Hvem vil ikke gerne gøre sit bedste ? Hvem vil ikke gerne have succes, blive anerkendt og opleve at lykkedes med alt det vi går og drømmer om?
Og hvem kender så ikke samtidig til frygten for at fejle ?
Er frygten for at fejle så stor, at vi aldrig tør sætte nye ting i gang. Klamrer vi os fast til det velkendte og illusionen om trygheden i det, så vi ender med at bremse os selv, gang på gang, i alt det vi går og længes efter.
Hvad nu hvis frygten blot er en form for illusion, der gør os bevidste om, at vi har stor værdig i livet, vi for alt ikke ønsker at miste. Hvad nu hvis frygten blot minder os om, at vi er i færd med at begive os ud på ukendt tærræn, og derfor har brug for alle de ressource, vi har til rådighed.
Hvordan finder vi overhovedet ud af, om vi har det der skal til, hvis vi aldrig kommer i gang, gør et forsøg, eller prøver os lidt frem. Måske er der ikke kun risiko for fiasko, men samtidig “risiko” for stor succes. Måske er en række fiaskoer blot en nødvendig regulator for, at vi kan finde den helt rette metode, den helt rigtige kurs, og komme til at ende det helt rigtige sted. I stedet for, at vi giver op efter første forsøg.
Det er næsten som den nybagte mor jeg var, for godt 8 år siden. Skulle jeg give op efter første forsøg da han skreg, men ikke var sulten ? Jeg lærte lynhurtigt at justere ind. Men kun fordi jeg forsøgte igen og igen, og tillod mig selv at stille mig 100% til rådighed i en ellers ukendt rolle, som mor. Ikke via bøger, gode råd og ammehistorier, men ved at vide, dybt i min sjæl, at jeg allerede var den mor mit barn havde brug for. Jeg kunne allerede kommunikere med ham, uden ord. Jeg kunne allerede mærke hvad han havde brug for, helt instinktivt, fordi alle hans celler og dna var lagret dybt i mig, resten af mit liv. Var jeg gået direkte i frygt for at fejle, havde jeg samtidig lukket fuldstændig af for den smukkeste forbindelse jeg havde til hans databank, fordi jeg var hans mor. Jeg havde aldrig fundet ud af, hvor meget bedre en mor jeg kunne være, for ham, når blot jeg lænede mig dybt ind i tilliden til, at jeg allerede havde alle de ressourcer, jeg havde behov for.
Og nej. Det giver fortsat frygt for at fejle, når vi står overfor nye beslutninger, der omhandler dem vi elsker højst og vil beskytte, for alt i verden. Man kan stadig møde tvivl, og det kan føles svært eller overvældende, når man ved man er nødt til at træffe valg der ikke er i alles interesse. Men hvad er det værste der kan ske, når du VED du har truffet det bedst mulige valg. Du kan ALTID justere ind, du kan ALTID prøve noget andet, og du bliver ALTID klogere på dine egne erfaringer.
Gør du ingenting, så sker der absolut intet nyt.