Jeg jubler over foråret lige nu. Alt omkring mig springer ud og blomstrer. Det symboliserer vækst og ny begyndelse, som at sætte nye frø i jorden, der kan spire og vokse op til noget nyt. Solen sender varmere og energigivende stråler i min retning. Det fornyer energien, vækker den vinterblege hud til live og skaber betingelser for at alt det nye vi sår, kan få kraft til at vokse, så længe vi husker at vande og gøde det godt. Den grønne farve, der formerer sig i vores omgivelser, symboliserer sundhed, trivsel og vækst.
Så hvis du ikke har fattet min pointe endnu, så er det altså NU du skal så alle dine frø. Alle disse unikke gaver, der er tilgængelige for os i denne verden, er allerede over alt omkring dig. I naturens kraft. Ganske enkelt, som de gode betingelser der er for det lille frø, når det puttes i den varme jord, når den vandes og gødes, selvfølgelig i de rette mængder. Du er ligeledes i stand til at vokse og gro, skabe nye ting, som du drømmer om. Det kræver altså bare, at du husker at så det først. Det kræver, at du vælger de rigtige frø at sætte, så du ikke propper gulerødder i jorden når du ønsker kartofler.
For hvem siger, at vi ikke kan skabe lige præcis det vi går og drømmer om ? Gå dog ud og skab det skønne liv du drømmer om. Du er den eneste der kender svaret på din drøm, og du er den eneste der er i stand til at skabe den. Hvorfor gå og vente på i morgen, på at muligheden kommer en dag, eller at livet pludselig tager en uventet, positiv drejning ? Hvorfor fortsætte med at vente, hvis vi i virkeligheden kan skabe forandringen selv. Det er sku for trist at gå og vente på, at der er andre der skaber det for os, for vi ender med at stå midt i en andens drøm, der overhovedet ikke er vores, og måske vågner vi op i det værste mareridt.
Det er i hvert fald det jeg vil gøre, skabe mine egne drømme. Jeg vil tage de valg der er de rigtige for mig, og vælge de rigtige frø at sætte i jorden. Jeg vil arbejde for at nå mit mål og lade det gro, give det næring, og med stolthed betragte det vokse sig stort.
Din drøm, den finder du inderst inde i din sjæl. Det er det du længes efter. Det du med glæde og stor begejstring kan foretage dig igen og igen, uden at blive træt. Det er det der kan mærkes helt ind i dit hjerte, med den største passion og lyst.