Er du forelsket ? Forelsket i dig selv ? Forelsket i det liv du lever ? Dit hjem og alt det du omgiver dig med, som dit job, dine ting og de mennesker du har i dit liv ? Hvis ikke, så er det måske ved at være på tide at få justeret lidt. I hvert fald hvis du ønsker at leve med følelsen af at være elsket. Hvis du ikke mener du har fortjent det bedste, alt det du elsker. Hvordan fanden skulle andre så tro på, at du er værd at elske. Hvis ikke du, som den person der er dig selv aller nærmest, og som er i dit selskab konstant og til dine dages ende, ja hvem skulle så. Hvorfor gå og vente på, at den rette dukker op, hvis du kan starte lige nu, med dig selv. Hvorfor gå og ase og mase, konstant skulle præstere dit ypperste for at høste andres anerkendelse og ros, og derved føle dig værdsat, hvis det i virkeligheden er din egen anerkendelse og ros du har brug for.
Hvis du er en af dem der har fulgt mig, så ved du også, at jeg syntes den danske småligheds – mentalitet og jantelovs-pjat er noget fis. Du er præcis det du er, og du er god nok, som du er. Du er nemlig dig, og ingen andre i hele universet, er dig. Hvilket de overhovedet heller ikke skal være, ligesom du heller ikke skal være som alle andre. Du er skabt til at være dig, og forsøger du at være en anden, så ville det formentlig svare til at bede en kartoffel om at være en gulerod. Seriøst, jeg elsker gulerødder, jeg er der i mod ikke helt så vild med kartofler. Så jeg ville til en hver tid vælge en gulerod frem for en kartoffel. Men hvis jeg nu var en kartoffel, gad jeg så ase og mase hele mit liv for at forsøge at blive den der skide gulerod ? Hvis der nu var flere der elskede gulerødder i stedet for kartofler. Hvis jeg nu tænkte jeg passede bedre ind i mængden, var mere anset og smart, og måske mere elsket ? Nope, jeg ville ende som en dårlig kopi af den gulerod, jeg ville fjerne mig mere og mere fra mit sande jeg, bare for at være noget jeg ikke er, og i virkeligheden aldrig bliver.
Den skinbarlige sandhed er, at jo mere du forsøger at fjerne dig fra dit sande jeg, og den du naturligt er skabt til at være. Jo mere fjerner du dig i virkeligheden fra at føle dig elsket. For ikke nok med at du ikke anerkender dig selv for den du er, hvilket er first step til at føle sig elsket. Du render også rundt og opfører dig som den gulerod du så gerne vil være, og tiltrækker derfor alle dem der elsker gulerødder. Så du må rende rundt og spille en falsk version af dig selv, måske resten af livet. Hvis du nogensinde har prøvet at kaste dig ud i nye projekter, og forsøgt at gøre ting som du overhovedet ikke ejer evnen til at mestre, så ved du formentlig også hvilken kamp det kan føles som. Det tager en evighed bare at fremstille et nogenlunde tilfredsstillende resultat. Så er det i virkeligheden sådan et liv du ønsker at leve, som en kamp ?