi har, lige nu. Uden at rode for meget rundt i vores fortid, og bruge det som undskyldning for alt og alle. Samtidig med, at vi ikke konstant jagter drømme ude i fremtiden, og helt glemmer at standse op, og nyde livet, her og nu.
Det er bare sådan med kloge ord. Det lyder mega smart når vi forstår det, og kan forklare det til alle dem der gider lytte. Men det får ikke en skid betydning, i vores liv, hvis vi ikke forstår at anvende det, rent praktisk, til at skabe forandringer, i vores liv.
Det er ikke nok at vide alting, hvis du ikke også har evnen til at sætte handling bag dine ord. Det er ikke nok at kende “sandheden” hvis du ikke kan skabe en anden og bedre virkelighed, for dig selv.
Det er lige præcis det der gør, at det er så fedt at lære sig selv bedre at kende. Du bliver i stand til at skabe et federe liv for dig selv, gennem målrettet handling. Ellers kan det være fuldstændig ligegyldigt hvor meget viden du tager ind, hvis du ikke kan anvende det til at skabe en bedre verden, i det mindste for dig selv. Så bliver det bare en smart-ass, tom facade, af ligegyldige ord.
Jeg kunne have valgt at kalde mig selv “Solsikkeblomst” hvis jeg syntes, jeg var tynget af en forfærdelig fortid, på grund af mit navn. Men, med mindre jeg tog en aktiv beslutning om ikke at lade mig definere af dårlige fortidsoplevelser, og starte på en frisk, hvad skulle der så lige på magisk vis ske, fordi mit navn var et andet. I min barndom, hvor der i øvrigt hverken var Netflix, mange TV-programmer og YouTube til de unge, kom der en film der hed Ditte Menneskebarn. Hvor mange gange er jeg lige blevet kaldt det, tror du ? Men skulle det navn definere mig, hvem jeg var og hvad der for mig var muligt at opnå, i mit liv. Jeg tror på, at jeg er den der definerer ALT i min oplevelse af livet, og jeg ene og alene har magten og styrken til at bestemme, hvad jeg vælger at tro på.
Jeg skal elske mig selv, før jeg kan elske andre. Men hvor nemt kan det ikke lige være at sige, jeg elsker dig til et andet menneske, før man har oplevet den dybeste og mest ærlige og ægte kærlighed nogensinde ? Du kan rende rundt og sige jeg elsker dig, til dig selv, i en evighed. Men med mindre du ejer et drive som Ole Henriksen, så får det måske ikke helt samme gennemslagskraft, i dit liv. Kan du derimod elske dig selv så højt, at du er skide ligeglad med hvad alle andre går og siger, om dig. Fordi du VED, at du altid er værd at elske, uanset hvad andre mener om det du gør. Kan du elske dig selv så højt, at du er så kærlig, omsorgsfuld og nærværende overfor dig selv det meste af tiden, nøjagtig som du ønsker dig en evt partner er i et kærlighedsforhold, og som du måske ønsker dig i alle dine øvrige relationer.
Kan du elske dig selv så højt, at du altid sørger for dig selv først. Så du hviler dig, når du er træt. Spiser, når du er sulten, uden restriktioner og løftede pegefingre overfor dig selv. Siger det du mener, uanset andres holdning. Så du giver dig selv omsorg, nærvær og kærlighed, når du er såret eller ked af det. Så du får lov at møde din egen forståelse og accept, når du møder afvisning og manglende respekt fra andre. Så du ikke forsøger at parkere alle de mørke og dystre tanker og følelser, i et rum bag lås og slå, men ved, at det også er helt ok at elske den del af dig. Det er også ALT det du skal elske. Dig selv, i en ærlig, upoleret og fuldstændig autentisk version. Der, hvor du er langt mere end dit navn, dit udseende, dit job, din økonomi, dine børn eller dine diplomer, beviser eller A+ talenter. Her betyder det ikke en skid, for du er langt mere end det. Du er nye muligheder, du er nye oplevelser, du er nye drømme, du er alt det du kunne tænke dig. Derfor er det også først her du finder et perfekt match til de kærlighedsrelationer du måske søger, i dit liv.
Her behøver du nemlig ikke bevise du er noget værd, for det ved du allerede du er. Her behøver du ikke gøre dig fortjent til kærlighed, for du har allerede mættet dig selv i betingelsesløst kærlighed. Her skylder du aldrig nogen noget, for det er ikke en vægtskål der skal holdes i balance, men det største, brusende vandfald, af ren overflod. Her behøver du ikke diskutere eller få ret, for i har alle ret til hvert jeres.