Går du også rundt med følelsen af, at det er blevet lidt støvet hen over vinteren ? Det gjorde jeg.

Følelsen af, at jeg pludselig stod med et helt nyt liv, som et blankt stykke papir, ramte mig pludselig. Den streg jeg havde trukket i sandet, de valg jeg havde taget fra mine inderste ønsker, og mærket så dybt i min sjæl. Jeg kunne under ingen omstændigheder vende tilbage. Jeg kunne under ingen omstændigheder fortsætte med de samme gamle følgesvende, i form af mine gamle vaner, overbevisninger og min tro følgesvend i min underbevidsthed, der bare fortsatte, uden at tage hensyn til, at jeg altså ønskede noget andet. Jeg var simpelthen nødt til først at skabe en ny form til mit liv, før jeg kunne begynde at forme det og starte med  at leve det.

Det lyder måske pisse nemt bare at kunne skabe et nyt liv, og starte på en frisk. Hvis du bare kunne træde ind i slikbutikken, og tage for dig. Der er bare ingen lækre lyserøde skumfiduser, tivolistænger eller chokoladeovertrukne karameller der kan skabe det liv du går og drømmer om, bare fordi de ser lækre ud, der i butikken. Her virker ingen gode anbefalinger og gode råd fra andre. Du er nødt til at smage på hver enkelt lille ting først. Finde ud af hvad det er du aller helst vil have. Der er kun dig til at finde alle svarene, du må smage på alt det søde såvel som det sure, før du finder svaret. Der findes ingen hurtig smutvej, kun vejen i dit indre for at finde svarene og mærke efter hvad der virkelig betyder mest.

Det er her, det er blevet lidt støvet, eller det var i hvert fald lidt den følelse jeg fik efterfølgende. Jeg havde nemlig haft følelsen af at stå lidt stille, i hvert fald i det ydre og i mine omgivelser. Men det var bare overhovedet ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Da jeg først havde fået rystet støvet af mig igen, kunne jeg pludselig se jeg stod et helt andet sted. Jeg kunne se hvor langt jeg var nået ift. hvor jeg kom fra. De langt største forandringer var sket inde i mig, og ikke nær så meget i mine omgivelser. Derfor oplevede jeg følelsen af lidt for meget stilstand. Jeg er jo skabt til at skabe, være kreativ og i bevægelse mod nye, og spændende projekter. Det er det der giver mig følelsen af glæde, vækst og passion i mit liv. Men, hvad hjælper det, hvis jeg ikke bevæger mig det helt rigtige sted hen ? Det gør jeg nu.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *